Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Femdobbelt bevilling skal skabe ligestilling på universiteter: På høje tid eller omvendt diskrimination?

Køn — Nogle mener, det er et tiltrængt opgør med kønsskævheden blandt forskere, andre ser det som et udtryk for »en farlig tendens for demokratiet«. Nu har politikerne hældt et trecifret millionbeløb i Inge Lehmann-programmet.

Foran Københavns Universitets festsal står adskillige buster og skuer alvorstungt ud over Frue Plads. De har mindst to ting til fælles. De har alle haft stor betydning for Københavns Universitet, og så er de alle mænd.

Hvis man kigger godt efter, er der en enkelt undtagelse: I yderkanten af pladsen, lige ved Fiolstræde, står en abstrakt skulptur, med en rund kerne boret ind i en søjle, og går man om på siden af den, kan man se et billede af en kvinde: Inge Lehmann.

Hun var en seismolog, der opdagede, at en del af Jordens glødende indre er en fast kerne, og dermed satte et blivende aftryk på sit felt, selv om universitetet, da hun udgav sine resultater i 1936, kunne betragtes som en lukket mandeklub.

Måske er det derfor, at Inge Lehmann i dag også forbindes med noget andet: Inge Lehmann-programmet. Det er et forskningsprogram, der skal fremme en ligelig kønsbalance i den danske forskningsverden, hvor mændene – ligesom på Frue Plads – stadig er i overtal i de øverste akademiske lag.

LÆS OGSÅ: Kønsfordelingen på de videregående uddannelser er pilskæv. Det er et stort samfundsproblem

I sidste års aftale om forskningsreserven satte politikerne 20 millioner kroner bag programmet. I år har et flertal besluttet sig for at afsætte mere end det femdobbelte, 110 millioner kroner.

Blandt de partier, der skubbede på for et højere budget, var Enhedslisten.

»Jeg synes, det er så godt og vigtigt, at vi har landet den her aftale, for der er en hel åbenlys kønsskævhed på de danske universiteter,« siger forskningsordfører Eva Flyvholm.

»Det vil vi meget gerne rette op på, og derfor er det en super god ide med et program, som kan give kvindelige forskere et ekstra rygstød, så de kan blive klar til at fylde de positioner, som det ligger lige til højrebenet, at flere burde søge.«

Ikke alle var dog begejstrede. Faktisk førte uenigheden om Inge Lehmann-programmet til, at aftalen om forskningsreserven for første gang nogensinde blev kløvet i to, en bred aftale om reserven og en smallere aftale om fri forskning.

Uden for sidstnævnte aftale – den, der gav Inge Lehmann-programmet 110 millioner – stod Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

»Det giver ikke mening at sige, at man skal have en fortrinsret, fordi man er kvinde,« sagde uddannelses- og forskningsordfører for Dansk Folkeparti, Jens Henrik Thulesen Dahl, efterfølgende til Ritzau.

Spørgsmålet er:

Er Inge Lehmann-programmet et nødvendigt tiltag mod diskrimination i forskningsverden? Eller er det omvendt et udtryk for grundløs forskelsbehandling?

På høje tid

Det kan undre, at samtlige partier sidste år var med til at afsætte penge til netop Inge Lehmann-programmet. Forklaringen kan være, at der ikke var tale om ret mange penge: 20 millioner kroner ud af et samlet offentligt forskningsbudget på over 24 milliarder kroner.

Det her program er totalt symptomatisk for den forestilling, at samfundet ikke skal behandle os som borgere, men som kønsvæsener.

Hans Bonde, idrætshistorieprofessor og maskulinitetsforsker, KU

De midler uddeles ifølge Danmarks Frie Forskningsfond først i de kommende uger, men fonden anslår, at blot fire til seks forskere får del i dem. 76 har søgt om midlerne, 63 kvinder og 13 mænd.

Der er altså grænser for, hvor store skvulp programmet hidtil har skabt i det danske forskningsfarvand.

Måske ændrer det sig nu, hvor beløbet er vokset til tre cifre. I hvert fald siger Bente Rosenbeck, professor emerita og ekspert i ligestilling på danske universiteter, at femdoblingen gør en forskel.

»Det var sandelig på høje tid. 20 millioner … det var næsten symbolsk,« siger hun.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen fremhævede også den økonomiske indsprøjtning, da hun udtalte sig i forbindelse med aftalen om forskningsreserven.

»Vi er stadig langt fra at have ligestilling på vores forskergange. Inge Lehmann-programmet er et vigtigt værktøj for at få mobiliseret talentfulde forskere. Vi skal have alle dygtige forskere i spil, ellers går vi glip af talent og dermed banebrydende forskning,« sagde hun i en pressemeddelelse.

Farligt for demokratiet

Forskere har hidtil kunnet søge Inge Lehmann-midlerne som et tillæg, hvis de har modtaget en Sapere Aude Forskningsleder-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond. Det er altså typisk forskere på adjunkt- eller lektorniveau, der med midlerne kan forbedre deres muligheder for en fremtidig ansættelse som professor.

