Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
BLÅHVAL I FOYEREN - Det er lykkedes KU at skaffe midler til et kommende naturhistorisk museum under Botanisk Have i København. Det nye museum bliver en anelse mindre, end initiativtagerne havde ønsket - til gengæld kan det nu efter flere års hårdt projekteringsarbejde realiseres.
Statens Naturhistoriske Museum er ikke bare tænkt som en slags udvidet amagerhylde til fremvisning af de 14 millioner genstande – herunder den nyanskaffede langhalsede dinosaurus, Misty – som Københavns Universitet har i sine samlinger.
»Vores museum er med til at skabe en folkelig forståelse for de politiske omstillinger, der følger af fx klimaforandringer, af den biomedicinske udvikling og af ændringer i verdens biodiversitet,« sagde Minik Rosing, professor i geologi og en af museets primus motorer, sidste år, da det fortsat var usikkert, om KU kunne komme i gang med at grave og bygge.
Nu er de praktiske forhindringer ryddet af vejen, meddeler universitetet i dag i en pressemeddelelse. Lundgaard & Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds mestendels underjordiske naturhistoriske museum under Botanisk Have i København bliver en realitet.
»Det tætte samspil med Botanisk Have er noget af det, der gør det nye museum helt enestående. Det er kun ganske få steder i verden, man kan gå på opdagelse i hele naturriget på et og samme museum. At vi nu endelig lykkes med at skabe så enestående og betydningsfuld en oplevelse midt i København, det er helt fantastisk,« siger museumsdirektør Morten Meldgaard ifølge KU’s pressemeddelelse.
Det nye museum koster 950 millioner kroner, hvis budgettet holder, og det er 250 millioner kroner mindre, end oprindelig budgetteret. Københavns Universitetet betaler selv 300 millioner kroner af regningen og staten 100 millioner. Resten af pengene har KU søgt hos fonde.
I slutningen af 2013 var museumsprojektet ellers i fare for at ryge på gulvet. Folketinget havde sagt nej til at bevilge de 200 millioner, som manglede for at finansiere byggeprojektet i dets daværende form.
Rektor på KU Ralf Hemmingsen beskrev da situationen som ‘meget alvorlig’ for museet. Og han sagde, at han ikke ville ‘tænke på’ byggeriets status, hvis politikerne ikke bevilgede de penge, der manglede.
Men rektor, bestyrelse og museumsledelse har alligevel tænkt og nu altså formået at hale projektet i land; ikke ved at bruge flere penge selv, med ved at bygge et lidt billigere hus. Ifølge Politiken er det en skrottet tunnel mellem Geologisk Museum ved Sølvtorvet hen til det nye museum, der især gør byggeriet et par hundrede millioner kroner billigere.
I den periode, der er gået med at projektere om, har KU stort set formået at holde fast på fondsmidlerne, selv om projektets status var usikker. Der er dog ifølge Uniavisens oplysninger sket en udskiftning, så nogle fonde er sprunget fra, mens andre er trådt til med nye penge. Det samlede fondsbeløb til byggeriet er 550 millioner kroner.
KU’s økonomiske involvering i museet fortsætter i årene fremover. Universitetet garanterer for selve driften af museet med 150 millioner kroner om året ud fra en forventning om 400.000 årlige besøgende (tre gange flere besøgende end til det nuværende Geologisk Museum og museets noget skrabede og slidte filial på nogle etager i et højhus i Universitetsparken). Det nærliggende Statens Museum for Kunst har cirka samme besøgstal – 356.000 besøgende i 2013, hvoraf de 311.000 dog kom gratis ind.
Universitetets analyser viser, at staten vil tjene 135 millioner kroner om året på museet som turistattraktion i form af skatter og afgifter. Museet ventes ifølge KU at give 350 permanente arbejdspladser plus 100 job relateret til museets drift.
chz@adm.ku.dk