Krigsforskning i en politisk hvepserede

Anders Wivel og Rasmus Mariager kan omsider puste ud.

Siden de i starten af februar udgav deres krigsudredning om baggrunden for det danske engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, har de været hele mediemøllen igennem. De har været i Deadline, i P1 Orientering, i dagbladenes spalter, snart sagt overalt.

Og alle de ord, de har sagt og skrevet, er blevet målt og vejet og hevet ind i politiske agendaer på Christiansborg.

Da de præsenterede udredningen på Københavns Universitet, kunne de blandt andet fortælle, at »overraskende« få mennesker siden Den Kolde Krigs afslutning har besluttet, om Danmark skulle gå i krig, at vi i påfaldende grad har fulgt USA’s beslutninger på området, og at særligt Anders Fogh Rasmussens VK-regering strammede oplysninger fra USA og Forsvarets Efterretningstjeneste over for Folketinget, inden et smalt flertal besluttede at gå ind i Irak.

Flere politikere på venstrefløjen var på baggrund af udredningens resultater hurtigt ude med krasse gloser om beslutningen om Irak-krigen i 2003: »Det er en skandale,« sagde Enhedslistens Nikolaj Villumsen til TV 2 News og forlangte samtidig, at en tidligere nedlagt Irak-kommission blev hevet op fra graven.

Imens sagde Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen i Deadline, at VK-regeringen havde begået »enkelte fodfejl«.

Rasmus Mariager og Anders Wivel præsenterer i udredningen flere forslag til, hvordan man kan forbedre beslutningsprocessen, inden Danmark går i krig. De foreslår blandt andet et analysekontor, der skal opsamle erfaringer fra tidligere krige, og så præsenterer de et katalog over kritiske spørgsmål, som politikere og embedsmænd bør stille, inden de sender styrkerne afsted.

Men forskerne undlod at fælde moralske domme, også selv om de fremmødte journalister fiskede grundigt efter dem ved præsentationen af udredningen.

»Jeg kan huske, at en af journalisterne sagde, at udredningen var spændende, men at den virkede en smule klinisk – om vi ikke havde nogen moralske budskaber. Men det var jo ikke vores opgave,« siger Anders Wivel, professor i Statskundskab og viceforskningsleder på krigsudredningen.

»Det er vigtigt, at man kan lægge den moralske indignation fra sig, når man som forsker sidder med en sådan opgave. For os handlede det om at afklare beslutningsprocesserne (forud for Danmarks militære engagementer, red.), så vi kan få en bedre kvalitet i beslutningerne fremover.«

Er det ikke svært at lægge den moralske indignation fra sig?

»Jeg synes ikke, det er svært,« siger Rasmus Mariager, lektor i historie og forskningsleder på krigsudredningen. »Det helt afgørende er, at vi er så åbne og gennemsigtige, at enhver selv kan danne sin egen mening.«

Omstridt fra starten

Forskerne var dog klar over, at udredningen ville blive en del af en heftig politisk strid i magtens centrum. Det var den sådan set, allerede inden det første ord var skrevet.

I 2015 nedlagde Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering Irak- og Afghanistan-kommissionen, der havde til opgave at kulegrave grundlaget for den danske deltagelse samt spørgsmålet om fangeudleveringer i de to krige. Dette arbejde skulle munde ud i en juridisk stillingtagen, og kommissionen havde blandt andet mulighed for at tvinge centrale aktører til at afgive vidneforklaring. Men den nåede altså ikke langt, før den blev lagt ned.

Anders Wivel og Rasmus Mariager har ikke haft mulighed for at forlange vidnesbyrd af beslutningstagere. Og det har ikke været deres opgave at fælde en juridisk dom, snarere at beskrive den politiske proces, der er gået forud for de danske krigsdeltagelser. Særligt to formuleringer i kommissoriet gjorde kritikerne vrede: At myndighederne kun »som udgangspunkt« var forpligtede til at udlevere alt relevant materiale til forskerne, og at de kunne afvise at udlevere »særligt sensitivt materiale« i enkelte sager.

I Politiken opfordrede seks historieprofessorer direkte universiteterne til at boykotte udredningen og undlade at stille forskere til rådighed.

»Jeg håber ikke, at der er nogen af mine kolleger, der siger ja. Det er min klare opfordring, at man ikke gør det,« sagde CBS-professor Kurt Jacobsen til avisen.

Men det gjorde Mariager og Wivel altså.

