Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Leder af forskningsgruppe: »Jeg tør ikke tænke på konsekvenserne«

Genåbning — Claus Sørensens forskningsgruppe har allerede tabt værdifuld forskning under coronakrisen. Nu må to ud af gruppens 15 forskere være i laboratoriet på samme tid, og det er kun lige nok til at holde de mest kritiske forsøg i gang.

Claus Sørensen er lektor på forskningscentret Biotech Research & Innovation Centre, BRIC, hvor han leder en gruppe under eget navn, Sørensen Group.

Efter Folketinget besluttede langsomt at genåbne laboratorier, har han fået lov til at vende tilbage til universitetet den 2. og 9. maj fra klokken 8 til 15. Ellers må han fortsat arbejde hjemmefra. Her fortæller han om nedlukningen og den langsomme vej tilbage til laboratorierne.

LÆS OGSÅ: 1.700 må vende tilbage til universiteterne, og det er for lidt, mener forskere

»Lige nu kører det på det lavest mulige blus, der skal til for at holde tingene kogende. Langt det meste af mit budget er eksterne midler, og det er jo en udfordring, at folk går hjemme og ikke kan forske, mens de får løn. Vi er 15 i min gruppe, og vi må være kun være to ad gangen i laboratorierne.

Vi har nogle strukturelle udfordringer, der er ret forfærdelige, og som man ikke har i samme grad i andre sektorer. Mange forskere er ph.d.’er og postdoc’er, der har tidsbegrænset finansiering og ansættelse, men her er ingen udsættelse, så den tid forskerne mister, kan vi ikke få igen.

Vi arbejder med cellekulturer, hvor vi blandt andet undersøger genomiske ændringer over tid, og nogle af de her forsøg strækker sig over flere måneder. Hvis der kommer en bakteriel infektion, har man mistet flere måneders, for ikke at sige et halvt års, arbejde. Uheldigvis er det allerede sket i et par tilfælde. Vi har ikke haft mulighed for at passe cellerne, og i sidste ende har vi måttet eliminere en række forsøg.«

Man har mistet det, der definerer en, for man kan ikke give sig selv lov til at tænke nye tanker.
Claus Sørensen

»De ansatte er frustrerede og kede af det, men jeg oplever, at der er forståelse for den her politik, og at man bakker den op. Internt er det dog lidt et puslespil at bevare den gode ånd. Alle synes jo, at de arbejder med noget kritisk, og alle har en skarp bagkant, om det så er specialestuderende, ph.d.’er, postdoc’er eller adjunkter.

Jeg har en ansat, der skal tilbage til Pakistan 1. juli, og som arbejder på to artikler. Han er selvfølgelig voldsomt motiveret for at få adgang til sine forsøg, men jeg må sige til ham, at de ph.d.-studerende, der skal aflevere til oktober, er i en lignende situation. Der er nødt til at være en rimelig fordeling.

Man kan ikke lave noget nyt og sætte noget større op, når den tid, man kan være i laboratoriet, er så begrænset.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER 

Som forskere lever vi af at teste nye hypoteser og få nye ideer, men det kan vi ikke lige nu, fordi vi må fokusere på at holde de mest kritiske forsøg kørende. Det er meget frustrerende. Det er, som om man har mistet det, der definerer en, for man kan ikke give sig selv lov til at tænke nye tanker, når man ikke kan teste dem. Man må bare skrive dem ned i idekataloget.

Hvis vi havde en lidt større bemanding, for eksempel på 25 procent, ville vi næsten kunne arbejde normalt ved at bruge hele døgnet.

Jeg tør ikke rigtig at sætte ord på, hvad konsekvenserne bliver. Det står jo i stampe lige nu, og det skal det helst ikke gøre alt for længe, for så begynder vi at få store udfordringer.«

Seneste