Kvindernes mand på Naturvidenskab

Har du nogensinde tænkt over hvorfor jorden drejer lidt hurtigere om sig selv når der er vinter på den nordlige halvkugle? Nej, vel, det er ikke ligefrem det man går og spekulerer på sådan en grå decemberdag hvor de sidste blade er faldet af træerne og solen knap gider stå op.

Men det gør Nils O. Andersen. Han er professor i eksperimentel atomfysik og var på Niels Bohr Institutet (NBI) kendt som ildsjælen der på en og samme gang kunne overkomme både at være direktør i to perioder a tre år og passe sin forskning og undervisning ved siden af.

Nu er han flyttet fra det verdensberømte institut på Blegdamsvej til Øster Voldgade 3 hvor Det Naturvidenskabelige Fakultets administration har til huse i det astronomiske observatorium fra 1859. Her er han rykket ind i sin forgænger Henrik Jeppesens tidligere kontor for som den første ansatte dekan i fakultetets historie at lede landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution med godt 6.000 studerende og 1.500 fuldtidsansatte.

Men at det først og fremmest er forskningen han brænder for, kan han ikke skjule som han sidder der overfor for os på den anden side af det lange mødebord med julelys i øjnene og snakker engageret om hvordan fysikere og geofysikere efterhånden kan måle ting »helt vildt nøjagtigt« med fx atomure.

»Tag fx bare jordens rotation. Den er ikke helt regelmæssig, og man er derfor nødt til at tage højde for friktion med tidevandet og sådan noget. Men hertil kommer yderligere en effekt som ændrer på det der hedder jordens inertimoment, altså den modstand som et legeme udøver mod at blive bragt i rotation. Sagen er at vi har kontinenterne primært på den nordlige halvkugle, og så sker der det at om sommeren hænger bladene på træerne og om vinteren ligger bladene på jorden.

Og ligesom balletdansere drejer hurtigere eller langsommere rundt alt efter om de har armene ude eller tæt inde til kroppen, så snurrer jorden langsommere rundt når bladene er på træerne, og lidt hurtigere rundt når bladene ligger på jorden. Jeg troede det var løgn første gang jeg så det, men sådanne ting kan man faktisk se hvis man kan måle tingene meget nøjagtigt,« fortæller Nils O. Andersen begejstret.

Verdens bedste job

Egentlig havde Nils O. Andersen ikke tænkt sig at søge jobbet som dekan. Tværtimod følte han at han var kommet tilbage til verdens bedste job da han efter seks års arbejde som direktør på Niels Bohr Institutet endelig fik mulighed for at genoptage sin forskningskarriere på fuld blus.

Så da Ralf Hemmingsen under sine sonderinger efter egnede emner til dekanstillingerne diskret spurgte om han kunne se sig selv i en sådan rolle, svarede Nils O. Andersen lettere forbeholdent om rektor ikke lige kunne fortælle ham hvad der dog skulle være så attraktivt ved den stilling.

Det kunne Ralf Hemmingsen åbenbart godt. Udmeldingerne fra såvel bestyrelsen som fra rektor var i alt fald så løfterige at Nils O. Andersen tænkte: Okay, det fortjener en chance.

»Der var så mange ting man var frustreret over i det gamle system,« siger han og tænker blandt andet på ‘den danske konsensuskultur’ hvor man helst skal tale sig til rette om alting.

»Det fungerer mægtig godt når man er enige, men hvis der ikke fuld enighed om tingene, sker der ikke så meget. Så er det den langsomste der bestemmer farten, og det er måske ikke lige det der giver den mest dynamiske udvikling,« siger Nils O. Andersen der selv har arbejdet meget i såvel det franske som det amerikanske og hollandske system.

»De kører på mange forskellige måder, noget er bedre, noget værre, men jeg synes ikke at det danske system med valgte ledere var de udenlandske systemer særligt overlegen,« fortæller Nils O. Andersen der i den nye styreform med ansatte ledere så en chance for at prøve noget nyt og måske også trække nogle profiler ind i ledelsen, blandt andet en som ham selv, der tidligere ikke kunne tænke sig at røre sådan noget arbejde med en ildtang fordi det slugte al ens tid.

»Det var sådan noget man blev idømt. Hvis du ikke gik til et møde hvor institutlederen skulle udpeges, var der meget stor risiko for at de andre ville enes om at pege på dig. Der var lidt Sorteper-spil over det,« erindrer Nils O. Andersen for hvem det var helt afgørende at få et signal om at det var legitimt fortsat at lave fysik også som dekan.

Forhøjelsen af dekanlønnen med 50 procent til 1,2 millioner kroner derimod spillede ikke nogen rolle overhovedet for hans beslutning om at søge stillingen.

