Malou Astrup Clemmensens tale ved årsfesten 2016

Deres majestæt, kære minister, kære bestyrelse og rektor, ærede kolleger og medstuderende, mine damer og herrer.

Vi kan nemt komme til at miste overblikket i hverdagens mange møder, når opgaverne bliver for store eller når forelæsningerne føles endeløse. Vi har nok alle oplevet, at nogle uger kan blive kaotiske. For mange kan et fast holdepunkt i hverdagen og traditioner afhjælpe at man helt taber tråden.
De seneste måneder har jeg delt en sådan tradition med godt en million dansker. Hver onsdag har jeg revet en time ud af kalenderen og set Den Store Bagedyst.

På mange måder har det mindet mig om universitetet. Det skyldes ikke kun at vinderen er ’en af vores egne’ – en Ph.d.-studerende her fra Københavns Universitet, der nærmest fortjener den samme hæder og ære som de akademiske bedrifter vi fejrer her i dag. Nej. Også kagekonkurrenternes passion for at deres kager står knivskarpt, og deres ukuelige kamp for at skabe et mesterværk. Dét minder mig om min og mine medstuderendes passion for vores fag.

Universitetet er den udfordring vi glæder os til at tage op, når vi slår øjnene op og cykler afsted til undervisning. Det er sted der er kendetegnet ved dets høje akademiske ambitioner og hvor studerende og ansatte stræber efter nye erkendelser.

Vi brænder for vores fag. Og det er uanset om vi bruger vores dage på at skrive forskningsartikler. Eller om vi sidder hele weekenden med den næste eksamensopgave.

Vi udvikler færdigheder til gavn for samfundet og evner som vi bærer med os resten af livet.

Det på en gang smukke og dybt frustrerende ved et sted som vores er, at det ikke er muligt at styre hvad vi skaber. For hvis vi bilder os ind, at vi kan diktere hvad der sker på det enkelte forskerkontor. Og hvis vi behandler den enkelte akademiker som en laboratoriemus der skal finde igennem en labyrint, med kun én rigtig vej og kun ét muligt resultat. Ja så vil akademikermusen enten sætte sig på røven i trods eller udelukkende lære at gå lige ud. Det gælder uanset om det er forskere eller studerende.

Jo mere man udelukkende måler os på hastighed og gennemførsel, jo mere risikerer vi at kvæle nysgerrigheden. For hvis der kun findes én rigtig vej igennem systemet, så sættes der også stopklodser for den iboende længsel efter at forstå verden. Vi risikerer altså at gå helt i stå.

Fælles for forskning og uddannelse gælder det, at ingen af delene trives under benhård styring eller tvang. Vi risikerer at bremse den selvstændighed, vi egentlig ønsker at fremme.
Vi er simpelthen nødt til at acceptere, det ind i mellem sker, at når vi undersøger malaria. Ja så kommer vi tilbage med en potentiel kur mod kræft.
For universitetet også er, at få svar på alt det vi ikke spurgte om til at starte med.

Vi må stole på, at universitetet i sig selv er skabt til at kritisere det eksisterende og fremdyrke ny viden. Vi skal sætte vores lid til at de metoder og værktøjer vi tilegner os på universitetet driver den innovative viden, der skal skabe de teknologier og de fremtidige erkendelser vi endnu ikke kan forestille os.

Det kræver uddannelse, som ikke bare fremmer hukommelse og udenadslære. Som ikke kun underviser i nutidens vigtigste teorier og metoder. Uddannelse skal give os ingredienserne der bliver til nye metoder og måder at løse et problem på.

Med andre ord skal man ikke give den studerende en opskrift, som i Den Store Bagedyst, men i stedet give de studerende plads og rum til at blive mesterbager, så man altid kan bruge ingredienserne til at frembringe nye mesterværker.

Det er forskellen på at lære at sukker, mel og æg giver kage. Til at forstå hvorfor – og hvad der kan udvikle den og gøre den bedre.

Det er vores vision for universitetet. Det er det vi forventer fra første gang vi træder ind ad døren til dette majestætiske universitet, trykker rektor i hånden og bliver en del af hulen.

Lige for tiden er det ikke det universitet man møder, når man besøger Københavns Universitet.

Vi har netop vinket farvel til hundredevis af engagerede forskere og undervisere – i den største fyringsrunde i nyere KU-historie. Vi knokler med alt hvad vi har for at opnå bare et minimum af undervisningstimer. Alt for mange studerende møder kun deres undervisere i selskab med flere hundrede andre til store forelæsninger, hvor der ikke er hverken tid eller plads til at stille spørgsmål. Flere fag har måtte dreje nøglen helt om, og studerende har fra den ene dag til den anden mistet deres uddannelse.

Kære Ulla Tørnæs. Du er ansigtet på en regering, der fortæller os at “alle kan spare 10%”. Ja man skulle næsten tro, at I kan se helt fra Slotsholmen og ned på vores kistebund. For I har set hvor let vi kan spare.

Jeg vil gerne have lov til at byde dig velkommen til virkeligheden i dag.

