Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Navne
Udfordringen — Trine Lisberg Toft er en af de 18 kvinder, der i DR-programserien Slædepatruljen kæmper for at vise, at hun er stærk nok til Siriuspatruljen, der aldrig har haft kvinder med.
Trine Lisberg Toft har kontor på sjette sal i en bygning på Panum. Her har hun arbejdet med at forstå hjernens regulatoriske vandproduktionssystem siden 2015.
Umiddelbart lyder slædeture igennem det isede landskab i Nordøstgrønland som noget, der ligger meget langt fra hendes hverdag, men for Trine Lisberg Toft var fristelsen uimodståelig, da DR i februar 2023 søgte deltagere til et nyt program, Slædepatruljen.
Slædepatruljen
I programmet bliver 18 kvinder i løbet af seks afsnit udsat for et intensivt forløb, der er inspireret af Forsvarets optagelsesprøve og Slædepatruljen Sirius’ forskole.
Vinderen af Slædepatruljen får ikke en plads i den ægte patrulje – som der endnu ikke har været en kvinde med i – men muligheden for at vise, at hun har, hvad der skal til.
Programmet kan ses på DRTV.
Programmet skal ved hjælp af styrkeprøver og samarbejdsøvelser finde den bedst egnede kvinde ud af 18 til
Men programmet Slædepatruljen kører over seks afsnit, og i de sidste tre af dem skal et reduceret antal deltagere køre sammen med Siriuspatruljens mandskab gennem Nordøstgrønland, og det var udsigten til den tur, der fik Trine Lisberg Toft til at melde sig.
Den strabadserende tur kræver sin kvinde, og i sin fritid dyrker Trine Lisberg Toft ultraløb, så hun er i god form.
Alligevel noterede hun sig, at mens de 17 andre deltagere i første afsnit blev præsenteret med den sport, de dyrker, blev hun præsenteret som hjerneforsker.
Allerede i første afsnit skulle deltagerne igennem en hård, fysisk optagelsesprøve.
»Jeg tænkte: Nu får du røvfuld. Vi skulle lave nogle øvelser, som var en del af de andre kvinders daglige træning. Der var endda to af dem, der sagde, de syntes, det var sjovt at lave kropshævninger. Det synes jeg overhovedet ikke – selv om jeg var i stand til at lave det krævede antal,« siger Trine Lisberg Toft.
Hun klarede alle første afsnits fysisk hårde prøver – og derefter begyndte hun at blive mere selvsikker:
»Så snart vi havde klaret de første udfordringer, fik jeg en følelse af, at jeg rent faktisk kunne være med i konkurrencen om pladserne til Grønland, eftersom vores mentale styrke begyndte at betyde mere i de øvelser, vi skulle lave sammen – og dér er jeg stærk,« siger Trine Lisberg Toft.
Det gik op for hende, at de fleste af de andre kvinder opfattede deres deltagelse i Slædepatruljen som en konkurrence, de skulle vinde for enhver pris, mens Trine Lisberg Toft havde et lidt andet syn på sin deltagelse.
»Jeg er selv et kæmpe konkurrencemenneske, og jeg vil rigtig gerne lykkes med mine ting, men når det gælder om at vinde den her konkurrence til Siriuspatruljen, så bliver vi sendt ud som hold, og derfor gælder det meget om at kunne samarbejde,« siger Trine Lisberg Toft.
Jeg er stadig overbevist om, at der ville have været en plads til mig i Grønland. I stedet måtte jeg tage taberbussen hjem til Danmark.
Hun var helt fra begyndelsen bevidst om, at det ikke handlede om at vise, at man kan mere end de andre, når man er på et hold.
»Derimod var de samarbejds- og kommunikationsøvelser, vi skulle lave, enormt spændende for mig, og efterhånden som øvelserne skred frem, begyndte jeg at kunne se, hvem der kunne stå tilbage som et helstøbt menneske,« siger Trine Lisberg Toft.
Først og fremmest ville Trine Lisberg Toft på eventyr.