»Jeg skal kunne holde mig selv ud, og derfor passer jeg stadigvæk mit introduktionskursus i atomfysik for andetårsstuderende. Dels fordi jeg elsker det, og dels fordi det giver legitimitet over for mine kolleger.

Det skal være sådan at hvis jeg kommer ud og siger: ‘Hør, kan vi ikke stramme os an med undervisningen’, og nogen så spørger: ‘Nils, hvornår så du sidst en specialestudent’, så skal jeg kunne sige: ‘Det gjorde jeg i går’.«
På samme måde går han ud fra at ansøgerne til de ti institutlederstillinger der skal besættes inden første januar, først og fremmest brænder for deres fag.

»Jeg forventer, ja nærmest kræver, at de fortsat skal være aktive forskere. Der skal stå respekt om dem på institutterne, ellers kan jeg ikke bruge dem,« siger Nils O. Andersen der forventer at institutlederne ligesom ham selv bruger 25 procent af deres tid på forskning.

Ledelse af fakultetet

Nils O. Andersen har tænkt sig at drive fakultetet på samme måde som Ralf Hemmingsen leder Københavns Universitet.

»Om jeg ligefrem vil presse mine institutledere til at mødes hver uge ligesom vi dekaner gør i rektors ledelsesteam, ved jeg ikke, men de vil blive inddraget meget tæt,« bebuder Nils O. Andersen.

Ligesom Ralf Hemmingsen har meldt ud at fakulteterne er det bærende niveau på Københavns Universitet, ønsker Nils O. Andersen at gøre institutterne til det bærende niveau på Naturvidenskab.

»Filosofien er at ressourcerne skal ligge så tæt ved brugerne, altså forskerne og de studerende, som muligt,« siger han.
Tanken er at institutterne skal drives efter samme princip om totalbudgettering han som daværende direktør var med til at indføre på Niels Bohr Institutet.

»Jeg fik en pose penge af dekanen til det hele, og det var så mit job at optimere brugen af dem. Hvor mange jeg ansatte til hvad og til hvilken løn var helt op til mig som direktør. Jeg havde ansvaret for at få tingene til at fungere og stod kun til regnskab for det samlede beløb overfor dekanen,« fortæller han.

Økonomi og personalepolitik

Der er især to ting Nils O. Andersen håber at kunne få skovlen under som dekan.

»Det ene er at få styr på økonomien. Så lang tid tilbage jeg kan huske har det været sådan at der opstår panik hvert år i november-december når vi får de nye budgettal. Skal vi nu til at fyre hinanden efter jul, spørges der, og det plejer de sidste seks uger af året så at gå med.

To ud af tre gange viser det sig ikke at gå så galt, mens det cirka hver tredje gang inden for det seneste tiår har vist sig at blive lige så slemt som forudset. For den seneste årgang af færdiguddannede ph.d.-kandidater betyder det at de i værste fald har været på et institut der har oplevet tre fyringsrunder blandt deres lærere i den tid de har været på universitetet.

Det er jo ikke ligefrem noget der annoncerer stedet som en attraktiv arbejdsplads for den næste generation,« siger Nils O. Andersen.

Han håber derfor at 2007 bliver et overgangsår hvorefter der kan laves aftaler af to eller helst tre års varighed så de økonomiske rammer kan tages op til forhandling et år før de løber ud. Den anden ting han håber at kunne gøre noget ved, er personalepolitikken.

»Jeg kan se at de af mine egne studenter som går ud og får job i det private, på en række punkter har meget bedre vilkår end dem vi tilbyder unge forskere. Det skal være benhårdt at komme ind her, men når man først er kommet ind og stiller op til ræset herinde, så skal man behandles ordentligt,« mener Nils O. Andersen der fx gerne vil kunne give unge forskere en sum penge til at starte med.

»Da jeg blev ansat, fik jeg min løn, og så fik jeg et kontor og overtog den senest afdøde lektors møbler, og det var så den stilling, og så måtte jeg i øvrigt selv ud og slås for ansøgningerne. Det at få den første million hjem og få bygget et laboratorium op, det tog altså tid.

Starter du på et hvilket som helst amerikansk universitet, så er der en Start-up Grant på et sted mellem en halv og en hel million dollars. Hvis ikke du kan yde det til de unge mennesker du ansætter, så søger de andre steder hen.«

Konkurrence om midler

At 50 procent af forskningsmidlerne fremover vil blive udbudt i åben konkurrence, har Nils O. Andersen det helt fint med.

»Vi er bomstærke inden for grundforskningen,« siger han og regner med at fakultetets forskere vil være at finde blandt topscorerne på listen over hvem der henter flest midler i de naturvidenskabelige puljer.

Samtidig lægger han op til at fakultetets forskere også skal til at konkurrere om de såkaldte basismidler, det vil sige den halvdel af budgettet som stammer fra finanslovsbevillingerne.

