Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Lektor om VM i Qatar: »Det er naivt at tro, at fodbolden er apolitisk«

Analyse — Fodboldfans og verdenssamfundet står i lidt af et dilemma, når VM løber af stablen i Qatar. Nytter det at lade være med at se kampene? Uniavisen har bedt lektor i statskundskab Jens Ladefoged vurdere begivenheden, der handler om meget mere end bare fodbold.

Faktaboks

Slutrunden i VM spilles fra den 20. november til den. 18. december i Qatar

Allerede i 2010 tildelte FIFA Qatar  værtsrollen. Beslutningen blev mødt af stor kritik og spekulationer om korruption

Analyse fra avisen The Guardian estimerer, at flere end 6500 migrantarbejdere mistede livet i forbindelse med byggeri af stadion i Qatar

Siden Danmark kvalificerede sig til VM, har det været til stor diskussion, hvorvidt det officielle Danmark skal støtte landsholdet og dermed bakke op om det udskældte værtsland

Regeringen har ikke valgt at boykotte VM, men så længe der ikke er dannet en ny regering, vil Danmark ikke være officielt repræsenteret under turneringen. Det være sig hverken regeringen eller Kongehuset.

Hvordan er man bedst fodboldfan, når VM i herrefodbold spilles i Qatar, og man har det stramt med ørkenstatens manglende menneskerettigheder?

Det dilemma har årets VM-turnering stillet fodboldfans i, for verdens måske største sportsbegivenhed spilles på en bane af korruption og tusindvis af migrantarbejderes død.

Jens Ladefoged er lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, beskæftiger sig med sanktioner og soft power i international politik, og så er han stor fodboldentusiast.

Han genkender de frustrationer og betænkeligheder, fodboldfans brænder inde med disse dage. Skal man eksempelvis undlade at se kampene og derigennem undgå at støtte det mellemøstlige regime?

»Vil man høre det i Qatar? Vil det overhovedet blive registreret, at vi i Danmark lader være med at se kampene? Jeg tror det ikke, men skal vi holde op med at kritisere af den grund?« spørger han og funderer over sit eget valg.

»Det er et miskrediteret VM, der bliver afholdt i år, og selvom jeg kommer til at se det, ved jeg ikke, hvor meget jeg vil nyde det. Det bliver med en dårlig smag i munden,« vurderer han.

En ædel, men naiv tanke

VM i Qatar udstiller ikke blot et personligt dilemma, men også et globalt. Og så er det langt fra nyt, lyder det fra Jens Ladefoged.

»Sport er jo til for at skabe samhørighed. Vi samles omkring noget neutralt, og selvom vi har vores uenigheder, er vi én verden. Det er det, sporten skal bruges til,« fortæller han og fortsætter.

»Det er en ædel tanke, men samhørighedstanken har også altid været naiv, for vi har set mange gange før, at fodbold, OL og andre arrangementer bliver brugt af ikke-demokratiske regimer til at legitimere deres status og til at demonstrere deres styrke.«

Jens Ladefoged peger på VM i Rusland og Argentina i henholdsvis 2018 og 1978 som eksempler på magtdemonstrationer.

»VM i Rusland var et tydeligt eksempel på, at Putin kunne bruge en kæmpe sportsbegivenhed politisk til at demonstrere styrke og indflydelse. Det var det samme, der skete i Argentina, hvor arrangementet blev brugt som et udstillingsvindue til at vise, hvor godt det stod til i landet, selvom vi udmærket godt vidste, at der foregik politisk forfølgelse og tortur.«

Parallellerne er mange at trække til nutiden og Qatar, fastslår Jens Ladefoged.

»Qatar bruger VM som en måde at opnå legitimitet og øget magtstatus. De demonstrerer over for resten af verden, hvor rige og stabile de er, og så handler det selvfølgelig også om at tiltrække investeringer. Så altså, det er naivt at tro, at fodbolden er apolitisk, for den bliver brugt til at legitimere nye, opstigende magter.«

VM som kampplads

Vi ved jo godt, hvad der er foregået i Qatar. Kan man så sige, at landet lykkes med at legitimere sig selv?

»Lige nu ser vi en modreaktion på kritikken fra Qatars side,« forklarer Jens Ladefoged med reference til Qatars udenrigsminister, der har kaldt Vestens kritik både arrogant og racistisk.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at VM går fra at være en altdominerende begivenhed i fodboldverden til at blive udvandet, fordi sponsorer og seere søger mod andre turneringer.

Jens Ladefoged

»Qatar italesætter os som hyklere. De afviser kritikken ved at sige, at størstedelen af verden – ud over hyklerne i Vesten – glæder sig til det her VM. På den måde bliver arrangementet brugt til at legitimere landet og til at samle en front mod Vesten.«

Forskeren ser Qatar som et billede på den forandrede verden, vi står overfor lige nu.

»Vi er i en verden, der er ved at blive todelt; demokratier mod ikke-demokratier. Den kamp er ikke bare militærisk eller økonomisk, den er så sandelig også værdipolitisk. Det handler om kultur og sport og VM. Hvis vi i Danmark eller Vesten går ind og boykotter Qatar nu, vil det blive meget fjendtligt modtaget.«

Af samme grund er Jens Ladefoged ikke i tvivl om, at en politiske boykot fra dansk og vestlig side er for sent.

»Hvis vi afviser nu, vil ikke bare Qatar, men også Kina og Rusland og andre stater bruge det til kritik af Vesten. Det vil have kæmpe konsekvenser for Danmark og Europa. Vi vil tabe stor indflydelse og vil overhovedet ikke kunne fremme vores dagsorden mere. I det store globale magtspil er det her VM blevet en kampplads, og det er for sent at trække os ud.«

Fremtidens VM

At politikerne har undladt at træffe et valg om politisk at boykotte VM i Qatar, efterlader ifølge Jens Ladefoged fodboldverdenen med et ansvar, den ikke har bedt om.

»Vi står nu i den absurde situation, hvor VM afholdes, og hvor spillere og trænere og fodboldfans pludselig er blevet blandet ind i storpolitik og nu står i et dilemma, de selv skal tage stilling til.«

»Jeg tror, at alle er trætte af, at vores sportsarrangementer i den grad bliver misbrugt af regimer som udstillingsvindue for en løgn. Vi er ved at have fået nok, og grænsen er nået for, hvad sportsbegivenheder skal legitimere,« siger han.

»Hvis det her fortsætter, mister VM sin status i fremtiden. Hvis FIFA fortsat vil have store vestlige sponsorer og høje seertal, kan de ikke gøre det her igen. Hvis jeg skal være helt ærligt, tror jeg, at VM går fra at være en altdominerende begivenhed i fodboldverden til at blive udvandet, fordi sponsorer og seere søger mod andre turneringer.«

Læs også: Boycot skaber ikke forandringer i Qatar

Seneste