»Man vil ikke fremstå som nogen, der sludrer med sproget«

»Danmark er et af verdens mest intolerante sprogsamfund,« sagde sprogforsker Jens Normann Jørgensen engang. Bare spørg salig Prins Henrik, der hele livet fik på puklen for sin franske lyd, selv om han talte fremragende dansk som andetsprog.

»Danskere har et førstesprogsideal knyttet til kommunikationen,« siger Alberte Ritchie Green. Dansk skal helst lyde, præcis som det plejer, hvis udvekslingen skal være gnidningsfri.

27-årige Alberte Ritchie Green blev cand.mag. i dansk i slutningen af 2022 og underviser nu højtuddannede udlændinge i dansk på en sprogskole. Hendes elever fortæller, at når de bevæger sig ud i samfundet og henvender sig til danskerne med de fraser, de netop har lært, slår danskerne automatisk over i engelsk.

Folk med de store verdenssprog, fx engelsk, som modersmål er vant til at høre deres sprog talt på et hav af forskellige niveauer og måder, også med stærke accenter. I Danmark er vi til gengæld ikke ret vant til at høre vores sprog som andet-, tredje- eller femtesprog.

Når bagerjomfruen svarer på engelsk, hvis en kunde bestiller kaffe og kanelsnurrer på dansk med stærk accent, er det et forsøg på at lette ekspeditionen og undgå, at den ene part taber ansigt i sprogmødet. Det er demotiverende for den, der gerne vil øve sit sprog, men sukkerbrødet ender jo alligevel, hvor det skal.

Hverdagsfraser er én ting. Undervisning på akademisk niveau en helt anden. Københavns Universitet forventer, at udenlandske forskere kan bidrage aktivt til undervisningen på dansk efter tre-seks år.

Det skrev Alberte Ritchie Green afsluttende speciale om på danskstudiet, og det viste sig, at sprogkravet bliver oplevet som en stor belastning for en del udenlandske undervisere, der går fra en status som faglige eksperter til sproglige novicer.

Ny sprogpolitik, nye krav

Københavns Universitet har haft en sprogpolitik siden 2008. I første omgang indførte man parallelsproglighed mellem dansk og engelsk, og politikkens primære mål var, at alle ansatte skulle kunne undervise på akademisk engelsk.

På det tidspunkt var der ingen krav til internationale medarbejderes danskkompetencer, men det ændrede sig i det næste årti:

»Det politiske fokus skiftede, og der udviklede sig en stemning af, at dansk ikke måtte tabe status på universiteterne,« siger Alberte Ritchie Green, da Uniavisen møder den nyslåede kandidat i det gamle universitetsbibliotek.

Andelen af internationale ansatte på Københavns Universitet er steget voldsomt de seneste årtier, og i 2020 havde 40 procent af alle forskere en ikke-dansk baggrund. Den udvikling satte de danske forskere under pres for at undervise mere, fordi undervisningen på de fleste bacheloruddannelser foregår på dansk.

I januar 2021 ville bestyrelsen løse det problem med en ny sprogpolitik, der indeholder denne sætning:

»Som udgangspunkt forventes det, at [udenlandske] tenure track adjunkter, lektorer og professorer aktivt kan bidrage til undervisning på dansk efter tre-seks år, herunder bedømme og vejlede studerende.«

Alberte Ritchie Green arbejdede som studentermedhjælper på CIP, Københavns Universitets Center for Internationalisering og Parallelsproglighed, der ligger på Søndre Campus, hvor de internationale ansatte kommer for at tage udfordringen med at lære dansk op, da sprogkravet blev indført.

Da nyheden om danskkravet landede på universitetets intranet, udløste det nemlig snesevis af kritiske kommentarer fra ansatte med international baggrund, der frygtede, at det ville bremse deres karriere i konkurrencen med kollegaer med dansk som førstesprog.

Kritikere frygtede også, at det ville stille Københavns Universitet ringere i den internationale konkurrence om de dygtigste forskere. Hvorfor søge til et lille land, der kræver, at man skal lære et vanskeligt sprog, når man kan vælge et universitet, hvor man kan undervise på engelsk eller et andet sprog, man allerede behersker?

Da Uniavisen i 2020 interviewede John Renner Hansen, som ledte udvalget, der formulerede den nye sprogpolitik, sagde han:

»Der vil ikke være nogen institutleder med en stor hammer ved udløbet af perioden, der siger, du bliver fyret, hvis du ikke lever op til denne politik. Den skal ses som vejledende, så institutlederne sammen med lektorer og professorer kan udarbejde individuelle planer og eventuelt en reduktion af de internationale forskeres arbejdsbelastning i den periode, hvor de skal modtage danskundervisning.«

Mere dansk end danskerne

Brugen af dansk som andetsprog blandt højtuddannede er et underbelyst forskningsområde, siger Alberte Ritchie Green.