»Jeg mener det er en sund tankegang at få forskningskvalitet tænkt ind lige så stille og få ført midlerne derhen hvor man rent faktisk får mest valuta for pengene ud fra de kriterier som er generelt anerkendt blandt forskerne.«

Hvilke kriterier er det?

»Det kan være forskningsaktivitet målt i enheder af publikationshyppighed og citationsfrekvens. Eller det kan være evnen til at tiltrække eksterne midler.

Hvis du får penge fra Grundforskningsfonden eller fra EU, har du også været igennem en nådesløs faglig evaluering og dermed fået et fagligt stempel der.

Hvad med de forskere der ikke kan leve op til kriterierne?

»Vi kan jo ikke alle sammen være de allerbedste. Men jeg tror at der er nogle værktøjer til at vi lige så stille får udviklet en kultur der gør at vi kan få forskerne ved Det Naturvidenskabelige Fakultet til over en kam at være blandt de allerbedste i Danmark, Norden og Europa. Det er klart at hvis ikke man synes det er sjovt at skulle stå sig i konkurrencen blandt de bedste i verden, så har man måske ikke fundet den rigtige arbejdsplads.

Gudskelov er der brug for sådan nogle som os i hele det danske samfund – inden for forskningsverdenen, det private og uddannelsesverdenen. Der må man så gøre op med sig selv og sine omgivelser hvad man synes er sjovt,« mener Nils O. Andersen.

»Det kan også være at noget er sjovt indtil man er 35 år, og at man får andre prioriteringer senere i livet. Sådan er det, og det er helt fint,« mener Nils O. Andersen der af samme årsag lægger stor vægt på medarbejderudviklingssamtaler.

»Jeg kan ikke lide at man lader folk passe sig selv, og når de så kommer derud hvor det for alvor begynder at knibe med publikationsfrekvensen, først da begynder man at skrive grimme breve til hinanden. Det er simpelthen dårlig personalepolitik,« mener Nils O. Andersen.

Han vil gerne give sine forskere ret til hver femte år at tage hen på et udenlandsk universitet for at blive fagligt opgraderet i enten et halvt år med fuld løn eller et fuldt år med halv løn – akkurat ligesom han selv gjorde i efteråret 2005 da han efter to perioder som direktør for NBI tog på et halvt års ophold på et af verdens bedste fagmiljøer, nemlig University of Colorado i Boulder, for at komme op i omdrejninger igen og lære de nyeste teknikker i eksperimentel fysik.

Fra generationsskifte til kønsskifte

Den såkaldte aldersbombe som man i 1990’erne frygtede ville detonere når 68-generationen i samlet flok gik på pension efter årtusindskiftet, er i dag stort set afmonteret på Niels Bohr Institutet.

Årsagen er at instituttet for cirka ti år siden indførte et såkaldt generationsskifteprogram hvor et beløb hvert år blev hevet ud af budgettet og indsat på en særlig opsparingskonto til ansættelse af unge forskere.

I det hele taget ser generationsskiftet på fakultetet generelt ud til at forløbe mere smertefrit end Nils O. Andersen havde frygtet. Kun på tre ud af de ni øvrige institutter er der stadig behov for særlige initiativer, nemlig på Matematik, Geologi og Kemi, kunne han konstatere da han for nylig var rundt og se på institutterne.

Til gengæld synes et andet problem utilsigtet at være vokset sig stort i skyggen af det andet.

»I alt fald er det tydeligt at på en række af de fag hvor vi ellers har en ligelig kønsrepræsentation blandt vores studerende, eller måske endda en overrepræsentation som på Biologi, har man udelukkende ansat mænd i de faste stillinger. Hvad det er i vores kultur der foregår her, ved jeg ikke, men jeg kan se resultatet.«

Har man ikke bare ansat de bedst kvalificerede?
»Jo, men hvem bestemmer så lige det? Det kan jo ikke passe at vi uddanner hundredvis af kvindelige studerende, og så kommer der nul ud i den ende vi går efter. Det er svært at forklare hvorfor femten mænd er ansat i de sidste femten opslåede stillinger på Biologi.

Og tager du Geografi, er de sidste 11 stillinger blevet besat med elleve mænd. Og på Geologi drejer det sig om seks stillinger der er gået til seks mænd. Så der er noget i vores kultur dér som vi må gøre noget ved,« siger den nye dekan og foreslår at oprette et Frejaprogram inden for naturvidenskab i stil med det særlige program for kvindelige ansøgere som Forskningsministeriet med stor succes gennemførte for et par år siden.

»Vi har en gruppe kvindelige forskere som går af inden for de nærmeste år. Det kunne være lidt spændende hvis vi fik mulighed for at slå nogle stillinger op i et naturvidenskabeligt Frejaprogram hvor det er ligegyldigt om man er fysiker eller datalog, bare man er højt kvalificeret,« siger Nils O. Andersen.

