Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Kommunalvalg — Der blev spillet jazz og mediteret, da fem politikere mødtes i en paneldebat kommunalvalgskandidater om mistrivsel. Men er mindfulness virkelig svaret på unges stress og ondt i sjælen?
I et gråt forelæsningslokale en mandag eftermiddag sidder fem politikere på kontorstole med hjul under.
De har fordelt sig i en halvcirkel foran auditoriets whiteboard-tavler og har lukket øjnene. En blanding af traditionel indisk musik og jazz strømmer ud af jazz-saxofonist Lars Møllers instrument bag dem.
De har taget hul på en halv time lang mindfulness-øvelse guidet af leder af Center for Mindfulness på Aarhus Universitet, Lone Fjorback. Politikerne skal meditere, og hun opfordrer til, at de lader sig synke ned i stolen, læner sig helt tilbage og lytter til musikken.
LÆS OGSÅ: Prorektor om nye stress-tal: »Vi har et problem som universitet«
Formålet med øvelsen er at skabe rum og tid til fordybelse. Ifølge forskning fra Center for Mindfulness skulle det kunne styrke vores psyke. Man kan træne sin mentale sundhed, fuldstændig som man kan træne sin fysiske, siger Lone Fjorback ud i rummet.
De fem kandidater, der ud over arrangør Emil Sloth Andersen (R) tæller Yildiz Akdogan (S), Cecilie Winther Kristensen (DF), Nicklas Hakmann (Å) og Joanne Bywater (LA) er alle enige om, at vi har kæmpe problemer med mistrivsel blandt børn og unge.
De mener, at mental sundhed skal på skemaet allerede i folkeskolen. Emil Sloth Andersen ønsker i øvrigt, at vi skal investere i mindfulness-kurser til alle unge. Men er det nok?
I siger, at vi skal fokusere på forebyggelse i stedet for brandslukning. Kan mindfulness ikke også være en form for brandslukning eller symptombehandling på de underliggende problemer, der skaber stress blandt unge studerende?
Det er ikke alt i den mentale sundhedskrise, der handler om dårlige vilkår i uddannelsessystemet.
Emil Sloth Andersen (R)
»Det er en virkelig god kritik, som mange kommer med af mindfulness. Vi kan selvfølgelig ikke løbe fra ansvaret i forhold til de strukturelle problemer, vi står over for: boligmangel, karakterpres og sociale medier. Men dem er jeg desværre ikke herre over som kommunalpolitiker. Jeg må leve op til mit ansvar og gøre, hvad jeg kan og hvad jeg kan se, virker – endda for en lav pris. Men det friholder os ikke for ansvaret fra at løse de strukturelle problemer,« siger Emil Sloth Andersen.
Du siger selv, at mindfulness er et værktøj, der har en lav pris. Københavns Universitet tilbyder de studerende mindfulness-kurser, når de er stressede, men er det ikke bare en måde at slippe for at bruge på flere ressourcer i feedback eller andre ting, der rent faktisk øger studerendes trivsel?
»Det må ikke bare være et plaster på et åbent sår på den måde. Vi skal investere amok i uddannelser – vi skal have mere feedback, flere undervisere og vi skal renovere undervisningslokalerne. Men det er ikke alt i den mentale sundhedskrise, vi står overfor, der handler om dårlige vilkår i uddannelsessystemet, og derfor kan mindfulness også være et godt værktøj.«