Lundbeck lokkede med specialekontrakt

Den korteste vej er ikke altid den bedste vej.

For Mark Skarsfeldt, kandidatstuderende på lægemiddelstudiet på Københavns Universitet (KU) på Farma, virkede det ikke spor tiltrækkende at skulle gå over til en opslagstavle på KU fyldt med specialer, der allerede var slået op, og alle af en varighed på seks måneder.

I stedet ville han selv finde sit speciale i industrien. Det virkede mere målrettet og meningsfyldt for ham.

»Der er større chancer for at lave noget arbejde i en industrivirksomhed som en del af et speciale, fordi det indeholder data og konklusioner, der kan bruges til noget bagefter, end på universitetet,« mener han.

Mark Skarsfeldt fandt sit specialeemne i industrien. Siden april 2010 har han været i gang hos medicinalvirksomheden Lundbeck i Valby med at undersøge, hvordan en receptor i det menneskelige centralnervesystem fungerer. Til gengæld er det planlagt at vare i 15 måneder.

Tager længere tid

Det er ikke bare ni måneder længere end de seks måneder, et speciale officielt må vare ifølge nye regler fra Videnskabsministeriet. Det er endog længere end de ni til 12 måneder, som industrivirksomheder normalt foretrækker.

Det er der nogle bestemte årsager til, og Mark Skarsfeldt er på det rene med dem.

»Mit speciale varer i 15 måneder, for jeg ville slet ikke kunne nå at lære alt det, jeg skal på et halvt år,« siger Mark Skarsfeldt. Hans industrivejleder hos Lundbeck, Søren Møller Nielsen, stemmer i:

»Hos Lundbeck ser vi helst, at folk arbejder med deres speciale i et år, fordi teknologierne og metoderne bag ved specialet tager tid at lære, og der går flere måneder, bare før man har overblik over valget af metoder. De første tre til seks måneder er også ren oplæring fra Lundbecks side. Først derefter høster Lundbeck lidt af værdien hos den studerende,« fortæller Søren Møller Nielsen.

Opgaver i periferien

Hvad angår de opgaver, en specialeskriver kan lave hos Lundbeck, gælder det, at Lundbeck har tilstrækkeligt med ansatte til at belyse targetopgaverne, som er de opgaver, der ligger inden for et i forvejen fastlagt projektområde. De studerende skal arbejde med noget andet end targetopgaverne, fortæller Søren Møller Nielsen.

»De studerende arbejder i stedet med de opgaver, der kan blive til noget i fremtiden. Opgaverne vil ligge i periferien af vores normale arbejdsområder. Studenterne kan øge fokus på detaljer, vi normalt ikke selv ser på, og de er med til at skabe et ekstra drive hos Lundbeck. For de studerende kan det også være spændende at komme med i en projektgruppe for at finde ud af, hvordan man får et lægemiddel optaget i hjernen, for det er jo Lundbecks fokus.

Desuden er Lundbeck en international virksomhed, hvor alle skal kunne begå sig i hele virksomheden og kunne fremlægge deres sager overalt, og også Mark Skarsfeldt kommer ud at se noget, der ligger uden for hans eget snævre fagområde. Mark Skarsfeldt skal for eksempel helt praktisk arbejde med på et projekt sammen med Lundbeck i New Jersey i USA,« fortæller Søren Møller Nielsen

Mulighed for løn

Mark Skarsfeldts vejleder på KU, Hans Bräuner Osborne, der er professor på Institut for Medicinalkemi, bekræfter Søren Møller Nielsens ord.

»Populært sagt finder industrivirksomhederne, at det ikke er umagen værd kun at have specialestuderende i et halvt år, da de koster for mange ressourcer til oplæring i forhold til, hvad virksomhederne får tilbage. Ved etårige specialer begynder regnestykket at gå op for firmaerne,« siger Hans Bräuner Osborne.

Han fortæller også, at flere af de store firmaer, som for eksempel Lundbeck, tilbyder en mindre løn for de sidste seks måneder under for eksempel et etårigt speciale som kompensation for, at virksomhederne kræver, at man forlænger sit speciale.

»Det er således helt normalt, at man går på SU i de første seks måneder, og så får løn og eventuelt også SU, hvis man har mere SU tilbage, i de sidste seks måneder af specialetiden,« fortæller Hans Bräuner Osborne.

Skab selv første kontakt

Mark Skarsfeldt fik sin kontakt til Lundbeck gennem en bekendt, der i forvejen havde arbejde hos Lundbeck. På den måde fik han den første kontakt til Søren Møller Nielsen og efterfølgende defineret et projekt til et speciale. Hvis ikke man kender nogen i forvejen, så er der andre veje at gå.

»Når der på mit studium er foredrag om lægemiddeludvikling, er det ofte folk fra lægemiddelvirksomheder, der holder foredraget. Det giver mulighed for at få kontakt. Man kan for eksempel gå hen til foredragsholderen og sige, at man finder dét spændende, de lige har talt om, og så kan man måske få kontakt den vej. Det er dog også en mulighed, at nogle af universitetets egne undervisere kender til mulige projekter i industrien,« siger Mark Skarsfeldt. Han tilføjer, at man skal være klar over, at man skal gøre alting selv:

»Universitetet presser overhovedet ikke på, for at de studerende kontakter private virksomheder, og man må selv lave alt benarbejdet. Mit vigtigste råd er derfor, at man brænder for det, man vil lave.«