Litteraturens lange arm

I dette semester har man kunnet følge kandidatfaget ’Law and Literature’ på Det Juridiske Fakultet, mens Litteraturvidenskab har udbudt kurset ’Litteratur og ret’. Det illustrerer en stigende interesse for det interdisciplinære forskningsfelt ’Lov og litteratur’.

Professor Ditlev Tamm og advokat og ph.d. i idehistorie Russell Dees har sammen undervist i faget på Jura. Her har jurister in spe skiftet paragraffer og sagsakter ud med litterære klassikere fra Sofokles og Shakespeare til Kafka og Camus.

»’Lov og litteratur’ placerer sig inden for en gammeldags dannelsestradition. På den vis er det en modbevægelse mod en dannelsesmæssig indsnævring, hvor juraens sagsområde reduceres til en ren teknisk videnskab,« siger Ditlev Tamm.

Filosofi light

»Feltet er en reaktion på en anden tværfaglig bevægelse, ’Law and Economics’, der forstår det juridiske utilitaristisk – groft sagt, at en lov er god, hvis den kan betale sig. Lov og litteratur bryder med dette via sin humanistiske essens,« siger Russell Dees.

»Lidt forsimplet opfatter jeg det som en slags ’filosofi light’. De værker, vi har læst, præsenterer de studerende for mange af retsfilosofiens centrale problemstillinger og tvinger dem til at tage stilling. Men på en mere tilgængelig måde.«

Både han og Ditlev Tamm peger samtidig på konkrete kompetencer, som de studerende kan tage med sig fra faget: En øget fornemmelse og forståelse for sprog og retorik.

»Jura er jo også grundlæggende en ordvidenskab,« siger Ditlev Tamm.

Lov og litteratur

I sit udspring i retsvidenskaben har Lov og litteratur-bevægelsens ambition været at skabe bedre jurister. Dette er ikke just et oplagt kompetencemål på Litteraturvidenskab. Så hvorfor deres engagement i feltet?

Ifølge Maria Jørgensen, ekstern lektor og mag.art. i litteraturvidenskab, der har undervist på bachelorkurset ’Ret og litteratur’ på Litteraturvidenskab – appellerer forskningsområdet til mange på grund af dets grundlæggende samfundsengagement.

»For at parafrasere Ret og litteratur-forskeren Theodore Ziolkowski, så begynder litteraturen at interessere sig for jura, når loven ikke længere synes at stemme overens med retfærdigheden,« siger hun og tilføjer:

»Og det samme kan man sige gør sig gældende for litteraturvidenskaben.«

»Min egen interesse for retsproblematikker udspringer af at have været ung i en tid, hvor for eksempel den danske asylpolitik forekommer åbenlyst uretfærdig. Det, som undrer mig, er, når loven, som hævder at være rationel, bliver irrationel. Hvorfor vil man, for eksempel, fra politisk side sænke den kriminelle lavalder, når alle undersøgelser viser, at det ikke har nogen som helst positiv virkning?«

Ret og retfærdighed

Lektor i litteraturvidenskab Isak Winkel Holm, der i flere år har haft tværfaglige projekter med forskere fra jura, udtrykker den samme logik, om end i mere generelle vendinger:

»Jeg er ikke interesseret i specifikke love, men snarere i spørgsmålet om retfærdighed, fordi refleksionen over retfærdigheden åbner for en anden måde at tænke forholdet mellem litteratur og politik på. Litterater har meget at lære af Lov og litteratur-traditionen, men for mig at se er den snævert juridiske tilgang ofte for afpolitiserende. Det kommer til at handle meget om, hvilke konkrete retsregler der gælder, hvordan procedurerne fungerer, hvilke juridiske argumenter de fiktive karakterer benytter sig af og så videre.«

»Fra et kulturvidenskabeligt perspektiv er det også nødvendigt at rejse spørgsmål om retfærdighedens grundlag. Det drejer sig her om de udiskuterede forestillinger om, hvem der er omfattet af retfærdigheden, hvad der kan gøres til et spørgsmål om retfærdighed, og hvor det giver mening at henvende sig med sit krav om retfærdighed.«

Store armbevægelser og lovens grammatik

Ditlev Tamm har også bemærket denne forskel:

»Det lidt pudsige er, at litteraterne ofte hellere vil tale om store teorier, mens juristerne er mere interesserede i det, der står i bogen, vi taler om.«

Isak Winkel Holm genkender dette billede.

»Vi humanister vil frygtelig gerne tegne de store linjer,« smiler han, »så det er sundt og godt, at juristerne tvinger os til at være mere koncise.«

Men både han og Maria Jørgensen understreger, at litteraturens lyst til de store spørgsmål er relevant. For Maria Jørgensen kan litteraturens former tænke det selvfølgelige på nye måder:

»Litteraturen peger for eksempel ofte på spørgsmålet om lovens legitimitet. Det er for eksempel tilfældet i Sofokles’ Antigone eller Heinrich von Kleists Michael Kohlhaas. Det er et kompleks, som juraen aldrig helt kan undslippe, og som litteraturen har et særligt blik for.«

»Fiktionsværker giver en privilegeret indgang til at forstå vores forståelse af loven,« siger Isak Winkel Holm, »fordi kunsten synliggør de usynlige, udiskuterede principper, der udgør lovens grammatik.«

Tværfaglighed, ja tak

Litteraterne og juristerne er altså ikke altid enige om, præcis hvordan den akademiske leg på ’Lov og litteraturs’ fællesareal bør foregå. Men stadig fastholder de feltets relevans og værdien af dets tværfaglighed.

»Retshistorien tilbyder en rigdom af kilder, som åbner ens øjne for en masse nye perspektiver på litteraturen,« siger Maria Jørgensen.

Omvendt peger Ditlev Tamm på, at juristerne kan læse med for meget fokus på loven. Han bakkes op af Russell Dees.

»Faren for jurister er, at faget kan blive for meget af en læseklub, hvilket en litterær metodisk bevidsthed afhjælper.«

Derfor hilser han og Ditlev Tamm ideen om et fælles kursus for begge fagtraditioners studerende meget velkommen. Det samme gør Maria Jørgensen.

»Det ville være spændende at se, hvad et reelt tværfagligt undervisningsforløb kunne bringe med sig,« siger hun.
Måske er det ikke usandsynligt, at der på et tidspunkt vil blive udbudt ét kursus, hvor jurister og litterater sammen kan lide lovens tort i selskab med Josef K, Antigone og Shylock.

uni-avis@adm.ku.dk