»Jeg kunne sådan set godt forstå bekymringerne, for det var ikke alt i forløbet, der så lige pænt ud udefra,« siger Mariager.

»Men i sådan en situation må man gøre op med sig selv, om man skal stå skarpt på principperne, eller om man skal være pragmatisk. Og vores fælles indstilling var, at vi ville give dette her en chance. Vi mente, det var vigtigt, at vi som repræsentanter for vores fag og for det her universitet var i stand til at byde ind på sådan en opgave.«

Da partierne bag aftalen via Udenrigsministeriet spurgte historikeren, om han ville lede projektet, gik han direkte til sin institutledelse og sagde, at han gerne ville acceptere tilbuddet. På én betingelse: At instituttet ville give ham opbakning til at sige op, hvis myndighederne forsøgte at blokere for arbejdet.

Det ville instituttet gerne, og så tøvede Mariager ikke med at sige ja.

»Vi taler i disse år meget om universitetets position i samfundet, og noget af diskussionen handler også om relevans. Det er klart, at hvis man ikke er villig til at bidrage til denne type opgave, også når det bliver lidt farligt, så er man selv uden om, at man bliver irrelevant.«

Anders Wivel er enig:

»Det betød noget for mig at sætte min faglighed i spil som led i en vigtig samfundsopgave. Jeg synes, det var vigtigt, at vi fik en afklaring af, hvad der var foregået, så vi kunne få en debat om, hvordan vi træffer beslutninger om at gå i krig i Danmark. Også en debat, der var fagligt mere solidt grundet, end den vi havde oplevet hidtil,« siger han.

Ud af siloerne

Her på den anden side af over to års arbejde og en udredning på fire bind og mere end 2.000 sider beskriver Mariager og Wivel forløbet som »tilfredsstillende«. De har ikke oplevet, at myndighederne har begrænset kildeadgangen i særligt følsomme sager, tværtimod beskriver de embedsmændene som samarbejdsvillige. Dog har de kontaktet enkelte personer, der ikke har været villige til at lade sig interviewe.

De kunne have tvunget dem til at afgive vidneforklaring, hvis de havde haft samme beføjelser som en kommission. Alligevel er de ikke overbeviste om, at det havde været en fordel.

»Når kommissioner beder vidner om at udtale sig om noget, der ligger 20 år tilbage i tiden, mens en strafferetlig sanktion lurer i horisonten, og de sidder i lokalet med en bisidder, advokater og en dommer, så er der en tendens til, at de er meget forsigtige. Og det tror da pokker,« siger Mariager, der tidligere selv har arbejdet for PET-Kommissionen.

»Når vi har ført samtaler med politikere og embedsmænd, har der ikke været mulighed for en strafferetlig sanktion. Derimod har de ønsket at fortælle, hvordan de oplevede forløbet, og så har det været vores ansvar som fagfolk at håndtere det, vi har fået at vide. Jeg mener, at den måde, vi har interviewet folk på, har været produktiv i forhold til vores formål.«

I savnede ikke en juraprofessor, der kunne fælde dom over beslutningstagerne?

»Nej, på ingen måde,« siger Rasmus Mariager. »Vi har fået to kolleger fra Københavns Universitet til at skrive en juridisk analyse, så vi kunne få en afklaring af de retlige rammer. Men det har egentlig været meget befriende, at vi ikke skulle tage stilling til, om tingene var i orden eller ikke var i orden. Vi har først og fremmest skulle beskrive, hvordan det har foregået.«

Og når det var opgaven, mener de to forskere, at kombinationen af statskundskab og historie har været ideel.

Wivel og Mariager havde aldrig mødt hinanden, før arbejdet gik i gang, selv om de ofte har beskæftiget sig med de samme emner. Den ene sad på SAXO-instituttet på Søndre Campus, Amager, den anden på Statskundskab på Center for Sundhed og Samfund ved Botanisk Have, og pludselig skulle de sidde op og ned ad hinanden i Udenrigsministeriet og få deres fags metoder til at spille sammen.

Det siger de selv har været en styrke.

Anders Wivel giver et eksempel: Mariager og de øvrige historikere i forskerteamet sørgede for at komme så langt ned i kildematerialet som muligt, inden Wivel nærmest som en refleks fik trang til at lave en model. At inddele den politiske proces i faser og skabe orden i det historiske materiale. Modellen kunne de så bruge fremadrettet som »et analytisk anker«.

