Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU Derude: Pris på studier

Priserne på kurser for internationale studerende på KU ligger klar, og ansøgerskaren ser ikke umiddelbart ud til at svinde ind. Problemet er bare at studierne ikke må kræve betaling før studiestart

Efter sommerferien skal studerende uden udvekslingsaftale eller EU-borgerskab betale for at læse på Københavns Universitet.

Den officielle prisliste er endnu ikke offentliggjort, men enkelte fag er dog blevet nødt til at melde ud med en pris til deres udenlandske ansøgere.

På økonomistudiet hvor hver femte studerende i dag er fra udlandet, bliver prisen for to semestre på kandidatuddannelsen 6.000 euro.

Generelt kommer prisen for et års kandidatstudier på de tørre fag (humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi) til at ligge på 50.000 kroner.

De våde fag (natur- og sundhedsvidenskab) kommer til at koste cirka 100.000 kroner for to semestre.
Prisen for at læse på Økonomi bliver derfor allerede næste år hævet til 7.500 euro.

Foreløbig ser priserne ikke ud til at påvirke ansøgerstrømmen fra udlandet, vurderer studieleder på Økonomi, Peter Erling Nielsen.

»Problemet er bare at de internationale studerende først skal betale for uddannelsen når de står her til august, og jeg er ikke så sikker på at det kommer til at fungere, men politikerne har på mange måder ikke gennemtænkt det betalingssystem der nu er blevet indført,« mener han.

Flere stipendier
I 2005 vedtog regeringen med et bredt flertal at indføre betaling for internationale studerende udenfor EU og EØS-landene (Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein).

Kritikken fra universiteternes side gik – dengang som nu – på at det især ville gå ud over studerende fra den tredje verden. Specielt fordi antallet af stipendier til dygtige, men fattige studerende slet ikke er stort nok.

I 2006 er der afsat midler til 70 stipendier på alle danske universitetsuddannelser. På KU er der dermed kun 13 stipendier at dele ud af. I 2008 stiger antallet af stipendier på landsplan til 130.

Men alene sidste år var der godt 300 studerende på Københavns Universitet der kom fra lande udenfor EU og EØS.
Socialdemokraterne har dog netop foreslået at fordoble antallet af stipendier til internationale studerende. Videnskabsordfører Rasmus Prehn (S) kalder forslaget for en reaktion på at der er blevet indført betalingsuddannelser i Danmark.

»Regeringen taler meget om globalisering af vores uddannelser, men hvis vi skal opretholde antallet af udenlandske studerende der læser i Danmark, så må vi også øge antallet af stipendier til dygtige, men fattige studerende,« siger han.

Peter Erling Nielsen mener at det er tiltrængt hvis Danmark stadig ønsker at hjælpe dygtige studerende fra ulandene med at få en uddannelse.

»Bare i år har vi 10-15 studerende som kunne have brug for en økonomisk håndsrækning alene fordi leveomkostningerne i Danmark er meget høje.

Når vi fra september indfører betaling for uddannelserne, vil denne gruppe helt klart forsvinde hvis ikke vi kan tilbyde dem stipendier,« siger Peter Erling Nielsen.

Læs også Synspunkt på side 20

Seneste