Kravet er stadig medbestemmelse

Deres Majestæt, Deres kongelige højhed, Excellencer, mine damer og herrer.

Man kan ikke slå ordet studerende op i Den Store Danske Encyklopædi. Københavns Universitet er nævnt, ja, men studerende? Ikke et ord. I Nudansk Ordbog står der blot: »en person som studerer ved en højere læreanstalt«.

Måske er det et udtryk for at man for tiden har svært ved at finde ud af hvilken kasse vi skal puttes i? Er vi blot på gennemrejse mod arbejdsmarkedet? Kunder i universitetets uddannelsesbutik? Eller er vi en del af den institution der skal drive samfundet fremad ved at nå nye erkendelser? En ting er dog sikker: Der bliver ført mange diskussioner om os – men stadig færre med os. For nok får vi i dag tilbudt pladsen her på talerstolen – og nok har vi stadig pladser i en række organer her på universitetet.

Men vores indflydelse er samtidig konsekvent blevet udhulet og nedprioriteret i samtlige styrelses- og universitetslove der er vedtaget siden 1970. Dengang fik vi det der siden er kaldt verdens mest liberale styringslov. I dag står vi tilbage med en universitetslov der de facto har fjernet forskningsfriheden, har frataget de studerende enhver overordnet indflydelse på universitetet og som høster kritik for at være en af verdens mest uliberale og detailstyrende universitetslovgivninger.

De fleste organer er blevet gjort rådgivende frem for besluttende, og der er indført såkaldt professionelle ledelser. Ledelser hvor beslutninger helst skulle være truffet i går – i stedet for igennem dialog med dem de påvirker. Ledelser der er inspireret af en gammeldags virksomhedsstruktur, og hvor loyaliteten ikke ligger hos dem de skal være ledere for, men hos lederne over dem.

Hastighed udhuler kvalitet
Generelt virker det som om hastighed er blevet et trumfkort som skal spilles uanset konteksten. Det gælder beslutningsprocesserne i sig selv; men ikke mindst gælder det i alle spørgsmål der vedrører de studerende og vores studier. Kvalitet er blevet et hult begreb fordi hastighed i sig selv er blevet det vigtigste kvalitetsparameter.

Konsekvenserne kan vi måske ikke se lige nu, men de kommer til at vise sig. Og det er samfundet der bliver den store taber. For hvad skal vi med kandidater der ikke har haft mulighed for at udnytte deres potentialer? Er der virkelig ikke en sammenhæng mellem kvalitet og tid? Er to år fx nok til at tage en kandidatuddannelse?

Det ville egentlig være befriende hvis man var ærlig og sagde: »Beklager, men kandidater af en ordentlig kvalitet vil simpelthen tage for lang tid!« – og så tage diskussionen derfra!

Verdensklasse i hvad?
Her ville man dog få et problem med et andet mantra som vi måske ikke mærker så frygtelig meget til, men som vi til gengæld hører en masse om: Verdensklasse. Jeg ved ikke hvad det betyder. Og det handler måske om at det i dag er reduceret til en slidt kliche når vi hører politikerne udtale sig om universiteterne. Det viser sig nemlig at verdensklasse åbenbart er når man indfører en økonomisk omfordeling mellem universiteterne, færdiggørelsesbonussen, der medfører klapjagt på de studerende der tager udlandsophold, studierelevant arbejde, og som går hen og får børn under studietiden.

Det har også vist sig at være verdensklasse når vi har undervisning to til fire timer om ugen! Umiddelbart lyder det ikke rigtigt i mine ører. Og det handler om at verdensklasse har vist sig at kunne rumme alle de ting som vores universiteter består af. Men vigtigst af alt har verdensklasse vist sig at være et universitet der er udemokratisk, ineffektivt og detailstyret ned i allermindste detalje. Verdensklasse er åbenbart når aftagerinteresser og ministeriet får lov at overtage studienævnenes arbejde med at skrue vores uddannelser sammen.

Og verdensklasse har sandelig også vist sig at være konkurrence. Konkurrence som det nye mantra. Konkurrence som løsningen på alle problemer. Vi har set konkurrencen på alle niveauer. Lige fra optaget af studerende til en konkurrence om hvor hurtigt de bliver færdige.