Både mænd og kvinder kan søge. Men fonden vil »som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere«, som det lyder i opslaget fra i år.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Ifølge Hans Bonde, idrætshistorieprofessor og maskulinitetsforsker på Københavns Universitet, er der dog tale om et program, der er designet »udelukkende« til kvinder. Dermed siger han, at det bryder EU’s ligestillingsdirektiv og de danske ligestillingslove (ligesom han mener, de tidligere ligestillingsprogrammer YDUN og FREJA gjorde).

Det er en kritik, Bonde tidligere har fremsat, blandt andet i debatindlæg skrevet sammen med juraprofessor Peter Pagh, ligesom flere ordførere har udtrykt bekymring om lovgrundlaget. Ifølge den nye aftale om fri forskning vurderer Justitsministeriet fortsat, at »Inge Lehmann-programmet ligger inden for de gældende retlige rammer«.

Det handler dog ikke kun om jura for Hans Bonde. Han siger, at programmet er et udtryk for »en uhyggeligt farlig tendens for vores demokrati«.

Hovedpointen i hans nye bog, Vi vil have vores fair andel!, er, at den måde, vi forstår ligestilling på, har ændret sig. Det handler ikke længere om ligestilling i udgangspunktet, men om ligestilling i slutresultatet, siger han.

Hvad ligner det at sige, at kvinder ikke vil, når de har kæmpet sig frem i det her system igennem årtier? Skal de virkelig blive ved med at høre på det?
Bente Rosenbeck, professor emerita og kønsforsker

Han hører for eksempel politikerne sige: Kun 23 procent af professorerne på de danske universiteter er kvinder, derfor må der være et ligestillingsproblem. Uanset om mandlige og kvindelige forskere har lige vilkår i konkurrencen.

Det betyder ifølge Bonde, at vi forlader demokratiske grundidéer om at behandle folk fair og lige og i stedet gør ansøgeres køn til en faktor, når stillinger skal besættes og midler uddeles. Det bekymrer ham dybt, siger han – og det er baggrunden for hans modstand imod Inge Lehmann-programmet:

»Det her program er totalt symptomatisk for den forestilling, at samfundet ikke skal behandle os som borgere, men som kønsvæsener. Det ekskluderer mænd fra at opnå de samme midler som kvinder. Der er tale om en radikal øremærkning af midler til et køn.«

LÆS OGSÅ: Kvinder dominerer fagene med de højeste adgangskrav (men mænd læser de fag, der giver toplønninger)

Der er særligt én statistik, som Hans Bonde og en række politikere til højre for midten har hevet frem på det seneste, og det handler om »succesrate«. Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har kvalificerede kvindelige ansøgere større chance end mænd for at opnå stillinger på universitetet. 12 procent mod ni.

Det er et af de tal, der får Hans Bonde til at sige, at Inge Lehmann-programmet vil løse et problem, der ikke eksisterer:

»Der er intet, der tyder på, at der foregår diskrimination af kvindelige forskere, der ikke er blevet professorer endnu. Tværtimod tyder noget på, at de allerede får positiv særbehandling.«

Vil rette op på skævhed

Spørgsmålet er, hvorfor så få kvinder overhovedet søger stillingerne på universitetet?

Ifølge Eva Flyvholm er succesraten ikke det væsentlige tal. Det væsentlige er, at kvinder siver fra på hvert eneste trin af forskerstigen, fra ph.d. til adjunkt, fra adjunkt til lektor, fra lektor til professor.

»At deres succesrate er en lille smule højere afspejler jo nok, at færre kvinder søger, og at dem, der gør, er meget kvalificerede. Det er den skævhed, vi gerne vil rette op på. Alt tilsiger, at der er masser af meget kompetente kvindelige forskere derude, men et eller andet gør, at de ikke søger jobbene i høj nok grad,« siger hun.

Hvilke barrierer er der tale om?

»Der er flere forskellige ting. Det kan være sværere for kvinder at få midler til forskning, og det er muligt, at den skæve repræsentation også har en negativ effekt. At det er sværere for kvinder at forestille sig, at de skal være professorer, hvis det kun er mænd, der er det.«

Ifølge Eva Flyvholm betyder slutresultatet noget. Hun siger, at politikerne ikke bare kan ignorere, at kvinder udgør 23 procent af professorerne og 34 procent af lektorerne på danske universiteter, selv om kønsfordelingen blandt ph.d.-studerende næsten er lige.

»Det siger jo noget om virkeligheden. Jeg tror, mandlige og kvindelige forskere er nogenlunde lige kloge og ambitiøse, og når der er lige mange mænd og kvinder på ph.d.-niveau, og fordelingen samtidig er så skæv, fx blandt professorer, så er det jo, fordi der er et problem.«

I Inge Lehmann-programmet vælger man så kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer. Er det ikke en tænkt situation, at man har to kandidater, der er fuldstændig lige gode?

»Det vil altid være en vurdering fra dem, der uddeler midlerne (Danmarks Frie Forskningsfond, red.) Men det betyder, at hvis en mand åbenlyst er bedre, så er det ham, der får det. Fordi vi skal være sikre på, at vi får den excellente forskning.«

Alle ph.d.’er vil gerne videre op ad stigen

Professor emerita Bente Rosenbeck er på linje med Eva Flyvholm.