Det er en virkelighed hvor mine medstuderende ude på humaniora i øjeblikket kæmper for at bevare bibliotekerne. Et stolt og gammelt fakultet der i mange hundrede år har dannet rammen om store tanker og indsigter i menneskeheden. Vi lever i en verden hvor universitetet ikke har råd til bøger.

Det er en virkelighed hvor vi ikke ved hvad der er galt eller kan gøres bedre i de opgaver og eksamener vi afleverer, fordi feedback for længst er sparet væk. Hvor medicinstuderende ikke undervises i førstehjælp.

Selvfølgelig kan der være nogen der ikke har høje ambitioner for vores universitetet. Der mener at vi kan lade det være op til resten af verden at bedrive forskning, fordi vi alligevel er et ubetydeligt lille land, der aldrig kommer til at kunne konkurrere med de store udenlandske forskningsuniversiteter.

Her i dag. I det her rum. Og på alle forskerkontorer og læsesale hersker den tvivl ikke. Vi vil skabe verdens bedste uddannelser. Og vi vil blive de bedst mulige kandidater.

Jeg frygter hvordan fremtiden ser ud for alle os studerende.

For det er umuligt at blive et universitet i verdensklasse, hvis der konstant er nogen der saver bunden af den stige vi forsøger at klatre op ad.

Kære forsamling, kære venner. Det kan sagtens synes katastrofalt at miste en god kollega, eller en kammerat i fredagsbaren. Men kære minister. Den egentlige katastrofe er, at vores samfund mister noget!

Jeg frygter, hvilke følger det har, hvis de jurister vi uddanner til at optrevle sager om alt fra mishandling af børn, til Panama-papers ikke har nok faglighed med når de bliver kandidater?

Hvordan skal vi tackle klimaudfordringerne, hvis de skarpe geofysikere vi uddanner ikke er rustet til det?

Jeg frygter for fremtidige generationer af børn og unge, der får dårligere undervisning, fordi de gymnasielærere vi uddanner nu ikke får timer nok til at blive så dygtige som overhovedet muligt.

Hvordan skal vi forhindre den næste finanskrise, hvis vores økonomer ikke undervises i hvad der forårsagede den seneste?

Hvordan skal fremtidens læger holde hovedet koldt i komplekse hjerneoperationer, når de i stedet for en dyb grundfaglighed, mest af alt har fået stress med fra studiet?

Når der spares 10% på universitetet, så fjerner vi også 10% af det kommende samfund.

Og jeg er bange for, hvad der skal blive af veldokumenteret, kvalificeret viden når vi lever i en verden, der lige så stille er ved at vende ryggen til fakta. For når den amerikanske præsident kan vælges på trods af lemfældig omgang med hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Hvor stiller det så alle os, der stræber efter større forståelser for virkeligheden?

Universitetet er ikke bare det sted vi uddanner arbejdskraft. Det er det sted vi uddanner mennesker, der skal løfte fremtidens samfund. Vi skal insistere på at meninger brydes med udgangspunkt i videnskabens metoder. Vi skal dyrke kritisk medborgerskab og samfundsdeltagelse – hos den enkelte og hos generationer af unge mennesker.

Det gør vi ikke ved at skære ned. Det gør vi ikke ved at masseproducere opskrift-følgere. Det gør vi ved at opdyrke mesterbagere.

Den gode uddannelse bliver aldrig en opskrift man kan følge slavisk. Den gode uddannelse kræver plads til at tage faglige chancer igennem studiet. Og det kræver tid til fordybelse med hinanden og underviserne.

Kære minister, kære Ulla. Du har nu chancen for at stå sammen med os om at skabe et stærkere Danmark. Grib den mulighed. For det handler jo om næste generation. Du kan vælge at være ministeren der står i spidsen for en uddannelsessektor hvor vi rent faktisk investerer i og satser på fremtiden.

Eller du kan vælge at fortsætte nedskæringerne, øge detailstyringen og kvæle studerendes nysgerrighed.

Det der sker for tiden svarer lidt til, at fjerne ingredienserne, sætte æggeuret på halv tid og bede os om at frembringe noget der er ud over det sædvanlige. Så er det altså svært at blive mesterbager!

Den virkelighed vi byder velkommen til i dag, er ikke god nok. Vi vil ikke acceptere tingenes tilstand. Vi vil finde os i massefyringer. Vi skal stå fast på, at nedprioritering af uddannelse i Danmark ikke er godt nok!

Vi skal oplære kritiske studerende, der excellerer i deres fagligheder. Universitetet skal stille os spørgsmålene, provokere og udfordre, lære os at løse komplekse problemstillinger. Det skal ikke levere svaret på vores umiddelbare undren. Det er vores ansvar at skabe verdens bedste universitet. Og vi har brug for at studerende, forskere, undervisere, ansatte og ledelse står sammen – uanset om man er nuværende eller kommende leder for stedet her. Vi har brug for en minister der står sammen med os.

Når vi lykkes. Så tror jeg på, at vi kan bygge en stærkere fremtid for os alle sammen.

Tak for ordet