Fusion med store muligheder

Nils O. Andersen er en varm tilhænger af fusionen med KVL og DFU.

»Jeg kan se allerede nu at der er stor entusiasme blandt en række af forskningsgrupperne på fakultetet, ofte nogle af de stærke, fordi det nu bliver nemmere for dem at tale med deres kolleger på Det Farmaceutiske Universitet og på KVL.

De kender jo hinanden fra tidligere, er måske uddannet sammen, og det at de nu kan sætte sig ned og udnytte ressourcerne bedre til sammen at lave nye uddannelser og fælles forskningsprojekter, skaber stor begejstring. Det vi så måske mangler i det samspil er at sikre at dialogen med DTU inden for såvel matematik og fysik som levnedsmidler bliver tilstrækkelig kvalificeret,« siger Nils O. Andersen der ser nogle meget spændende muligheder for forskning og uddannelse i trekanten mellem det naturvidenskabelige, det sundhedsvidenskabelige og det ingeniørvidenskabelige område.

Den største trussel mod fusionsprocessen er at den risikerer at blive kvalt i institutions- og fakultetschauvinisme.

»Vi skal sørge for at det bliver nemt for studenterne at færdes frem og tilbage mellem fagene. Hvis vi begynder at udregne STÅ og sende fakturaer til hinanden hver gang en student passerer en fakultets- eller institutionsgrænse for at tage et kursus, så dør processen,« frygter Nils O. Andersen.

Campusplaner

Ifølge rektors campusplaner skal Det Naturvidenskabelige Fakultet ligesom de øvrige fakulteter rømme 20 procent af dets nuværende kvadratmeterareal hvilket dog ikke bekymrer den nye dekan så meget.

»Nu har jeg været rundt og besøge arealerne, og vi kan godt aflevere en masse kvadratmeter. Så jeg fokuserer ikke så meget på de tyve procent vi skal afgive, men på de 80 procent vi skal beholde. Det er helt afgørende at de bliver lavet på brugernes præmisser når vi flytter rundt på det hele, og at de bliver af en kvalitet der svarer til de krav man kan stille til et naturvidenskabeligt forsknings- og uddannelsesmiljø i år 2006,« siger Nils O. Andersen og henviser til den nyligt offentliggjorte evaluering af kemiuddannelserne i Danmark der kritiserer bygningsforholdene på KU for at være elendige og stort set uændrede siden 1962.

»Hvis en af de nationale ambitioner er at øge rekrutteringen til naturvidenskab, kan man jo godt undre sig over at de suverænt mest afrakkede bygninger ved Københavns Universitet er dem man tilbyder de studerende på de naturvidenskabelige fag,« siger Nils O. Andersen der opfatter ‘fortætningsplanerne’ som en af sine største udfordringer.

»Jeg vil være meget opmærksom på at vi ikke bare sælger de gode bygninger fra og nøjes med at give 60’er-bygningerne en gang maling, fordi det er ikke godt nok. Hvis det bliver resultatet, så har vi tabt,« siger Nils O. Andersen der går ud fra at der kan findes penge til at bringe den medicinske og især den naturvidenskabelige klynge op på samme høje bygningsstandard som gælder for Humaniora, Teologi, Jura og Samfundsvidenskab »der kan bo i dejlige nyindrettede bygninger ude på Amager og i det gamle kommunehospital inde i byen«.

At det ikke bliver en billig affære, er han fuldt bevidst om.

»Vi taler nok om en milliard eller mere der skal investeres i det, og det er der vist ikke sat penge af til,« siger han.

Tid til Jette

Så det er ikke udfordringer den nye dekan kommer til at mangle i jobbet. Ralf skal passes, og forskningen skal der også være tid til. Men hvad med ægtefællen derhjemme?

Hvad siger Jette til at være blevet dekanesse?

»Det må du spørge hende om, lige nu brokker hun sig selvfølgelig, men vi regner jo med at det hele finder sin normale gænge efterhånden,« siger Nils O. Andersen og afslører at fruen blot havde to betingelser for at give ham lov at sige ja til jobbet.

»For det første måtte jeg love ikke at holde op med at lave fysik, for så bliver jeg helt umulig. For det andet måtte vores planlagte Alaska-tur ikke gå i vasken. Det gjorde den så alligevel idet Arktisk Stations hundredårsjubilæum kom imellem,« fortæller Nils O. Andersen.

Til gengæld kom Jette så med til Diskobugten i stedet, og det var jo ikke noget dårligt bytte. Så meget desto mere som at ferien næste år også skulle være på plads.

»Til juli skal vi til Alaska. Og da er der ingenting der kan forhindre os i at gøre det,« lover Nils O. Andersen.