Hun gik ikke efter at få en ansættelse ved Siriuspatruljen, for hun er 41 år, har to børn, og hun er landet på den rigtige karrierehylde.
»Min målsætning med Slædepatruljen var at nå frem til afsnit fire, fem og seks, der foregår i Nordøstgrønland, og prøve at køre med hundene og være sammen med folkene i Siriuspatruljen i deres dagligdag. Det virkelig spændende ved Siriuspatruljen er, at de tager afsted på nogle meget lange ture, hvor de tjekker helt ud af samfundet,« siger Trine Lisberg Toft.
Der bor ingen mennesker i Nordøstgrønland. Til gengæld er naturen både barsk og dragende ifølge Toft:
Trail- og ultraløb
Trine Lisberg Toft har en ph.d. i Neurobiologi, en M.Sc i Molekylær Biomedicin og en B.Sc i Biologi fra KU.
I sin fritid dyrker hun trail- og ultraløb, hvor hun løber op til 24 timer i træk blandt andet i bjerge.
Det er vigtigt at kunne køre en indre dialog med sig selv for at holde fokus under de lange løb, siger hun, der mener, at det har givet hende et mindset og en udholdenhed, der kunne bringe hende langt i Slædepatruljen.
»Det er ét stort naturreservat, og siriusfolkene kommer ud i en verden, hvor alt bare er helt stille. Det eneste man skal, er at overleve på naturens præmisser sammen med sin makker og slædehundene. Jeg synes, det er helt fantastisk, og jeg ville frygtelig gerne prøve at arbejde med rutinerne for at køre med en slædepatrulje i det flødeskumslignende landskab og bare være lillebitte under barske betingelser,« siger hun.
Desværre skulle det ikke gå efter planen for KU-forskeren.
Programmets
Her får de den sidste opgave, der skal sende seks af deltagerne videre til Nordøstgrønland: Løb 100 kilometer på langrendsski.
Trine Lisberg Toft har før løbet på forskellige slags ski, og selv om det ikke inkluderer langrend, har hun som ultraløber lært at være udholdende, og hun kan løbe meget langt. Hun føler derfor, at hun har en fordel og vil kunne klare sig.
»Jeg troede oprigtigt, at jeg allerede var i Grønland,« siger hun.
Men da hun har løbet lidt over 50 kilometer på ski, falder hun på banen, der er begyndt at fryse, slår hovedet og får en mindre hjernerystelse – og selv om hun ihærdigt forsøger at komme tilbage i konkurrencen, beslutter den læge, der er på stedet, at hun er ude på grund af sin skade.
»Jeg følte ikke, at jeg var træt eller udmattet, og jeg faldt, som de fleste andre deltagere, mange gange. Jeg var bare uheldig én gang, og jeg kunne lige så godt have slået skulderen eller en arm, men jeg slog altså hovedet,« siger Trine Lisberg Toft.
Trine Lisberg Toft synes, det har været fantastisk at være med i Slædepatruljen, for det har givet hende et eventyr, hun ikke selv havde kunnet planlægge.
»Jeg fik mulighed for at prøve nogle helt nye ting, og det har givet mig nye kontakter. Optagelserne har åbnet nogle døre for mig, så der er nye eventyr i støbeskeen – som jeg ikke kan løfte sløret for endnu,« siger hun.
At gense programmet, mens det er løbet over skærmen, har dog været lidt hårdt for hende, for nogle af minderne gjorde ondt.
»Det var en kæmpe skuffelse for mig at få en fysisk skade, der gjorde, at jeg ikke kunne gennemføre, for det var det værste, der kunne ske for mig,« siger Trine Lisberg Toft.
Efter ulykken fik hun dog en utrolig flot feedback fra Slædepatruljens eksperter, og det gav hende en masse stof til eftertanke.
»Jeg er stadig overbevist om, at der ville have været en plads til mig i Grønland. I stedet måtte jeg tage taberbussen hjem til Danmark,« siger Trine Lisberg Toft.