Københavns Universitet var en del af samarbejdspolitikken under besættelsen

Forskere på Københavns Universitet og andre danske uddannelsesinstitutioner havde et meget omfattende videnskabeligt samarbejde med Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933.

Det fremgår af nyere historisk forskning, som fremlægges på en stor todages konference på KUA torsdag og fredag i denne uge under titlen ’Danish Science, Universities and the Challenge from Nazism 1933-1945.´

Ifølge lektor i historie Palle Roslyng-Jensen havde Tyskland i videnskabelige kredse samme status i 1930’erne, som USA får efter anden verdenskrig.

»Det gælder ikke blot inden for teologi og humaniora, men også inden for naturvidenskab,« fortæller Palle Roslyng-Jensen, der har arrangeret konferencen sammen med to af sine kolleger fra Saxo Instituttet, Karl Christian Lammers og Niklas Olsen.

Kun et lille mindretal af nazistiske forskere

Formålet med konferencen er at sammenfatte resultaterne fra de seneste ti-tyve års undersøgelser af forskellige videnskabsområders og enkeltprofessorers forhold til nazismen.

Ifølge Palle Roslyng-Jensen har der været en tendens til at fremhæve, hvor vidtgående samarbejdet var i de enkelte tilfælde, mens det har knebet mere med at få beskrevet de generelle betingelser. Hvor omfattende var samarbejdet, på hvilke præmisser foregik det, hvornår meldte man fra og på hvilken måde?

»Der var selvfølgelig et mindre antal professorer som for eksempel kulturgeografen Gudmund Hatt eller juristen Carl Popp-Madsen, der havde en klar nationalsocialistisk dagsorden. De er gennemgående velbeskrevet, fordi da man gjorde op med sagen i 1945, så tog man fat i dem, i dem der svigtede,« siger Palle Roslyng-Jensen.

En del blev fyret med eller uden pension. Men i forhold til Københavns Universitets størrelse med 5.000 studerende var der i virkeligheden tale om et forbavsende lille mindretal.

»Det drejer sig højest om fem-syv personer, der fik en påtale eller lignende af universitetet, fordi de havde medvirket til nazistisk virksomhed,« siger Palle Roslyng-Jensen.

Jødiske forskere fyres

Mere interessant er ifølge arrangørerne af konferencen, hvor omfattende det videnskabelige samarbejde var med Tyskland i 1933, da Hitler kommer til magten.

Så meget desto mere chokerede blev danske forskere over, hvor hurtigt tysk videnskab nazificeredes.

»Det går lynhurtigt,« fortæller Palle Rosling-Jensen.

Nogle bliver fyret, især jøderne. For andre er løsningen ikke kun en tilpasning, men også en medvirken i form af stærk nationalisme, racistisk retsbevidsthed med videre.

Forskellig reaktion

Reaktionen blandt de danske forskere falder forskelligt ud.

»Nogle bryder forbindelsen med deres tyske forskerkolleger, så snart de registrerer nazificeringen. Andre tøver og siger: Ah, stormen lægger sig nok, vi kender dem som fornuftige mennesker.«

At bryde sine videnskabelige bånd opfattes som svært og trækker ud til langt op i 30’erne. Afgørende i den forbindelse er også den enkelte forskers ideologiske grundholdning.

»Det er klart, at hvis du er venstreorienteret på det tidspunkt, så er du ubetinget antinazist; hvis du er konservativ-national, så er det vanskeligere. Det ses tydeligt i historiefaget, hvor nogen bryder af med det samme, mens andre fortsætter samarbejdet,« fortæller Palle Roslyng-Jensen.

Rektor holder lav profil

Da besættelsen kommer, skifter dagsordenen dog, og det nationale spørgsmål rykker helt i forgrunden i alle samfundsgrupper.

»Generelt må man sige, at universitetets ledere, rektor og Konsistorium, holder lav profil. De forsøger at tage yderfelterne,« fortæller Palle Roslyng-Jensen.

Der er forskellige henstillinger til studenterblade, der går længst i nazismekritik om at holde inde. Men der er også henstillinger til de enkelte nazistiske undervisere, der laver opslag på universitetet om nazistiske møder.

»Så det er i virkeligheden et led i den almindelige samarbejdspolitik med at holde lav profil over for nazisterne og besættelsesmagten,« konstaterer historieprofessoren.

Nazister uden opbakning

Under besættelsen bliver den nationale dagsorden meget stærk over hele det politiske spektrum. Blandt studenterne er der også kun få, der bliver aktive nazister.

»Vi har en studenterfraktion i det danske nazistparti, som kun tæller 60 medlemmer. Det kan ikke siges at være voldsomt,« konstaterer Palle Roslyng-Jensen

Mere interessant end antallet af egentlige nazister er efter hans mening spørgsmålet om, hvornår og hvordan og på hvilke præmisser, man i universitetsverdenen tager afstand fra nazistisk videnskab.

Holdning til nazistisk videnskab

Svaret falder forskelligt ud i de forskellige videnskabsgrene. Mens det nazistiske budskab fremtræder åbent inden for nogle af fagene på Humaniora og Teologi, kan det holdes mere instrumentelt, hvis man befinder sig inden for naturvidenskab.

Derfor vil det ifølge Palle Roslyng-Jensen også være naturvidenskabsfolk, der fortsætter samarbejdet længst tid ud fra en formening om, at kollegerne er fornuftige videnskabsfolk.

»Det mest velkendte eksempel er Niels Bohr, og han er endda jøde og KU’s frontfigur med nobelpris og alt muligt. Han fortsætter samarbejdet med den tyske fysiker Werner Heisenberg, hvilket der jo er skrevet bøger og lavet teaterstykker om.«

Ingen afsløringer

Har man sat næsen op efter saftige afsløringer af hidtil ukendte nazikollaboratører på Københavns Universitet og andre danske forskningsinstitutioner under besættelsen, bliver man formentlig skuffet over konferencen.

»Vi har ikke overraskende nyheder om, at denne eller hin professor er nazist. Grundlæggende synes vi, at det har kørt alt for vidt med den form for skalpejagt. Det er ikke så interessant,« mener Palle Roslyng-Jensen.

»Det nye er at fastlægge hvilke faktorer og præmisser, som er på spil, når man skal afgøre, hvornår man skal sige fra og på hvilken måde. Og tilsvarende: Hvornår går man med og på hvilken måde.«

Universitetet er stærkere i dag

Er der et nutidigt budskab i det også?

»Ja, det er der selvfølgelig,« siger Palle Roslyng-Jensen efter en kort tænkepause.

»Videnskab er jo også underlagt et pres, som er politisk-ideologisk. Hvor langt man vil gå, er selvfølgelig delvist stadig op til den enkelte universitetsforsker, men ikke i så høj grad som dengang, hvor den enkelte professor var meget autonom og definerede faget.«

»I dag skal du som forsker stadig tænke over, hvad du er med til, og hvordan det bliver brugt, men der er i højere grad et kollektivt ansvar. Nutidens universitetet har en meget stærkere overbygning og er en stærkere institution end dengang, da der kun var rektor og Konsistorium med den lave profil, hvorfor det i høj grad blev den enkeltes ansvar.«

rjb@adm.ku.dk