Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Andet
Eksperter — Kun tre af landets 50 mest citerede eksperter er kvinder. Uniavisen beder KU’s mest citerede mandlige eksperter om at pege på et kvindeligt alternativ til dem selv.
Hvem optræder oftest som eksperter i medierne?
Svaret er hverken overraskende eller nyt.
Det gør mænd.
I februar 2023 udgav Akademikerbladet en liste over danske mediers 50 mest citerede eksperter. Listen er udarbejdet af mediedatabasen Infomedia for Akademikerbladet, og den bærer præg af krig i Ukraine og energikrise.
Kun tre ud af listens 50 ekspertkilder er kvinder. De øvrige 47 eksperter er mænd.
Op til Kvindernes Internationale Kampdag har Uniavisen spurgt fire af Københavns Universitets mest citerede mandlige eksperter, om de kan pege på et kvindeligt alternativ til dem selv.
Vi har frasorteret eksperter, som relaterer sig til coronapandemien.
Jørn Vestergaard er professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet og har ofte udtalt sig til medierne om fx Støjberg-sagen, FE-sagen, mink-sagen, samtykkelovgivning og andre strafferetlige sager.
Ifølge Akademikerbladet er han citeret i medierne 683 gange. Han er nummer 11 på listen over de mest citerede eksperter.
»Jeg formidler altid gerne kontakt til kolleger, som har arbejdet med et emne, som en journalist er interesseret i at få belyst,« skriver Jørn Vestergaard i en mail til Uniavisen.
Han henviser ofte til følgende kvindelige kolleger:
Mogens Fosgerau er professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Han har særligt beskæftiget sig med transport og klima og har ofte udtalt sig til medierne om infrastruktur, hybridbiler og klimaøkonomi.
Ifølge Akademikerbladet er Mogens Fosgerau citeret 467 gange i medierne. Han er nummer 22 på listen over de mest citerede eksperter.
»Der vrimler desværre ikke ligefrem med kvinder på mit felt, men indimellem har jeg vist journalister videre til min tidligere kollega Ninette Pilegaard, som er transportøkonom på DTU. Jeg har svært ved at komme i tanke om andre,« siger han.
Historien om, at man som mandlig forsker sidder og holder på magten i medierne holder altså ikke. Hvis der er andre der har lyst og forudsætninger for at passe den butik, sender jeg meget gerne bolden videre
Mogens Fosgerau, forsker, KU
Det er ellers ikke fordi, at Mogens Fosgerau betragter det som særligt attraktivt at udtale sig til medierne, understreger han.
»For nyligt var der for eksempel en, der skrev og ville høre noget om flextransport. Og det er jo ikke ligefrem en forskningsmæssig sejr for mig at sige noget om flextransport, men lidt kan jeg godt sige, og det kan være svært at finde andre, der kan sige noget mere kvalificeret. Så den slags gør jeg tit, fordi det er en forpligtigelse, der følger med jobbet,« siger Mogens Fosgerau og fortsætter:
»Så historien om, at man som mandlig forsker sidder og holder på magten i medierne holder altså ikke. Hvis der er andre der har lyst og forudsætninger for at passe den butik, sender jeg meget gerne bolden videre.«
Michael Gøtze er professor i forvaltningsret og centerleder på JUR WELMA – Center for Retlige Studier i Velfærd og Marked, Københavns Universitet. Han udtaler sig ofte til medierne i emner som instrukssagen, minksagen og FE-sagen.
Ifølge Akademikerbladet er han citeret 356 gange i medierne. Han er nummer 30 på listen over mest citerede eksperter.
»Langt størsteparten af mine faglige udtalelser i pressen det seneste år har at gøre med undersøgelseskommissioner. Her er professor Helle Krunke, Det Juridisk Fakultet, også ekspert. Helle har været medlem af minkkommissionen (2021-22) og er af den grund i praksis afskåret fra at gå i medierne,« skriver han i en mail til Uniavisen.
Kristian Søby Kristensen er centerleder og seniorforsker ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han har primært forsket i sikkerhedspolitik og strategi og har ofte udtalt sig i forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine, EU-samarbejde og NATO.
Ifølge Akademikerbladet er han citeret 350 gange i medierne. Han er nummer 31 på listen over mest citerede eksperter.
Jeg har svært ved at pege på nogen direkte alternativer
Kristian Søby Kristensen, forsker, KU
»Dansk forsvarspolitik og militære forhold er et lille forskningsområde. Hvis jeg får henvendelser fra pressen, hvor jeg har kolleger, der er klart bedre kvalificerede, så sender jeg dem videre,« skriver han i en mail til Uniavisen og fortsætter:
»Det kunne for eksempel være Seniorforsker Katja Lindskov Jakobsen, hvis det drejede sig om sikkerhedsforhold i Afrika, eller Lise Wiederholt Christensen, der er ph.d.-studerende og ekspert i NATO. Begge her på KU. Hvis det handler om Kina, så ender det ofte hos Camilla Sørensen på Forsvarsakademiet. Men nej, jeg har svært ved at pege på nogen direkte alternativer.«