Som CIP-ansat havde hun adgang til deltagerlister over tidligere kursister, men det skulle ikke blive helt nemt at finde cases med lyst til at invitere hende ind i deres undervisning.

»De fleste syntes, at det virkede intimiderende at lukke mig ind med mit optageudstyr, selv om jeg understregede, at jeg ville observere interaktionen, men ikke vurdere deres danskkompetencer.«

Alberte Ritchie Green var i kontakt med 50 internationale ansatte, før det lykkedes hende at lande en aftale om at interviewe ti personer. Fire af dem fik hun desuden lov til at observere i deres praksis som undervisere og vejledere. De ansatte har været i Danmark mellem tre og 22 år, de har alle fået undervisning i dansk, og majoriteten er også begyndt at undervise på dansk.

Både i undervisningssituationerne og i de dybdegående interview bemærkede Green, at der hersker en sproglig norm, hvor dansk som andetsprog vurderes markant dårligere end dansk som førstesprog – både blandt de danske studerende og de internationale ansatte selv.

»Deres position som faglige eksperter bliver udfordret af deres status som sproglige novicer, når de begynder at undervise på dansk.«

Alberte Ritchie Green har både set og hørt ansatte komme til kort og tabe både ansigt og autoritet, når de skal undervise på dansk.

»Mine eksempler viser, at underviserne kommer i en vanskelig og måske ligefrem grænseoverskridende situation, når de er nødt til at bede de studerende om hjælp.«

Magtforholdet forskydes, når underviserne kommer til kort og appellerer til de studerende for at finde det rette ord, begreb eller udtale. Og så er det pludselig de studerende, der har ekspertrollen.

Det giver en asymmetri, fortæller Alberte Ritchie Green, som de udenlandske ansatte er meget bevidste om og håndterer på forskellige måder.

Specialet har lånt sin titel »Man bliver mere dansk end de danske undervisere« fra en hollandsk underviser, der er stolt af at undervise på dansk. Også han måler sin succes op imod førstesprogsidealet, fortæller Alberte Ritchie Green:

»Han oversætter fx alle begreber til dansk, når han forbereder undervisningen. Det ville en modersmålstalende ikke gøre, og mange af de anvendte begreber er engelske låneord, men det kan han jo ikke vide. Et ord som feedback oversatte han fx til tilbagekoblinger – og det er ikke hensigtsmæssigt ud fra et kommunikativt perspektiv, selv om intentionerne var virkelig gode.«

Kat eller krone

Alle de ansatte, Alberte Ritchie Green har talt med, stræber efter at komme op på niveau med deres danske kollegaer. Men vejen er temmelig lang for nogle af dem. I sit speciale diskuterer hun også, om vejen er unødigt ensom.

»De taler alle engelsk, og selv om det er et sprog, de deler med de studerende, bruger de det nødig som mellemstation – de vil tale dansk og kun dansk. Det bryder faktisk med den originale sprogpolitiks mål om parallelsproglighed,« bemærker Alberte Ritchie Green.

I specialet optræder et kosteligt eksempel fra en undervisning i et avanceret statistikprogram, hvor en studerende bruger udtrykket plat eller krone. Underviseren kender ikke idiomet, og selv om en anden studerende tilbyder den engelske oversættelse heads or tails, fortsætter underviseren med det danske udtryk, der dog får et lille, men afgørende, semantisk twist undervejs og i underviserens mund bliver til kat eller krone.

Alle som en har underviserne fået dårlige evalueringer første gang, de underviser på dansk.

»Det er vildt problematisk,« siger Alberte Ritchie Green. »En ting er, at de ansatte må leve med, at de taber ansigt i undervisningen ind imellem, men de bliver også kritiseret for deres accent i studenterevalueringerne. De bliver simpelthen ratet som dårlige undervisere, og det er ikke ligefrem noget, der øger motivationen.«

En af de medvirkende har sagt, at de udenlandske undervisere oplever, at det især er de svageste studerende, der har svært ved at abstrahere fra de sprogforbistringer, der kan opstå i undervisningen.

Nogle-og-tredive vokallyde

Alle Alberte Ritchie Greens cases udtrykker sig negativt om KU’s sprogkrav.

