KU Derude: En god virusinfektion

Han hiver en blå dragt ned fra hylden og trækker den over hovedet. Rutineret, som var det en nyvasket T-shirt fra skabet.

På med skåneærmer og et engangsforklæde. Et par plastichandsker rulles over hænderne, og for en sikkerheds skyld endnu et par.

Handskerne sprittes af, og endelig kan han begynde sit arbejde ved det lille glasbur. De dyrkede leverceller inficeres med virus-rna (arvemateriale red.), mens et undertryk sørger for at smitsomme partikler ikke bliver blæst ud i lokalet.

Og hvem ved – måske er dagen kommet hvor det vil lykkes ham at skabe en god infektion.

På Biokemi vælger cirka to tredjedele af de studerende at skrive speciale uden for deres institut. Troels Scheel er en af dem.

Når han gør vigtige observationer til sit speciale om Hepatitis C, i folkemunde kendt som smitsom leverbetændelse, foregår det på Hvidovre Hospitals viruslaboratorium.

Og der skal sikkerheden være i top. De første par uger af specialetiden gik derfor med at indlære sig rutiner: Huske at have alt hvad man skal bruge med inden man træder ind i viruslaboratoriet, tage beskyttelsesudstyret på i den rigtige rækkefølge og spritte handskerne inden man fører hænderne ind eller trækker dem ud af glasburet.

Opfindelser kræver tid og held
Troels startede på specialet i sommeren 2005. Inden han besluttede sig for et emne, kontaktede han forskellige virksomheder for at høre hvad de kunne byde på.

Han får ikke løn for sit arbejde, men et legat fra Carlsberg-fonden betyder at han alligevel har fået lidt ekstra penge til rådighed.

»Jeg synes det er vigtigt at komme ud og snuse til nogle forskellige miljøer. Derfor skrev jeg også bachelorprojekt for en biotek-virksomhed, og jeg har taget kurser på både universitetet i Lund og DTU,« svarer han på spørgsmålet om hvorfor han valgte at skrive speciale eksternt.

»De første par år på Biokemi gør underviserne et stort nummer ud af hvor meget vi kan, og hvor store opdagelser der bliver gjort rundt omkring.

Så får man det indtryk at man snart skal ud at redde verden,« konstaterer han med et skævt smil:

»Først når man befinder sig i det virkelige forskningsmiljø og ikke længere har en protokol fra underviseren der siger hvad man skal gøre, indser man hvor lang tids arbejde, og også held, der ligger bag opfindelser inden for naturvidenskab. Og det er en indsigt man får relativt sent i studiet.«

En ny sygdom
Troels vil stadig gerne redde verden. Og selvom udsigten til at kurere Hepatitis C-patienter kræver kikkert til en uvis fremtid, føler han sig på rette vej.

»På verdensplan er der over 170 millioner mennesker som er kronisk inficerede med Hepatitis C-virus. De har en øget risiko for at udvikle skrumpelever og leverkræft, og set i det perspektiv syntes jeg det var et interessant emne at beskæftige sig med:

Tænk hvis man kunne hjælpe så mange mennesker.«

»Samtidig er det en forholdsvis ny sygdom. Den blev først opdaget i 1989, og hidtil har det kun været muligt at forske i hele virussens livscyklus ved at bruge chimpanser som modelorganisme.

Det er jo ret problematisk – både etisk og økonomisk, men i sommer lykkedes det så for et japansk forskerteam at udvikle et system så man også kan arbejde med virussen i laboratoriet.«

På grænsen til liv
For en udenforstående kan det godt virke lidt skræmmende og næsten science fiction-agtigt at forskning kan handle om at skabe smitte, men det er ifølge Troels Scheel et nødvendigt skridt.

»Man er nødt til at få forståelse for hvordan virus spredes inden man kan begynde at forske i helbredende medicin og vaccination,« forklarer han tålmodigt og tilføjer at det spændende ved at arbejde med så uudforsket et emne er at man ikke helt ved hvad det fører til.

»I det hele taget synes jeg virologi er ret fascinerende. Virus befinder sig jo på grænsen til hvad liv er. På den ene side kan det gå ind og ændre mekanismer i vores krop og gøre os syge.

På den anden side er det så simpelt at hvis du ser på det i et reagensglas, er det bare en samling døde kemiske forbindelser.«

Obligatorisk ph.d.
Oprindeligt ville Troels have skrevet speciale om hiv, men det japanske gennembrud i hepatitis-forskningen og det at Hvidovre Hospital samtidig startede en ny hepatitisgruppe, gjorde, som han udtrykker det, at det var »et rigtig godt tidspunkt« at kaste sig over denne virus i stedet.

»Det spændende ved projektet er også at vi er en stor blanding af læger, biokemikere, biologer og humanbiologer. Det kommer der nogle ret interessante diskussioner ud af,« understreger han.

Når han er færdig med specialet, kunne Troels godt tænke sig at tage en ph.d.

»Det er jo næsten obligatorisk inden for bioteknologi,« bemærker han. Alligevel føler han ikke den store præstationsangst i forhold til sine arbejdsgivere på Hvidovre Hospital.

»Jeg føler mest et pres i forhold til mine egne forventninger. Som studerende er man jo gratis arbejdskraft, og jeg tror ikke det generer hospitalet at have mig gående så længe der sker en udvikling i mit arbejde,« konstaterer Troels, der regner med at være færdig med specialet omkring årsskiftet.