Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Læk i KU-app: Juraopgave havnede i datalogistuderendes besked

En opgave fra en førsteårsstuderende på Jura blev ved en fejl vedhæftet en datalogistuderendes besked i appen MyUCPH. De studerende har aldrig mødt hinanden. Københavns Universitet undersøger nu sagen.

Forleden sendte Rasmus Hag Løvstad en juraopgave til sin forelæser på Datalogi. Det var bare ikke med vilje.

Egentlig havde han kun stillet forelæseren et fagligt spørgsmål på Absalon – den digitale læringsplatform på Københavns Universitet – men da beskeden dukkede op i den officielle KU-app MyUCPH, hvor studerende kan se beskeder fra Absalon, havde den fået en vedhæftning.

Det var en rettet prøveeksamen fra første semester på jurastudiet, skrevet af en studerende, som Rasmus Hag Løvstad aldrig har mødt eller hørt om før.

Men nu kunne han altså downloade hendes opgave og læse de kommentarer, hun havde fået fra sin juraunderviser.

»Det er ikke super godt, at sådan noget sker. Man føler, man kigger ind i en anden persons liv, som man ikke burde få adgang til,« siger Rasmus Hag Løvstad.

»Hvis nu man ikke har lyst til at dele sin prøveeksamen, tænker jeg, at det er lidt ubehageligt, at den bliver delt rundt til tilfældige studerende på Københavns Universitet.«

Kun et skørt tilfælde?

Lækket er ikke sket i Absalon, hvor Rasmus Hag Løvstad stadig kan se sin besked uden den vedhæftede juraopgave. Meget tyder altså på, at problemet er afgrænset til MyUCPH-appen.

Den datalogistuderende, der selv har erfaring med at udvikle apps, spørger nu sig selv, om det, han har oplevet, er mere end et skørt, enkeltstående tilfælde.

Problemet er, hvis der er tale om et større datalæk

Jurastuderende

»Det er vigtigt, at universitetet undersøger og melder ud, hvor stort det her datalæk er, og hvis det viser sig, at andre er ramt af det, så skal de informeres hurtigst muligt,« siger han.

Den jurastuderende, hvis opgave blev delt i appen, siger det sådan her:

»Det er da lidt mærkeligt, at ens opgave bliver delt på den måde, og det er ikke noget, man forventer vil ske, men for mig er det heller ikke det værste i verden. Problemet er mere, hvis der er tale om et større datalæk. Det kan jo sagtens være, at der er nogle vigtigere ting end min første semesters-opgave på jura, der bliver delt ved en fejl,« siger den studerende, der foretrækker at være anonym.

Rasmus Hag Løvstad har henvendt sig til IT-support på Københavns Universitet, der bad ham om at sende de relevante filer og screenshots og nu behandler sagen.

Uniavisen har efterfølgende kontaktet Klaus Kvorning Hansen, vicedirektør for KU-IT, som i en mail skriver:

»Vi er ikke bekendt med problemet og vil undersøge sagen nærmere.«

Seneste