Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lehmann-programmet er lovstridigt, manipulerende og uretfærdigt

Køn — Kvinders bidrag til dansk forskning udgør et stort aktiv, der bør fremmes mest muligt. Men det bør ske på en redelig måde, der gavner kvinder i startpositionen, men ikke forsøger at indvirke på slutresultatet og slet ikke via metoder i strid med lovgivningen. Det er desværre præcis det, der sker lige nu.

Gennem de sidste 20 år har det ene kvindeprogram inden for forskning efterfulgt det andet. Det seneste eksempel er regeringens nu vedtagne Inge Lehmann-program på 110 millioner kr. Vi ved endnu ikke, hvordan dette præcis bliver udmøntet, men som Hans Bonde i et indlæg i Politiken har vist i samarbejde med juraprofessor og EU-retsekspert Peter Pagh tyder alt på, at det verserende Lehmann-program strider mod gældende lovgivning.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen skal det verserende Lehmann-program afhjælpe ’den skæve kønsfordeling’, der er mest tydelig på professorniveau.

LÆS OGSÅ: Femdobbelt bevilling skal skabe ligestilling på universiteter: På høje tid eller omvendt diskrimination? 

Programmet er blevet udmøntet ved, at Danmarks Frie Forskningsfond har lagt Lehmann-midlerne oven i dens såkaldte Sapere Aude-bevillinger, der støtter cirka 35 unge forskningsledere i at etablere forskningsgrupper. En del af dem modtager så yderligere en ‘Inge Lehmann-bevilling’.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Allerede i 2015 viste advokat, dr. phil. Jens Ravnkilde og Hans Bonde i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, at kvindeprogrammer som Lehmann-programmet er lovstridige. Klippegrunden for den EU-fællesskabsretlige regulering af positiv særbehandling af kvinder kan sammenfattes i følgende to forbud:

National lovgivning 1) må ikke garantere kvinder en automatisk fortrinsstilling ved ansættelser og bevillinger, dvs. en fortrinsstilling, som bevirker, at en kvinde altid vil blive foretrukket frem for en mand, 2) må ikke tillade, at stillinger og bevillinger øremærkes til kvinder, dvs. at mænd udelukkes fra at kunne opnå dem.

Der er givet aktindsigt i ministeriets håndtering af det tidligere Lehmann-program for 2020, hvorved programmets sigte og eventuelle juridiske betænkeligheder kan blotlægges. Ministeriets problem er, at det blandt andet på baggrund af advokat Ravnkildes og Bondes artikel i Ugeskrift for Retsvæsen må erkende, at der ifølge gældende ret ikke må uddeles forskningsmidler baseret på køn. Dette fremgår af den eneste henvisning til en dom i akterne. Dommen er afsagt af EU-domstolen i sagen C-407/98, den såkaldte Abrahamsson-sag.

Tidligere kvindeprogrammer var også problematiske

Det er præcis den samme overskridelse af lovgivningen, som er foregået ved tidligere kvindeprogrammer fra sidste del af 1990’som Statens Humanistiske Forskningsråds initiativ med kvindeprofessorater samt fire programmer under Det Frie Forskningsråd herunder de såkaldte FREJA- og YDUN-programmer. Her var der da heller ikke nogen af de få mandlige ansøgere, der kom gennem nåleøjet.

Samtidig har også universiteterne tidligere søsat programmer på kant med lovgivningen. Det drejer sig om KU, AU og AAU’s anvendelse af den såkaldt ’lukkede metode’, hvorefter lektorater og især professorater til kvinder, men ikke til mænd, ledsages af stærke økonomiske incitamenter til institutter og fakulteter.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Disse ordninger er i strid med ligebehandlingsloven, hvorefter mænd og kvinder skal behandles lige ved ansættelser og forfremmelser. De behandles ikke lige, når ansætteren ved, at der følger en pose penge med ansættelsen af en kvinde.

De siger, at mænd og kvinder har lige adgang til at søge (…) men i realiteten har man skræmt mandlige ansøgere væk fra at søge ved at kalde det et kvindeprogram …

Når alle disse kvindeprogrammer – og altså også Lehmann-programmet – må kaldes groft manipulerende, er det fordi de siger et, men gør noget andet. De siger, at mænd og kvinder har lige adgang til at søge, og at der via dispensationer kun i tilfælde af lige kvalifikationer vil blive foretrukket en kvindelig ansøger, men i realiteten har man skræmt mandlige ansøgere væk fra at søge ved at kalde det et kvindeprogram til udklækning af kvindelige professorer.

De mænd, der alligevel skulle formaste sig til at søge, har af samme grund ikke en jordisk chance for at få en bevilling. Også selv om man en dag ville tildele en enkelt mandlig ansøger midler, ville det naturligvis kun være et figenblad. Hermed begår Uddannelses- og Forskningsministeriet den fejl, der benævnes den ‘åbne metode’, der kendes fra EU-forbuddet mod øremærkning og fra annonceringsforbuddet i ligebehandlingsloven.

