Der er sket meget, siden Nielsine Nielsen og Marie Gleerup for 150 år siden blev de første kvinder, der blev optaget som studerende på Københavns Universitet.

I 2025 udgør kvinderne 62 procent af de optagne bachelorstuderende.

Men der er flere områder inden for akademia, hvor kvinderne fortsat sakker bagud i forhold til deres mandlige kollegaer. Et af dem er mediernes brug af forskere og andre ekspertkilder.

Når danske journalister mangler perspektiv på store spørgsmål om alt fra krige og klima til valg og vacciner, ringer de oftest til mandlige eksperter. Det gælder også, når de ringer til forskere på Københavns Universitet.

Uniavisens gennemgang af Akademikerbladets årlige opgørelse over de 50 mest citerede eksperter i danske medier viser, at kvinder blot udgør knap 11 procent af personerne på listerne. Ser man alene på forskere fra KU, er tendensen den samme. Tallet har ligget stabilt lavt i flere år.

Men hvorfor rykker tallene sig ikke? Og er det alene medierne, der har ansvaret for den kønslige skævhed?

Karina Kosiara-Pedersen er lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i kønsrepræsentation i politik.

Når hun bliver bedt om at forklare den vedvarende ubalance, peger hun i første omgang på noget så lavpraktisk som tidspres. Deadline-logikken. Journalister har brug for hurtige, præcise svar. Og gerne fra nogen, der kan formulere sig uden tøven.

»Der er en selvforstærkende dynamik i, at journalister bruger dem, de allerede kender – dem, der svarer hurtigt og klart. Det er ofte dem, der er vant til at stå i medierne. Og det er typisk mænd,« siger hun.

Men det handler ikke kun om, at journalister ofte har et fast kildenetværk. Det handler også om, hvilke emner der fylder i den offentlige debat, siger hun:

»Der er forskel på, hvad kvinder og mænd forsker i. Og de temaer, som fylder i medierne – for eksempel krig, økonomi, sikkerhed og valg – har historisk været domineret af mænd. Det betyder, at nogle kvinder slet ikke bliver ringet op.«

LÆS OGSÅ: Det kønsskæve universitet: »Engang havde vi flere studerende på Datalogi, der hed Rasmus, end der var kvinder«

Forestillingen om, hvem der lyder som en ekspert, er heller ikke kønsneutral. Ifølge Pia Quist, professor i sociolingvistik ved Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU, spiller stemmens klang en større rolle, end mange aner.

»Vi er vokset op med at høre mandsstemmer i medierne. Den dybe, rolige mandsstemme forbindes med autoritet. Det lyder klogt. Der skal ikke meget til, før en kvindestemme bliver opfattet som skinger eller irriterende,« siger hun.

Derfor kan det ubevidste billede, journalister danner sig af den ideelle ekspertkilde, ofte have maskuline træk, vurderer Pia Quist.

Ligesom mange stadig automatisk forestiller sig en mand, når de hører ordet ’læge’, forestiller mange sig også en mand, når de hører ’ekspert’, siger hun.

Det skaber en form for genkendelsesbias, som bliver forstærket af medievaner. Når journalister gang på gang ringer til de samme personer, bliver de personer mere synlige – og dermed endnu mere oplagte at ringe til næste gang.

Den mekanisme forsøger DiverseEksperter at bryde. Med en søgbar database over kvindelige eksperter samt medietræning og konkret støtte til forskere, der frygter offentlig eksponering, har de gjort det til en mission at ryste journalisterne i deres kildevaner.

»Journalister har travlt og ringer til dem, de ved, leverer. Problemet er bare, at det bliver en vane, og vaner kan skabe blindhed. Hvis man altid ringer til de samme, får man altid de samme perspektiver,« siger Lisbeth Odgaard Damm, der er medstifter af og direktør for DiverseEksperter.

Portalen har tidligere haft et samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet for netop at sætte fokus på repræsentation af flere kvinder på forskningsområder, der traditionelt har været domineret af mænd.

Ifølge Lisbeth Odgaard Damm er der stadig en udbredt forestilling på mange redaktioner om, at kvinder oftere siger nej tak til at stille op. Men i virkeligheden handler det ofte mere om, at kvinder sjældnere bliver spurgt.

