Forskere vil gøre op med Irans blakkede ry

Verden havde store forventninger til Iran, da staten i 2015 indgik en historisk atomaftale med USA i front. Men de fremtidsudsigter blev sprængt i småstumper i år, da Donald J. Trump afblæste forgængerens prestigeprojekt og endnu en gang vendte ryggen til internationale aftaler og kodekser.

Den nye bog »Iran – i historiens søgelys« er hamrende aktuel. Det vidste bogens redaktører dog ikke, at den ville være, da idéen til bogen opstod for tre år siden. Men de syntes, at danskernes syn på det landet med 81 millioner indbyggere var skævvredet, og det ville de gerne lave om på:

»Min fordom og min med-redaktørs fordom er, at Iran bliver set som et mørkeland med religiøse ledere, hvor alle går tildækkede, man er meget islamisk, og samfundet generelt er tilbagestående. Vi prøver at tegne et anderledes og mere nuanceret billede af Iran«, siger én af bogens redaktører Claus Valling Pedersen, der er lektor i persisk på Københavns Universitet.

16 forskere har bidraget til bogen og 7 af dem er ansat på KU. For Claus Valling Pedersen er resultatet blevet en »varieret og bredspektret oplysningbog for læsere i Danmark, som vi syntes manglede«.

Et skræmmebillede

Den iranske revolution i 1979 blev skræmmebilledet på, hvor galt det kan gå i Mellemøsten. Et ellers tilsyneladende velfungerende og relativt moderne land overgik til en shiamuslimsk leder, og pludselig var det slut med 60’erne og 70’ernes korte nederdele og mere liberale værdier.

Vi skal huske på, at de gamle persere levede samtidig med og var på lige fod med de gamle grækere, i et Grækenland som vi opfatter som Europas vugge

Lektor og redaktør af bogen Claus Valling Pedersen

En vestlig bastion i Mellemøsten var faldet.

Fra da af blev Iran forbundet med de voldsomme billeder af besættelsen af den amerikanske ambassade og den dramatiske gidseltagning af en række diplomater.

Sidenhen har den religiøse leder Ruhollah Khomeinis fatwa-udstedelse mod forfatteren Salman Rushdie i 1989 lagt brænde på bålet. Og da George W. Bush inkluderede Iran i Ondskabens Akse i 2002, blåstemplede det for alvor et syn på staten som i ledtog med Vestens fjende nummer ét, terroristerne.

Det står der i indledningen til den nye bog om Iran. Og det vil forfatterne altså gerne lave om på ved at tegne et mere nuanceret portræt af Irans fortid og nutid:

»Vi starter helt tilbage i forhistorien, går ind over Irans lange kulturhistorie og beskriver iransk litteratur, iransk film, højtider og den moderne iranske historie. Så ender vi forhåbentligt med at tegne et lidt andet billede af Iran, end det gængse i medierne«, siger lektor Claus Valling Pedersen.

Civilisationens forfader

I dag er Iran stadig præget af begrænsede politiske og civile rettigheder, selv om landet er blevet mere åbent under den nye præsident Hasan Rouhâni. Det underkender forfatterne af bogen heller ikke. Men når danskerne tænker på Iran, skal de ikke kun se præstestyret for sig. For Iran er meget mere.

Vi forsøger ikke at fornægte, at der er et præstestyre i Iran. Men vi vil gerne vise, at det også er et moderne samfund

Lektor og redaktør af bogen Claus Valling Pedersen

»Vi forsøger ikke at fornægte, at der er et præstestyre i Iran. Men vi vil gerne vise, at også det moderne samfund, og moderne teknologi er fuldt ud tilstedeværende i Iran, og at landet ikke kun er præget af en til tider tilbageskuende religion«, fortæller Claus Valling Pedersen.

Faktisk ligger Iran på mange måder til grund for vores nuværende samfund. Det er kulturer i Iran, der fandt på, at man kunne dyrke landbrug, og det var derfor blandt andet i Iran, at den moderne civilisation opstod.

»Vi skal huske på, at de gamle persere levede samtidig med og var på lige fod med de gamle grækere, i et Grækenland, som vi opfatter som Europas vugge«, siger Claus Valling Pedersen.

Derfor kan man i den nye bog om Iran blandt andet læse om tidlige stater, oldtidskulturer, religion, arkitektur, kunst og mere mere.

Dronningen dansede på Persepolis

Irans historie går nemlig flere tusind år tilbage, og det sætter også sit præg på Iran i dag, fortæller Claus Valling Pedersen:

»Historien lever blandt andet videre i arkitektur og i kulturhistoriske minder såsom Persepolis’ paladsruiner og Isfahan, som er en af de smukkeste byer i Mellemøsten, og i højtider som ofte stammer fra præ-islamisk tid«

Og netop Persepolis er blevet brugt som symbol på Irans storslåede forhistorie i nyere tid, fortæller bogens anden redaktør Bo Dahl Hermansen i et kapitel om perserrigets grundlæggelse. I 1971 afholdte Mohammad Rezâ Shâh monarkiets 2.500-års jubilæum nær ruinerne af Persepolis, og hele verdens regeringsledere og monarker var indbudt til gildet.

Også det daværende danske kongepar, Frederik d. 9. og Dronning Ingrid, dukkede op til den ekstravagante fejring, der blev symbolet på shahens overforbrug og ødselhed.

»Det hele anslås af nogen, uden tvivl shahens modstandere, til at have kostet et par hundrede millioner dollars eller mere. Mindre kunne måske have gjort det; og i et land med stor social ulighed og mange fattige mennesker skulle denne ekstravagance vise sig at blive en splint til det iranske monarkis ligkiste,« skriver Bo Dahl Hermansen, som er nærorientalsk arkæolog og tidligere ansat på KU, om fejringen.

På det tidspunkt blev Iran anset som en vestlig allieret og shahen som fremskridtets og udviklingens mand i vesten, men shahens styre var langt fra kun rosenrødt.

Derimod bar det præg af en undertrykkelse og ulighed, som Vesten i høj grad var med til at understøtte. Det kan man blandt andet læse i det kapitel om Irans moderne historie, som KU-forsker Rasmus Christian Elling har skrevet.

Oscar-vindere og digterkunst

Iran-bogen skulle egentlig bare have været et rejsenummer i tidskriftet SFINX. Men det blev udskudt, og nu står redaktørerne med en næsten 300 sider lang bog om Irans historie i hænderne. Fra oldtidskulturer over persisk litteratur til moderne film fra Iran.

Og persisk og iransk kultur har i lang tid haft et stort publikum, fortæller Claus V. Pedersen. Den persiske digter Rumi er i lang tid blevet hyldet i Vesten af popstjerner og Hollywood-kendisser, og Iran er fortsat en smeltedigel for interessant litteratur og kunst.

I 2012 vandt den iranske film »A Separation« en oscar for bedste udenlandske film, og levende billeder fra ayatollahernes land er generelt i høj kurs.

Tabuiserede emner tages op i nye samfundskritiske spillefilm og dokumentarfilm, men det er ikke helt ufarligt, siger Claus Valling Pedersen:

»Man må også medtage, at censuren i Iran begrænser både film og litteraturs muligheder for at udfolde sig helt. Men forfatterne og filminstruktørerne går lige til kanten af, hvad censuren tillader.«

Ligesom den nye danske bog om Iran forsøger kunsten altså ihærdigt at nuancere verdens syn på det kulturelt set rige land.