Ren kvindelig elitepolitik

Men, kunne man indvende, det kan godt være, at Lehmann-programmet strider mod loven, men derfor kan det jo godt være en retfærdig kompensation for den diskrimination, kvinder er udsat for.

Det er der intet, der tyder på. Tværtimod. Kvalificerede kvindelige ansøgere har samlet set en højere succesrate end kvalificerede mandlige ansøgere i stillinger, der besættes efter opslag, og hvor der er ansøgere af begge køn. Det gælder alle stillingsniveauer.

Mens 12 procent af de kvalificerede kvindelige ansøgere til professorstillingerne fik den stilling, de søgte, var andelen 9 procent blandt de kvalificerede mandlige ansøgere. På lektorniveau var succesraten for de kvalificerede kvindelige ansøgere også 12 procent og for de kvalificerede mandlige 7 procent. På adjunktniveau var succesraten 9 procent for de kvalificerede kvindelige ansøgere og 5 procent for de kvalificerede mandlige ansøgere.

Med det nye voluminøse Lehmann-program vil man altså forsøge at skubbe et system ud af balance.

Hvad angår Danmarks Frie Forskningsfond, som uddeler Lehmann-bevillingerne, er der heller ikke det mindste tegn på diskrimination af kvinder, idet succesraterne er meget nær identiske for de sidste tre år. Med det nye voluminøse Lehmann-program vil man altså forsøge at skubbe et system ud af balance.

I Uniavisen hævder forskningsordfører for Enhedslisten Eva Flyvholm, at årsagen til kvinders høje succesrate, er, at de kvinder, der søger, er »meget kvalificerede«. I et interview i B.T. udtaler Flyvholm, at mændene til gengæld ikke er det. »Måske er mange af de mandlige ansatte slet ikke kvalificerede,« siger hun.

Flyvholm må her have overset, at tallene angår stillinger, hvor der var kvalificerede ansøgere af begge køn. Der er ingen ukvalificerede mænd blandt disse ansøgere.

Hvis hun fortsat vil hævde, at kvinderne er mere kvalificerede end mændene, kan vi kun sige, at det er en hypotese, hun trækker ud af det blå. Der findes ingen evidens for, at det skulle forholde sig sådan.

Det indgår også i Flyvholms og historikeren Bente Rosenbecks forestillinger om diskrimination af kvinder, at mange af de opslåede stillinger kun søges af det ene køn. Således er kvinder ene om at være repræsenteret til 14 procent af stillingerne, mens 35 procent af stillingerne kun søges af mænd. Men når man ved, at der er dobbelt så mange mandlige som kvindelige forskere ansat på de danske universiteter, er det vel ikke så mærkeligt, at cirka dobbelt så mange stillinger besættes, hvor der kun er mandlige ansøgere, som stillinger hvor der kun er kvindelige?

Sluttelig er der Flyvholms påstand om, at »kvinder siver fra hvert eneste trin af forskerstigen«. Dette er en ofte gentaget påstand, der som regel begrundes med henvisning til ‘den utætte pipeline’, men den er ikke korrekt. Pipelinen er et øjebliksbillede af kønsfordelingen i forskellige stillingskategorier på universiteterne, og den får sin karakteristiske sakseform af, at der er kommet mange flere kvinder ind på universiteterne i de sidste årtier.

Det tager tid, før kvindeandelen blandt de studerende slår igennem i puljen af professorer, fordi det tager tid at blive professorkvalificeret og det tager yderligere tid før hele puljen af professorer er udskiftet. Dette er forklaringen, som Rosenbeck efterlyser, på at der er 73 procent mandlige professorer.

Hvad man kan se i de danske tal er dog, at kvinderne siver fra kandidat- til ph.d.-trinnet, og fra ph.d.- til adjunkt-trinnet. Det var her, man skulle sætte ind, hvis man ville hjælpe de unge forskere med at fastholde en universitetskarriere.

… kvinderne siver fra kandidat- til ph.d.-trinnet, og fra ph.d.- til adjunkt-trinnet. Det var her, man skulle sætte ind …

Det er paradoksalt, at man med alle de hidtidige programmer har tilgodeset de sene stillingskategorier uden at gøre noget for de talenter, som man hele tiden taler om, at man vil holde på. Det er ren kvindelig elitepolitik.

Nu hvor pengene er afsat til det nye program, opfordrer vi på det kraftigste til, at de investeres i talentfastholdelse af unge forskere – både mænd og kvinder – på kandidat- og ph.d.-niveau.

I erkendelse af at unge kvindelige talenter formentlig vil værdsætte stabilitet i ansættelsen og fleksible arbejdstider, bør man satse på at forbedre arbejds- og ansættelsesforholdene, således at de bliver mere menneskelige – for begge køn.

Annonce

Seneste