»Der er ikke nogen af dem, der sætter sig på tværs. Men de synes, det er superhårdt. Flere af dem siger, at de ikke på forhånd var helt klar over, at det var et fast krav. Det gik først op for dem, da de stod her. Så står der en leder efter et halvt år og siger, skal du ikke til at have noget danskundervisning, og får det til at lyde som om det er noget, man bare lige gør.«

For internationale medarbejdere med et dansk CPR-nummer er danskundervisning på offentligt finansierede sprogskoler gratis de første fem år efter ankomsten til Danmark.

Vurderer Alberte Ritchie Green, at man kan lære det danske sprog, der har nogle-og-tredive vokallyde inden for den tidsramme, universitetet sætter?

De har skabt sig et liv her og taget familien med, og de er simpelthen bange for, om de kan blive fyret eller smidt ud, hvis de ikke lever op til kravene.

Alberte Ritchie Green

»Der er selvfølgelig forskel på skandinaver, hollændere, tyskere og fx folk fra Asien, der er vant til helt andre sproglige strukturer. De fleste vil godt kunne bestå studieprøven inden for tre år, men så vil de ikke kunne forske og lave alt det andet ved siden af. Og universitetet kan jo ikke ansætte folk for så at frede dem fra deres akademiske opgaver, selv om det ville være det bedste, hvis man udelukkende ser på det sproglige perspektiv.«

Den tid, der går med at lære dansk til et niveau, der både tilfredsstiller dem selv og deres studerende, sætter derfor de udenlandske ansatte tilbage i det akademiske karrierekapløb, hvis man skal tro specialet.

Hvor sprogkravet var delvist motiveret af, at de danske undervisere skulle aflastes, ytrer Greens cases, at det nu er de udenlandske forskeres karriere, der belastes af kravet og det skjulte førstesprogsideal.

»Den tid, de bruger på at perfektionere deres danske, går jo fra andre ting. Og alligevel går stillingerne til danskere, hvis de søger dem i direkte konkurrence med en person med dansk som førstesprog, siger de. Mine cases har også svært ved at finde vej til ledelsesposter, studienævn og kollegiale organer på grund af sprogbarrieren,« siger Green.

Høje forventninger

Fra CIP ved Alberte Ritchie Green, at flere sprogundervisere bemærker, at deres kursister ikke blot har brug for at lære dansk på deres kurser, men også har behov for et rum, hvor de kan tale åbent om, hvordan de oplever forventningerne, da mange føler sig presset af sprogkravene.

»De har skabt sig et liv her og taget familien med, og de er simpelthen bange for, om de kan blive fyret eller smidt ud, hvis de ikke lever op til kravene.«

Ingen af underviserne i Greens speciale har mødt den hammer, John Renner Hansen også afviste, at universitetet ville komme til at svinge.

»Kun en af dem er blevet mødt med et direkte sprogkrav. De andre har mødt vagere opfordringer, men de fleste har allerede selv tidligt opsøgt sprogundervisning.«

Alberte Ritchie Green konkluderer i sit speciale, at både internationale ansatte og danske studerende kunne have gavn af det, hun kalder »en mere aktiv sprogpolitik« med en klar forventningsafstemning, der tager afsæt i KU’s sprogpolitik.

»Det er meget at lægge på underviserne, at de selv skal stå på mål for at tale dansk som andetsprog over for de studerende. Jeg tror, at det ville være bedre, hvis der fx var en faglig leder, der trådte frem og sagde I skal have den her underviser, som taler dansk som andetsprog. Hun er ansat på sine gode faglige kompetencer, og hun har ikke selv valgt undervisningssprog. Hvis sproget volder jer problemer, må I komme til mig, så finder vi en løsning.«

Arbejdet med sprogpolitikken starter ifølge den nyslåede kandidat allerede i ansættelsesprocessen. Det skal være gennemsigtigt, hvad universitetet forventer, og hvilken hjælp det tilbyder.

»I min undersøgelse varierer det fra institut til institut og fakultet til fakultet, hvordan sprogpolitikken administreres. Der er internationale ansatte, der ikke engang ved, at KU har et sprogcenter, der tilbyder kurser til deres behov. De har kæmpe glæde af at sparre med hinanden – også på tværs af fakulteter og faginteresser – i stedet for at bakse med sprogkravet hver især.«

Det gør nas at få dårlige evalueringer for sin undervisning, når det først og fremmest er accenten, de studerende nedvurderer. En af underviserne i Alberte Ritchie Greens speciale formulerer førstesprogsidealet sådan her:

»Man vil undgå, at ens egen forventning ligger under den, som de studerende har, så man sætter den med vilje rimelig højt. Man vil ikke fremstå som nogen, der sludrer med sproget.«