Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
DOM – Fire unge blev den 11. oktober frikendt for at have sejlet flygtninge fra Danmark til Sverige. Retten kunne ikke afgøre, om de tiltaltes egne påstande om at have hjulpet flygtninge bare var et mediestunt.
Københavns Byret frikendte tirsdag fire personer, herunder to KU-studerende, som var tiltalt for menneskesmugling. De var sigtet for at have sejlet op mod 17 flygtninge til Sverige i en båd.
Retten vurderede, at der ikke var nok beviser til at dømme de fire unge for menneskesmugling.
»Vi er lykkedes med vores mission, som var at få skabt fokus på den uretfærdige danske udlændingelovgivning. Men familier er stadig splittet på grund af lukkede grænser. Så det er kun en lille sejr,« sagde statskundskabsstuderende på KU Annika Holm Nielsen ved et pressemøde efter retssagen.
»Det der er mest relevant er ikke retssagen, men det kæmpe problem, at vi har en lov som kriminaliserer mennesker på flugt, mennesker i nød og mennesker i livsfare« – Annika Holm Nielsen
Strafferammen for menneskesmugling er op til to års fængsel, men anklageren mente, at Annika Holm Nielsen skulle have mindst 60 dage bag tremmer for at have smuglet 17 flygtninge over Øresund i en båd i september sidste år.
Annika Holm Nielsen har tidligere været i Uniavisen i forbindelse med sit frivillige arbejde med flygtninge.
Her sagde hun, at hun var parat til at skrive bachelor i fængslet.
»Det der er mest relevant er ikke retssagen, men det kæmpe problem, at vi har en lov som kriminaliserer mennesker på flugt, mennesker i nød og mennesker i livsfare,« sagde Annika Holm Nielsen tirsdag. Og videre:
»De her mennesker bliver udsat for et meget bureaukratisk system, som bærer ansvaret for deres fremtid. Det er mennesker, der bliver dræbt og udsat for nærmest holocaust lignende forhold. Vi vil gøre alt for at ændre lovgivningen og kæmpe for lige rettigheder. Kampen er slet ikke slut endnu.«
25-årige Annika Holm Nielsen har haft orlov fra Statskundskab på KU i et halvt år. Nu er hun startet på sin bachelor og har planer om at tage kandidaten i Statskundskab.
Annika Holm Nielsen har tidligere kaldt sig »menneskesmugler« i DR3-programmet »Spørg mig om alt«.
Ifølge Dagbladet Politiken brugte anklageren udelukkende presseudtalelser til radio, tv og aviser samt Facebook-opdateringer fra de tiltalte som bevisførelse, men det mente retten altså ikke var bevis nok til at dømme dem som skyldige.
Annika Holm Nielsens forsvarer, Hanne Reumert, lagde i retten vægt på, at det ligeså godt kunne have været et iscenesat mediestunt for at sætte fokus på en politisk dagsorden fra de studerendes side.
Politiken skriver, at de fire frifundne ikke vil sige, hvorvidt det hele var et mediestunt eller ej. Onsdag morgen kunne Radio 24syv desuden bringe et længere interview med Annika Holm Nielsen. Her ville hun ikke svare på, om hun havde talt sandt, da hun tidligere hævdede at have hjulpet flygtninge til Sverige.
Mimoza Murati, der studerer filosofi på Københavns Universitet og som var tiltalt for at have fragtet én flygtning til Sverige, sagde efter afgørelsen:
De frifundne holdt pressemøde efter domsafsigelsen
»Vi er glade for at blive frifundet, men vi er stadig ikke glade for, hvordan loven er skruet sammen. Og vi er stadig ikke glade for den politik, den er blevet skrevet ud fra. Den politik, der handler om, at der er forskel på mennesker. At mennesker skal deles op, på tværs af grænser, og at disse grænser skal være definerende for, hvad det er for et liv, og en livskvalitet, vi hver især er berettiget til.«
Hun tilføjede: »Vi vil gøre alt for at hjælpe. Der er ikke noget, den her stat kan gøre for at stoppe os.«
Mimoza Murati og Annika Holm Nielsen er begge medstiftere af organisationen »Medmenneskesmuglerne«, som er en underorganisation af Welcome to Denmark – et netværk af frivillige, som hjælper flygtninge.
Sagen var den første retssag i Danmark, hvor nogen er blevet anklaget for at have sejlet flygtninge til Sverige i en båd. Det er dog ikke første gang, at en sag om menneskesmugling kommer for retten i Danmark.
Forfatteren Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand blev dømt skyldige i menneskesmugling i Østre Landsret i september. De gav en flygtningefamilie et lift fra Rødbyhavn til Kastrup. Ægteparret måtte tilsammen betale en bøde på 45.000 kroner.
Tidligere på året blev et byrådsmedlem fra Århus frifundet for en lignende påstået episode.
Ifølge Udlændingelovens paragraf om menneskesmugling kan man blive straffet med bøde eller med fængsel i op til to år for at hjælpe flygtninge igennem landet.
uni-avis@adm.ku.dk