KU-studerende om udflytning: »Vi må udstille politikernes usle metoder«

Jeg hedder Valdemar, og jeg læser Økonomi ved Københavns Universitet.

Som studerende står vi stærkest, når vi står sammen. For jo flere vi er, jo mere pres kan vi lægge på Christiansborg. Den måde, regionaliseringsaftalen lægger op til at skære ned på, bliver brugt til at slå splid både internt mellem studerende, men også mellem studerende og ansatte. Når politikerne siger, de går efter de uddannelser med høj dimittendledighed, er det en nem måde at stille studerende op mod hinanden. Vi må se igennem deres røgslør og udstille deres usle metoder.

LÆS OGSÅ: »Vi skal have Socialdemokratiet til at stå helt alene tilbage med deres aftale«

Når økonomi højst sandsynligt ikke er den mest synlige uddannelse i dag, vidner det om, at statens metoder virker. Men deres plan er nem at gennemskue. Vi må stå sammen! For når de tromler hen over de humanistiske fag, er de et skridt tættere på at undskylde nedskæringer på alle andre studier og alle andre steder i det offentlige.

Selvom nogle er af den overbevisning, at de slipper for nedskæringer, rammer de alle. Nedskæringerne rammer også administrationen. Den administration, der i forvejen er under enormt pres. Vi må stå sammen med de ansatte på universiteterne, for deres kamp er også vores kamp.

Hvordan kan det være, at det er de studerende og de ansatte, der skal løse Folketingets problemer? De rigeste bliver rigere, de store virksomheder bliver større, og ministerpensionerne vokser. Men når der skal oprettes uddannelser i provinsen, er det igen skatteyderne, de studerende og de ansatte, som skal betale. Det kan fandeme ikke passe!

Alle de reformer, der har været, siden jeg startede på gymnasiet har været nedskæringer og ikke kun i uddannelsessektoren. Der bliver skåret overalt, og det fortsætter de med inde fra Borgen. De prøver at spille os ud mod hinanden. At få os til at tro, at vi har forskellige interesser, og at der er enorm forskel på en TAP’er og en studerende eller to studerende på forskellige uddannelser. Men vi må stå sammen og sige fra!

For lige under overfladen står det klart, at en studerende på økonomi har meget mere til fælles med en studerende fra humaniora eller en fra et andet universitet, end de har med beslutningstagerne. De lever i deres egen verden på indersiden af Borgens tykke mure. Og når Enhedslisten og Alternativet trækker sig ud af aftalen, dagen før vi holder demo, viser det, at vores pres virker. At det først er gået op for dem nu, at finansieringen ikke rækker, er en joke! Den måde, vi får dem til at lytte på, er med vores fælles stemme.

De kan prøve at pakke det ind, men lad os sige det, som det er: Regionaliseringsaftalen er endnu en nedskæring i rækken, en forværring, som leder til lukninger af uddannelser. Og den må ses som et angreb på alle studerende, forskningsmiljøerne, administrationen, underviserne og ikke mindst de fremtidige studerende. For hvis de ender med at lukke pladser, så stiger karakterkravene, og det vil ramme den mest stressede generation af unge, vi nogensinde har haft. Og det vil gøre universitetsuddannelser til noget, der kun hører eliten til.

Det samarbejde, der er brug for, for at stoppe denne og fremtidige nedskæringer skal være på tværs af uddannelser og universiteter. For kun sammen kan vi få dem til at lytte. De lytter kun på penge og magt, men de ved godt, at når de studerende rykker på sig og ser gennem røgsløret, så kan det gå hurtigt.

Derfor vil jeg gentage, hvad der står i udtalelsen fra SAMF-Rådet:

Vi må ikke ende i interne kampe om, hvem der har gjort sig fortjent til at beholde deres studiepladser. Bureaukratiske slør og interne krige skal ikke forhindre os i at pege på, hvem der virkelig er skyld i de kommende forringelser: politikerne, der har indgået aftalen.

For det er dem, der sidder lige derinde, som skal stå til ansvar for den åndssvage plan, som de har lagt. Det er ikke op til os at finde en løsning, det er deres plan, og det må være dem, som skal finde en bedre løsning.