Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
FORSKNING – Regeringen vil have Danmark til at forske mere i Arktis for at afdække klimaforandringer og deres betydning for mennesker, dyr og planter. KU står godt rustet til at byde ind på opgaven med Arktisk Station i Vestgrønland.
Klimaforandringerne påvirker ikke bare Grønland, men vil få konsekvenser for alle mennesker i hele verden. Der bliver vi nødt til at forholde os til, mener regeringen, for vi har en interesse i at være med til at styrke en bæredygtig udvikling i Arktis.
På den baggrund ønsker uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) at styrke forskningsmiljøerne i Arktis, fremgår det af en pressemeddelelse.
Den lancerer Strategi for forskning og uddannelse vedrørende Arktis (pdf), der sætter nogle rammer for, hvordan hendes ministerium i de kommende år vil arbejde med arktiske forhold sammen med andre, blandt andet det grønlandske selvstyre.
Der skal blandt andet være flere højtuddannede inden for arktisk forskning til stede i Grønland; der skal være de relevante uddannelser til formålet i Arktis, og der skal sættes gang i pilotforsøg for at ruste grønlandske studerende til at begynde på en uddannelse i Danmark.
I pressemeddelelsen står der, at regeringens strategi er blevet til på baggrund af dialogmøder med relevante interessenter og på den baggrund indeholder en række forslag.
KU er ikke direkte nævnt, men har i forvejen en arktisk strategi, der ligger fint i tråd med regeringens ønsker.
Københavns Universitet (KU) ejer og driver blandt andet ‘Arktisk Station’, der ligger på Disko-øen ud for Grønlands Vestkyst.
KU’s rektor Ralf Hemmingsen besøgte Arktisk Station i 2013 og sagde allerede dengang, at KU skulle styrke sin forskning i det arktiske område, fordi det gør det muligt at overvåge klimaets udvikling og udviklingen i dets flora og fauna.
Bo Elberling, professor ved KU og formand for Arktisk Stations råd, mener da også, at KU har noget at byde ind med i forhold til regeringens strategi.
»KU står meget stærkt i kraft af Arktisk Stations 110-årige historie som en naturvidenskabelig platform, og KU’s plan med den er at skabe en moderne platform, hvor forskning og undervisning kan ske hånd i hånd, i en international sammenhæng,« siger han.
I dag har Arktisk Station for eksempel kun plads til 24 gæster og til at undervise et hold på op til 15-20 studerende.
Behovet for undervisningspladser er imidlertid stigende, og KU har et ønske om at udvide og renovere Arktisk Station, så den får plads til 40 gæster og holdundervisning på op til 35 personer, fortæller Bo Elberling.
Han mener også, at der allerede er en bevægelse i gang, hvor flere parter ønsker mere dansk forskningsinvolvering i Grønland.
KU har for eksempel lige underskrevet en hensigtserklæring om et samarbejde med Qaasuitsup Kommune (i Disko Bugt-området – red.) med henblik på en fælles udvikling af forskningen i Disko Bugt, samt formidlingen af den.
»Tiden arbejder for os – at vi udnytter de gensidige muligheder inden for Rigsfællesskabet, og at vi sammen markerer os mere i det arktiske område,« siger Bo Elberling.
Af strategien fremgår det ikke umiddelbart, at der skulle være afsat flere økonomiske ressourcer til formålet.
anfj@adm.ku.dk