Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Louise Twerk Queen Kjølsen: »Københavns Universitet var det trumfkort, jeg smed, når folk mente, at jeg var en dum dansedulle«

Alumnerne — Hun har gjort twerk til feministisk aktivisme, og da hun fandt ud af, at hun kunne veksle sin erotiske kapital til en plads i medierne, faldt brikkerne på plads for psykolog og debattør Louise Kjølsen, der danser med numsen i ligestillingens navn.

For mig var Københavns Universitet et virkelig dejligt sted at være i størstedelen af de seks år, jeg tilbragte der. Det var egentlig slet ikke min plan at studere efter gymnasiet, selv om jeg havde et højt snit, for jeg ville være professionel danser. Men så lavede min kloge mor en inception. Hun ved godt, at man aldrig skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal, så hun spurgte: Hvis du nu skulle læse noget, hvad skulle det så være? Jeg havde været vildt glad for psykologi i gymnasiet, så det var mit svar. Min mor sagde okay og trak sig så tilbage, men hun havde jo plantet et lille frø der, og det begyndte at spire i mig indtil jeg var helt overbevist om, at – ta-dah – jeg skulle læse psykologi.

Blå bog

Louise Twerk Queen Kjølsen er psykolog, feminist og debattør.

Født 1988 på Nørrebro i København, hvor hun stadig bor.

Læste psykologi på Københavns Universitet 2011-2017, hvor hun blev cand.psych.

Var et halvt år på udveksling i Amsterdam, hvor hun efter eget udsagn klædte sig som Elle Woods fra filmen Legally Blonde og høstede ret meget hate på det, men endte med at blive tilbudt et ph.d.-stipendium, som hun takkede nej til.

Louise Kjølsen underviser, holder foredrag og laver workshops ved firmaarrangememter.

I 2017 udgav hun bogen Ludermanifestet sammen med sit ‘girl squad’ Nikita Klæstrup og Ekaterina Karup.

Hendes motto på Instagram er ’Twerk hard, play hard’ og hun underskriver sine e-mails med ’booty love’.

Tidligere så man feminister som sådan nogle, der lavede kussetryk dagen lang. Jeg var barn i 90’erne og ung i nullerne, hvor feminismen var lidt på retræte, så jeg er opdraget i det backlash, hvor feminisme mest handlede om hår under armene. Og det var jo slet ikke mig. Men på universitetet fandt jeg ud af, at jeg var feminist. Jeg har haft en super feministisk opdragelse, hvor min mor tog på arbejde, da jeg var tre måneder, mens min far tog to et halvt års barsel. Det var først senere, jeg kunne se, at det ikke var sådan i alle familier.

Psykologistudiet er et langt selvudviklingsprojekt. De ting, man læser og hører, reflekterer tilbage på en selv. Det var fedt, men også hårdt. Især i begyndelsen, hvor jeg skulle gøre op med min egen præstationskultur, for på uni skal man ikke række hånden op hele tiden, og jeg manglede timer i døgnet, for jeg ville gerne læse alt. I starten fik jeg slet ikke så gode karakterer, som jeg havde været vant til. Jeg skulle lige lære akademia at kende, for jeg var meget hurtig til at konkludere ting. Det var en stejl læringskurve for mig at udtrykke mig vagt og med akademiske forbehold.

Jeg skrev speciale om twerk som en feministisk praksis. Jeg havde en fantastisk vejleder, Sabina Pultz, og jeg var ikke kommet i mål uden hende. Hun underviste i socialpsykologi, og det var hende, der fik mig til at teoretisere over dansen og se, hvordan twerk i en bestemt kontekst kunne bruges feministisk. Jeg begyndte at undersøge, hvilke kønsroller, normer og diskurser, jeg skubbede til, og på den måde gav jeg twerk et aktivistisk udtryk, den ikke havde til at starte med. I begyndelsen var det bare mig, der gik ud i verden og ville være hele mig, men blev mødt af helt vildt mange fordomme.

Når jeg går ud i verden og siger, at jeg twerker, tænker alle, inklusive journalister og akademikere, at jeg er uintelligent, promiskuøs (hvilket er et meget problematisk begreb), psykologisk ustabil og har daddy issues. Jeg havde ikke overlevet i de hårde debatter, hvis jeg ikke havde de redskaber jeg fik på psykologistudiet. Dengang jeg stadig læste, hvad folk skrev i kommentarsporet, kunne jeg se et mønster: Hun har ingen uddannelse, skrev de. Hvis jeg svarede, at jeg er cand.psych., skrev de: Det er nok fra RUC. Hvis jeg svarede, at jeg er uddannet fra Københavns Universitet, skrev de: Universitetet er heller ikke, hvad det har været. Det gik op for mig, at universitetet var et sindssygt vigtigt element i at balancere folks opfattelse af mig. KU var sådan et trumfkort, jeg kunne smide, når folk mente, at jeg bare var en dum dansedulle.

Jeg stod på Orange Scene med Major Lazer i 2014 i en meget lille badedragt og rystede med numsen på 30 forskellige måder. Og jeg har min gode uddannelse og de privilegier, der følger med min hudfarve og det, at jeg på mange måder lever op til skønhedsidealerne. Så jeg vendte det om og og sagde okay, det giver mig mulighed for at overraske, at folk har bestemte forventninger til mig. Jeg havde også haft kognitiv psykologi, så jeg ved godt, at hjernen ikke husker de ting, der er på sin rette plads, for den er gearet til at huske de ting, der er off. Hvis jeg havde tonet mig selv ned og taget en højhalset trøje på, som mange har anbefalet, og kun talt om magtstrukturer, Foucault og kønsteori som en i gåseøjne almindelig psykologistuderende, havde jeg ikke fået den opmærksomhed. Journalisterne var jo ved at falde ned af stolen, når de opdagede, at jeg godt kan smække en sætning sammen med nogenlunde nexus mellem subjekt og verbum.

Kombinationen af glimmer, mavebluser og universitetsuddannelse gør, at folk ikke kunne komme mig i en kasse, og det gjorde mange mennesker rasende, at jeg udfordrede deres verdensbillede. Men det betød også, at folk huskede mig og gav mig en platform. Det var det, der sendte mig i tv-studiet over for Pia Kjærsgaard og gav mig plads i samtykkedebatter og avisspalterne. Min aktivisme handler om, at der skal være plads til det feminine, også på de traditionelt maskuline arenaer som politik og universitet. Jeg elsker, når jeg kan flette tingene sammen, og mit liv er bedst, når jeg bliver booket til først at lave et foredrag om unge og sociale medier og feministisk selvforsvar og så en twerkshop bagefter. Og mit liv peakede den dag, nogle studerende lavede en universitetsopgave, hvor de citerede Kjølsen, 2018. Der havde jeg made it.

Læs også: Bjørn Lomborg mødte en underviser på statskundskab, der gav ham troen tilbage

Seneste