KU kan lære ligestillingspolitik fra USA i 1970erne

Universitetet er som et utæt vandrør, når det kommer til ligestilling. Det fosser ind med kvindelige studerende i den ene ende. Til gengæld er det kun et fåtal af dem, der suser hele vejen igennem og kommer ud som professorer i den anden.

Det vil Biologisk Institut på KU gerne lave om på. Instituttet var 1. december vært for det hidtil største arrangement om ligestilling på Københavns universitet.

Ligestillingsdebatten på KU er først begyndt i de seneste år, sagde professor Birthe Kragelund, som var en af initiativtagerne til arrangementet. Imidlertid er der ikke mangel på indspark til debatten.

Hvad kan Danmark lære af MIT?

Debattens store trækplaster var professor Nancy Hopkins, forsker på Massachusetts Institute of Technology, blandt andet kendt for sit arbejde med kræftceller. Hun er dog mindst lige så kendt for sin indsats for at komme den akademiske verdens ulige kønsbalance til livs. Hopkins’ appel til KU er enkel:

»Forandringer sker ikke, fordi tiden går, men fordi mennesker gør noget,« sagde hun, der mener, at politisk strategiske planer er det, der skaber ligevægt mellem kønnene. Og at vi kan lære noget af den kønspolitik, som blev introduceret på MIT tilbage i 70’erne, da Hopkins selv blev ansat.

Ubalance i kønsfordelingen på universiteterne er en international tendens. Men i Danmark er den mere udpræget end i mange andre lande. Vi halter langt bagefter vores nordiske naboer. Vi ligger også under gennemsnittet i EU. Faktisk er der flere kvindelige professorer i både Portugal og Italien.

Hvad skyldes forskellen på os og vores nordiske nabolande så? Ifølge Mathias Wullum, som er ph.d. og forsker i kønsbalance på universiteter i Danmark, er det ganske enkelt: Der bliver investeret flere penge og flere kræfter i ligestilling i både Norge og Sverige. Der er mere lovgivning, flere krav om rapportering og strategier, og derfor er andelen af kvindelige professorer her syv procentpoint højere end i Danmark.

Hvad er den rette løsning?

På trods af fraværet af en fælles ligestillingspolitik på KU, vrimler det med forslag. Et bud er et nyligt initiativ fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, hvor man i perioder har ansat ansøger nummer to i rækken, hvis vedkommende var en kvinde. Det sagde fakultetets dekan, John Renner Hansen.

Et andet initiativ på tegnebrættet er en ligestillingskomité, som skal formulere en samlet strategi for universitetet. Målet er at få en kønsfordeling på 50/50. »Vi har ikke noget bedre,« sagde John Renner Hansen.

Et andet, og meget omdiskuteret initiativ, er YDUN en bevillingspulje fra De Frie Forskningsråd på 110 millioner kroner, øremærket kvindelige forskere. En af initiativpersonerne bag er professor i statskundskab fra Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen.

Han lagde ikke skjul på, at YDUN har givet ham adskillige grå hår på hovedet. YDUN blev fra begyndelsen kritiseret massivt for at vægte køn over kompetencer.

Ser man på de nordiske lande igen, er netop debatten om kompetencer noget typisk dansk, sagde Mathias Wullum. I Norge og Sverige handler debatten i højere grad om retfærdighed. I øvrigt er der ingen forskel på forskningskompetencer hos kvinder og mænd. Tværtimod producerer kvinder øverst i systemet flere videnskabelige artikler end deres mandlige kolleger. Det viser tal fra både USA og Danmark, sagde han.

Ny vin på gamle flasker

Blandt deltagerne i debatten herskede enighed om, at man ikke bare skal vente på en kønsudligning. Følger vi ligestillingsudviklingen inden for naturvidenskaberne i Danmark, vil blot 13 procent af professorerne i 2022 være kvinder, viser den prognose, som Wullum har udarbejdet.

Det er dog ikke nok at gå efter kvoter alene, sagde han. Vi må fokusere på de strukturelle og kulturelle problemer. For »ligestillingspolitik, der ikke medtænker det strukturelle, vil være som at hælde ny vin på gamle flasker.«

Fra ord til handling

Med omkring 250 gæster var arrangementet ifølge professor Birthe Kragelund en succes. Men til trods for det store fremmøde manglede der stadig nogle vigtige personer. Nemlig institutlederne, der har mandat til at træffe de politiske beslutninger.

For det er nemlig de enkelte institutter, som bestemmer, hvilken kønspolitik, der skal føres. Og kønspolitik er stadigvæk et kontroversielt emne i universitetsverdenen. Det var der enighed om blandt debatpanelet.

uni-avis@adm.ku.dk