Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-forsker vinder Ph.d. Cup

FORSKNING – Johan Andersen-Ranberg præsenterede sine forskningsresultater så imponerende til årets finale i Ph.d. Cup, at han endte øverst på podiet, da dommerne var færdige med voteringen.

Der var lagt i kakkelovnen til en nervepirrende aften, da de otte finalister skulle stå ansigt til ansigt med publikum og dommere og på tur præsentere sine konklusioner så spændende, præcist og engagerende som overhovedet muligt uden at tabe nogen undervejs.

LÆS OGSÅ: KU-syntesebiolog i finalen i formidlingskonkurrencen Ph.d Cup

Selv påtog DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, i sin åbningstale sig opgaven at opsummere noget af vært Peter Lund Madsens’ omfattende forskning på bare 30 sekunder. Barren var med andre ord sat højt fra starten af.

Alligevel var det Johan Andersen-Ranberg, der med hjælp fra rekvisitter så forskellige som sin kærestes læbestift og en plante fra Himalayas skråninger, løb af sted med sejren i den prestigefyldte konkurrence. Han formåede til UG at fortælle publikum, hvordan man kan producere biologiske stoffer til brug i medicinalindustrien uden at skulle lægge beslag på store landområder eller drive rovdrift på naturen.

Eureka

Fælles for de otte finalister var, at de måtte skære ind til benet og koge deres komplicerede og store arbejde ned til en ultrakondenseret form, der placerede forskningen i øjenhøjde.

»Dybere viden skal ud til det bredeste publikum,« sagde uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen, da hun i sin tale på scenen understregede vigtigheden af, at der bliver bedrevet forskning.

Og der var mange ”jeg har fundet”-øjeblikke i DR-byen under aftenens show.

Den videnskabelige rejse, som publikum blev taget med på, gik blandt andet over klimaforandringer i Ecuador og fattigdomsbekæmpelse i Indien for at ende op i studiet af maskulinitet og arbejdsulykker i Danmarks refleksgule ambulancer.

Et hav af muligheder

For Johan Andersen-Ranberg venter der nu et besøg i ét af verdens bedste forsknings- og innovationsmiljøer. Førstepræmien i Ph.d. Cup er nemlig, udover hæderen, en tur til fx Silicon Valley, Shanghai, Bangalore, Sao Paolo eller München, hvor han får mulighed for at møde forskningsattachéer på allerhøjeste plan.

»Hvis jeg ikke allerede skulle til Berkeley at forske til august, ville jeg gerne have været til Silicon Valley. Så nu er alle muligheder åbne,« sagde en glad og lettet Johan Andersen-Ranberg, da Uniavisen fangede ham på telefon dagen efter showet.

Når Johan Andersen-Ranberg i Berkeley tager tage hul på at skrive et af de næste kapitler i den endnu ikke færdigskrevne forskningshistorie, fortsætter han med at tage del i det, Tine Smedegaard Andersen under sin tale i går beskrev som ”kampen for at forstå”.

Kampen kæmper eller vinder man dog ikke alene, som Johan Andersen-Ranberg pointerede som noget af det sidste i sin tre minutter lange præsentation: »Fantastisk forskning kræver fantastisk samarbejde.«

uni-avis@adm.ku.dk

Artiklen er opdateret 20/4 med citater fra Johan Andersen-Ranberg.

Seneste