2900 Happiness
Tag som eksempel optaget. I dag laver alle universiteterne glittede brochurer der skal fortælle om indholdet af deres uddannelser – og male et glansbillede af hvad det vil sige at være studerende på lige netop deres universitet.

For konkurrencen er benhård, og som taxametermodellen er skruet sammen i dag, har universitetet simpelthen ikke råd til ikke at deltage. Hvis optaget svigter, betyder det tab af økonomiske midler. Så er der ikke råd til at tænde for varmen i forelæsningslokalet – eller til den seneste forskningsindsats.

Verdensklasse! Markedsføringen af universiteterne som fantastiske steder med studerende der glitrer som var de lige sprunget ud af 2900 Happiness, har bare også nogle ret alvorlige konsekvenser. For det første bliver de studerende skuffede – helt grundlæggende skuffede. For den verdensklasse de blev tudet ørene fulde af, findes simpelthen ikke. Underviseren ved ikke hvad de hedder, der er ikke altid stole nok til undervisningen, og de bliver undervist af løst ansatte undervisere fordi de forskere der kunne have leveret forskningsbaseret undervisning, skal knokle for at hente bevillinger hjem til instituttet. Og for det andet er det en katastrofe fordi den glittede verden forsøger at bilde de studerende ind at de ikke behøver engagere sig. Hvis de ikke er tilfredse, kan de jo bare vælge en anden vare på hylden. Uddannelsesmarkedet byder sig til med varer på alle hylder. Så når forringelserne slår igennem, bliver de ekstra tydelige for de studerende der var blevet vildledt til at tro, at det var noget nær Harvard de var startet på.

Studerende er ikke kunder
Tænk engang hvis universiteterne ikke skulle bekymre sig om faldende taxameterindtægter og havde turdet være ærlige og sagt: »Vi håber I vil læse her hos os. Her er langtfra perfekt, men vi håber du vil være med til at her bliver bedre.« Men i stedet bliver vi spist af med en kundementalitet hvor vores klagemuligheder er mere relevante end indflydelse og medansvar.

Vi er en væsentlig større ressource som studerende end vi nogensinde vil blive det som kunder. Som studerende kan vi bidrage til forskningen og til udviklingen af samfundet – hvorimod vi som kunder er placeret på passiv forsørgelse. Uden visioner og uden bidrag til samfundet. Som kunder kan vi kun bidrage til os selv – og det håber jeg så sandelig ikke at nogen er interesserede i. Verdensklassebegrebet er lige så malplaceret som elitebegrebet. Elite er noget man er, ikke noget man kalder sig. Verdensklasse er noget resten af verden anerkender at vi har i Danmark, ikke en slidt kliche man kan bruge til at legitimere alt mellem himmel og jord.

Kravet er medbestemmelse
Essensen af det jeg her har skitseret er at vi har behov for en ny universitetslov. Væk med ministervældet og ind med et reelt selvstyre til universiteterne. Væk med rådgivende organer og ind med besluttende organer der har en ligelig repræsentation af de forskellige dele af universitetsbefolkningen.

Der er simpelthen brug for nytænkning på universitetsområdet. Væk med konkurrence og kontrol og ind med tillid. Tillid til at vi faktisk har ikke bare evnen, men også lysten til at gøre en forskel i vores fælles hverdag. Og vi kan jo begynde med at aftale at vi alle får afgørende indflydelse på den evaluering af loven som står for døren. Vi må sikre at en kommende universitetslov ikke kun bliver til glæde for OECD, men kommer til at tjene det danske samfunds reelle langsigtede interesser og ikke mindst fungere for os der udgør universitetet.

Jeg kan en dag som i dag ikke lade være med at tænke på årsfesten for 40 år siden. Året var 1968, og også dengang ville de studerende tages med på råd. De ville ikke finde sig i datidens forstokkede universitet, og årsfesten blev brugt som en anledning til at markere utilfredsheden. Der var flere motiver til at kapre talerstolen, og jeg er langt fra enig i dem alle sammen, men der er en parole fra dengang der stadig står lysende klar den dag i dag: ‘Kravet er medbestemmelse’. Det fik man til en vis grad dengang, men nu er den altså gal igen. Som studerende er vi igen sat ud af spillet – men vi vil til stadighed kræve at komme tilbage på banen.(…)