»Vi fik det bedste af begge verdener i forhold til både at komme i dybden med kildematerialet, men også at få det organiseret på en måde, som peger lidt fremad,« siger Wivel, og Mariager istemmer:

»Det har været opløftende og berigende.«

Stramning eller vildledning?

Et af de skemaer, der kom ud af den tværfaglige tilgang, er blevet gransket nøjere end alt andet i de fire drøje bind. Nemlig det skema, som viser, hvordan oplysninger ændrede sig forud for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, nærmere bestemt, hvordan efterretninger præget af tvivl blev til klokkeklare udsagn i Folketinget.

Et par eksempler: Forsvarets Efterretningstjeneste, udlandet og eksperter vurderede, at Irak og Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Over for Udenrigspolitisk Nævn og Folketinget hævdede VK-regeringen, at man vidste, at Irak havde våbnene.

På samme måde blev målet for Irak-krigen ændret fra »regimeskift« til »afvæbning«, mens de konsekvenser for regionen, som efterretningerne pegede på, at krigen ville føre til, blev forbigået i dialogen med Folketinget og Udenrigspolitisk Nævn.

Det er særligt det forløb, der har fået kritikere til at kalde på en genåbning af Irak-kommissionen, så beslutningstagerne – særligt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – kan blive stillet til ansvar.

Spørgsmålet er, om VK-regeringen strammede efterretningerne, eller om de vildledte Folketinget. Mange iagttagere mener, at skemaet bekræftede det sidste.

Det er Wivel og Mariager ikke enige i:

»Så er det dem, der strammer, hvad vi skriver,« siger Mariager.

Wivel tager ordet:

»Når man sætter det op i et skema, bliver det meget klart illustreret. Hvis man kun ser skemaet og ikke læser teksten, er der en risiko for, at der kan komme en spidsvinklet fortolkning, fordi mange af mellemregningerne ikke kommer med.«

»Så det er en opfordring til at læse teksten,« indskyder Mariager.

Hvad tænker I, når journalister og andre konkluderer, at der er tale om vildledning af Folketinget?

»Jeg tænker, at vi har alle et ansvar for, hvordan vi formulerer os,« fortsætter Mariager. »Vi har alene forsøgt at beskrive og illustrere, hvordan de her beslutninger bliver taget. Og det mener jeg, man bør forholde sig til i stedet for at begynde at tale om vildledning og løgn.«

Vi kom frem til den løsning, at vi sagde, der var nogle ting, der har overrasket os. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert. Det betyder bare, at det er værd at tænke lidt yderligere over.

Rasmus Mariager, Historie-lektor og forskningsleder på krigsudredningen

Men kan I ikke forstå, at man tænker, der er tale om vildledning, når man ser det her skema, hvor oplysningerne helt tydeligt ændrer sig, fra de bliver modtaget af VK-regeringen, til de bliver delt med Folketinget? Et eksempel er overgangen fra regimeskift til afvæbning som krigens mål.

»Jeg kan godt forstå mange ting, men det er bare ikke det, vi skriver. Desuden var det ikke hemmeligt, at det var USA’s politik, at der skulle være et regimeskift. Det var noget, man besluttede sig for i 1998, så alle ville vide det, hvis de havde sat sig ind i det. Men det er da klart, at man kan have sine egne meninger om det,« siger Mariager.

Kig efter overraskelsen

Skemaet er et eksempel på, at enkelte illustrationer, sætninger eller ord kan få omfattende politisk betydning i et forskningsprojekt som krigsudredningen. Det har de to forskere været bevidste om. Anders Wivel fortæller blandt andet, at han fik et tre dage langt retorikkursus af sin institutleder inden præsentationen.

Forskerne har været ude i en retorisk linedans. For på den ene side ville de ikke tage moralsk stilling til de daværende regeringers krigsbeslutninger, omvendt var det en væsentlig opgave at diskutere, hvordan politikerne fremover kan tage beslutninger på en bedre baggrund.

»Vi kom frem til den løsning, at vi sagde, der var nogle ting, der har overrasket os. Det er en pæn måde at sige på, at her er der måske noget,« siger Mariager og smiler.

Han nævner, at det har overrasket forskerne, hvor mange militære konflikter Danmark har blandet sig i efter Den Kolde Krigs afslutning, hvor få personer, der egentlig træffer beslutningerne om at gå i krig, og hvor lidt man inddrager Udenrigspolitisk Nævn undervejs.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert. Det betyder bare, at det er værd at tænke lidt yderligere over,« siger Mariager.