»Da DR’s Deadline-redaktion for nogle år siden begyndte at føre statistik over kønsfordelingen blandt kilder, fandt de ud af, at de oftere ringede til mænd end til kvinder. Og da de ændrede praksis, steg andelen af kvindelige eksperter markant,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Da kvinderne kom – og forandrede universitetet for altid

DiverseEksperter oplever desuden, at en reel frygt for digital chikane holder nogle kvinder tilbage.

»Kvindelige eksperter bliver kaldt kællinger og får kommentarer om deres udseende, bare fordi de optræder i medierne. Det sker hver eneste dag på de sociale medier. Mænd kan selvfølgelig også opleve digital chikane, men det sker overhovedet ikke i samme omfang som for kvinder,« fortæller Lisbeth Odgaard Damm.

For nogle bliver det en barriere, allerede før de har udtalt sig første gang. Især yngre forskere kan ifølge DiverseEksperter være tilbageholdende med at stille op – ikke på grund af manglende viden, men af frygt for, hvad der følger med synligheden.

Hvis man spørger Bente Stallknecht, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og strategisponsor for diversitet på KU, har universiteterne også et ansvar. Ikke kun for ligestilling i ansættelser, men også for, hvilke forskere og eksperter, der bliver synlige i offentligheden.

»Vi har ekspertlister på KU’s hjemmeside, og dem skal vi se kritisk på. Vi har allerede besluttet, at vi vil arbejde med dem efter sommerferien, så de bliver mere repræsentative – både i forhold til køn, alder og nationalitet,« siger hun.

LÆS OGSÅ: »Hvorfor er det en overraskelse, at jeg er klog«

Uniavisens optælling viser, at kvinder udgør lidt over en tredjedel (34,8 procent) af personerne på KU’s ekspertlister.

Bente Stallknecht mener, det omtrent svarer til andelen af kvinder blandt KU’s professorer og lektorer – men peger samtidig på, at det ikke bør være nogen undskyldning for at lade stå til.

»Vi skal også have de yngre forskere frem. Og dem er der mange flere kvinder iblandt. Hvis vi kun viser professorerne frem, bliver det et snævert billede,« siger hun.

At ændre kønsbalancen blandt eksperter i medierne kræver ikke nødvendigvis revolutioner, men det kræver handling flere steder på én gang.

Ifølge Karina Kosiara-Pedersen er det vigtigt, at universitetsverdenen bliver bedre til at anerkende og belønne formidling i tillæg til forskning og undervisning.

»Det skal ikke være en arbejdsopgave, man gør i sin fritid. Det skal være en integreret del af det at være forsker,« siger hun.

Bente Stallknecht påpeger, at formidling allerede tæller som meriterende på KU, når forskere skal vurderes til ansættelser og forfremmelser.

Men samtidig erkender hun også, at der stadig er praktiske barrierer, som kan gøre en forsker usikker på at stille op.

»At man ikke har et pressefoto, man kan sende, kan være nok til at takke nej. Og så er der også hele problematikken om digital chikane, som rammer kvinder oftere og hårdere end mænd,« siger Bente Stallknecht.

Ifølge Lisbeth Odgaard Damm er der ikke nogen snuptagsløsning. Men der er flere steder at tage fat. I hendes optik kræver det en koordineret indsats mellem flere parter at rette op på kønsskævheden.

»Hvis alle tre parter – medier, universiteter og forskere – gør en indsats samtidig, kan vi på få år komme meget tæt på ligestilling i ekspertkilder. Problemet er bare, at det sker i små skridt,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Hun lader tallene tale, når hun siger: Kvinde, kend din statistik

For Bente Stallknecht er det ikke et mål i sig selv, at der skal være lige mange mænd og kvinder i medierne.

Hun håber i stedet, at ekspertbilledet i medierne fremover i højere grad kommer til at afspejle den virkelighed, der findes på universiteterne.

»De eksperter og forskere, man møder i medierne, skal afspejle forskningen, som den rent faktisk ser ud. Det er ikke kun ældre, hvide mænd, men også yngre kvinder, internationale forskere og forskellige fagligheder,« siger hun.

150 år efter at de første kvinder fik adgang til universitetet, er spørgsmålet ikke længere, hvem der må tale – men hvem der faktisk bliver hørt.