Ledelsen forstår ikke, hvad den ødelægger

Tre år på universitetet har givet mig langt mere, end jeg havde forestillet mig. Forelæsningerne har givet mig faglige kvalifikationer, ja, men den del, jeg har lært mest af, er fællesskabet i foreningslivet. Det har været den største gevinst ved at have min daglige gang her på CSS.

Om lidt afslutter jeg min bachelor og påbegynder min kandidat i statskundskab, og én ting er helt sikkert. Jeg er kun nået hertil ved hjælp af mine gode venner på studiet. Cadeau til de studerende, der har gennemført deres uddannelse helt på egen hånd, uden støtte fra medstuderende. Det havde jeg aldrig formået.

Nu er jeg nået hertil. Men den sidste del af min uddannelse kommer til at indebære en udflytning til KUA. Ledelsen har prioriteret økonomien over det rige studiemiljø – og det er en fattig prioritering.

LÆS OGSÅ: 18.000 studerende taber på flytningen af CSS

Fællesskabet holder mig oppe

Jeg har haft perioder på studiet, hvor jeg har svævet på en lyserød sky, nydt hverdagens undervisning og dannet venskaber i foreningslivets fællesskaber på studiet. Jeg har også haft perioder, som har været pressede og opslidende. Men netop her har min venner i foreningslivet støttet op om mig og hjulpet mig igennem.

Foreningslivet er langt mere end bare fester og sjov og spas

For foreningslivet er langt mere end bare fester og sjov og spas. Det er i mødet med fællesskabet, det særlige opstår. Ved at tage del i foreningslivet møder man folk, der værdsætter fællesskabet ligesom én selv. Den egoisme og arrogance, som statskundskab er berygtet for, finder du ikke her. I stedet er folk hjælpsomme og forstående.

Det var en veninde, der hjalp mig med at få mit første studiejob, og en kammerat, der delte sin liste over legater med mig til at finansiere mit praktikophold. Studiegrupper og tutorer deler generøst ud af deres noter. Og det er studievenner, der holder om mig under mine angstanfald til eksamen. Alt det har jeg fået af foreningslivet her på campus.

Men vigtigst af alt har jeg fået venner og medstuderende, som jeg har delt utallige grin og danset skoene i laser til Thomas Helmig med i Jacques D. Den værdi kan ikke bare flyttes til et mikroskopisk lokale. Den kræver rummelighed, både fysisk og personligt.

Ledelsen skal vide, hvad KU mister

Mine tætteste relationer og venskaber på studiet er ikke skabt af at sidde ved siden af hinanden til forelæsningerne. Det afgørende er al den tid, vi har brugt sammen uden for undervisningen i studenterlokaler og med frivilligt foreningsarbejde. Derfor har jeg valgt at lægge timer i foreningslivet, fordi det har gjort så meget for mig, og jeg vil gerne give igen.

Det er en bevidsthed, som KU’s ledelse skal have med i sine overvejelser: At disse relationer bliver sværere at skabe, når faciliteterne ikke er til det. HUM-dekan Kirsten Busch Nielsen siger selv, at hun godt ved, hvad der er på spil. Men så forstår jeg ikke beslutningen. Det er i hvert fald svært for mig at se, hvordan studiemiljøet kan få lov at gavne de studerende i samme grad, når der helt lavpraktisk bliver så mange færre kvadratmeter til de samme aktiviteter.

LÆS OGSÅ: Ledelsen svarer på kritik: Fremtidens Søndre Campus er en fælles opgave

Personligt har jeg haft fornøjelse at sidde i Jacques D’s bestyrelse det år, hvor vi holdt 30-årsjubilæum. Her mødte jeg et utal af tidligere Jacques D-bestyrelsesmedlemmer og så dem blive helt rørstrømske over, hvad Jacques D er og stadig får lov at være. Den forening har været en betydningsfuld aktør i generationer for studerende ved Institut for Statskundskab. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt værdien af dette fællesskab vil blive anerkendt og prioriteret fremover.

Det rige studiemiljø er afhængigt af rammerne

Jeg siger ikke, at der ikke kan blive skabt et livligt studiemiljø i fremtiden ude på KUA. Men min pointe er, at det rige studiemiljø er afhængigt af rammerne, fordi relationer og venskaber ikke skabes i auditoriet. Mine varmeste tanker går til de fremtidige studerende, der ikke kommer til at opleve det, som jeg vil kalde de mest givende tre et halvt år af mit liv på CSS.

Tak til menneskerne bag og rammerne om foreningslivet på CSS. Det er særligt og bevaringsværdigt.