Hun kritiserer Hans Bonde og partierne, der var imod Inge Lehmann-bevillingen, for at fokusere ensidigt på de kvindelige ansøgeres succesrate, når kimen til den manglende ligestilling allerede bliver lagt, inden ansøgningerne bliver behandlet.

»Har du tænkt over, hvorfor der ikke er flere kvinder, der søger?« spørger hun.

»Er det ikke mærkeligt? De (Bonde og de kritiske politikere, red.) siger, at kvinder har en massivt større chance for at få stillingerne, men hvorfor er 77 procent af professorerne så mænd?«

Alt tilsiger, at der er masser af meget kompetente kvindelige forskere derude, men et eller andet gør, at de ikke søger jobbene i høj nok grad.

Eva Flyvholm, forskningsordfører, Enhedslisten

Bente Rosenbeck fremhæver, at 44 procent af professorstillingerne bliver besat, uden at der har været en kvalificeret kvindelig ansøger, mens tallet kun er 14 procent for mænd (for alle forskerstillinger er tallene 35 mod 14 procent).

Samtidig, siger hun, er det svært at ændre mændenes dominans, når universitetet i så høj grad er en lukket klub, hvor stillinger ofte bliver besat uden opslag, af interne kandidater eller helt uden konkurrence.

»Der er jo ikke åben konkurrence. Der er foregået en hel masse, inden stillingen bliver slået op, og i den forbindelse betyder dit netværk meget. Der er tale om et system, der reproducerer sig selv og dermed også kønsskævheden.«

Er det ikke en mulighed, at der bare er flere mænd end kvinder, der ønsker at gøre karriere som forsker?

»Hvis det er tilfældet, er det da mærkeligt, at så mange kvinder bliver ph.d. Kan du forestille dig, at de tager en ph.d.-grad for at gå hjem til kødgryderne eller at blive kontoransatte? De har da forskningsmæssige ambitioner, ellers ville de ikke være kommet så langt,« siger Bente Rosenbeck.

»Jeg har haft med ph.d.’er at gøre i mange år på mit institut. Jeg har aldrig mødt en ph.d., der ikke gerne ville fortsætte. Hvad ligner det at sige, at kvinder ikke vil, når de har kæmpet sig frem i det her system igennem årtier? Skal de virkelig blive ved med at høre på det?«

En elitepolitik

Hans Bonde afviser ikke, at kritisable forhold på universitetet afholder kvinder fra at forfølge og fastholde en forskerkarriere. Men han siger, at problemerne eksisterer længere nede ad rangstigen, end hvor Inge Lehmann-programmet griber ind.

Nærmere bestemt i den sump af unge forskere, der efter ph.d.’en må slås om faste stillinger år efter år, mens de må nøjes med korte kontrakter, usikre lønforhold og arbejdstider, der langt overstiger 37 timer om ugen.

»Det er nogle af de ting, der får mange kvinder til at sige: Det gider jeg ikke. Jeg tager til det offentlige, til det private erhvervsliv eller til en medicinalvirksomhed, hvor jeg kan få fast arbejde med det samme til en højere løn.«

LÆS OGSÅ: Her er et studie, der har gjort noget ved sin store kønsubalance

Hvis politikerne vil have flere kvinder i forskerstillinger, er det der, de skal sætte ind, siger han.

Hidtil har det ikke været det, Inge Lehmann-programmet har gjort. Det er primært rettet mod forskere på adjunkt- og lektorniveau, der kan køre sig selv i stilling til et professorat.

Ifølge Hans Bonde er programmet derfor et udtryk for en kvindelig elitepolitik, hvor »unge kvinders trængsler bruges som løftestang for at øge antallet af kvindelige professorer«.

»Jeg går ind for alt, der kan forbedre kvinders konkurrencesituation, alt, hvad der sikrer et lige udgangspunkt. Det, jeg opponerer mod, er, at man griber ind i resultatfordelingen,« siger Hans Bonde.

Spørgsmålet er, hvordan det nye Inge Lehmann-program kommer til at se ud.

Uniavisen har spurgt Uddannelses- og Forskningsministeriet, om de 110 millioner kroner vil blive uddelt på samme måde som hidtil, altså som et tillæg til Sapere Aude Forskningsleder-bevillinger. Ministeriet har ikke svaret inden deadline for denne artikel.

Eva Flyvholm, der altså var med til at skaffe de nye penge til Inge Lehmann-programmet, forventer dog, at det nu får et bredere sigte.

»Da det kun var på 20 millioner kroner, gav det rigtig god mening at fokusere på skævheden i toppen af forskerverden, da det er her, den er størst. Nu hvor programmet bliver større, tror jeg, at det bliver bredere fordelt på flere niveauer.«

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen stod, at 13 kvinder og 63 mænd havde søgt bevillinger. Det korrekte er 13 mænd og 63 kvinder.

Annonce
Annonce

Seneste