Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Max er 17 år og bachelor

IQ — Det tog kun Max Fischer halvandet år at blive bachelor i Matematik ved Københavns Universitet, efter en studiestart som blot 16-årig. Nu er han videre på kandidaten. Han siger, at han er kommet et vigtigt skridt nærmere det, han virkelig brænder for: at forske i matematik.

Farvel bachelor. Goddag kandidat. Som 17-årig. Max Fischer var den yngste studerende ved Københavns Universitet (KU), da han begyndte som 16-årig at studere Matematik, i 2017.

Her i februar 2019 er han klar til at tage fat på kandidaten, og nu vil han bruge den normerede tid – to år – på at gøre den færdig. Det forcerede tempo fra bacheloruddannelsen, der kun tog ham halvandet år mod de normerede tre, fordi han tog dobbelt op af kurser, går ikke her.

»Da jeg begyndte på bacheloren følte jeg, at jeg havde spildt en masse tid i folkeskolen, og jeg havde en trang til at komme hurtigt op på det niveau i min uddannelse, hvor jeg gerne ville være. Jeg klarede kun at komme igennem bacheloren på den halve tid, fordi jeg havde læst en masse matematik som selvstudium i forvejen under min tid i folkeskolen, og jeg derfor havde en god ide om, hvad pensum gik ud på,« siger Max Fischer.

Ikke konkurrencemenneske

Han siger, at han har stor forståelse for, at mange studerende har det svært på universitetet, og at han ikke ønsker at fremstå, som om han strøg igennem bacheloren på den halve tid, fordi han syntes, det var let.

Det her er ikke en konkurrence for mig. Jeg har gjort, hvad jeg har gjort, fordi det var det, jeg helst ville, og ikke for at slå en vilkårlig rekord

Max Fischer

Det har udelukkende været hans meget stærke interesse for matematik helt tilbage fra de tidlige skoleår, der har gjort det muligt – og under interviewet gentager han, at det ikke har noget at gøre med, at han skulle være et konkurrencemenneske.

»Det er ikke vigtigt, om jeg havde været fem år ældre eller ej, da jeg blev bachelor. Det her ikke en konkurrence for mig. Jeg har gjort, hvad jeg har gjort, fordi det var det, jeg helst ville, og ikke for at slå en vilkårlig rekord. Jeg arbejder kun med ét mål, og det er at blive forsker,« siger Max Fischer.

Symptomer forsvandt

Siden folkeskolen har han skullet kæmpe med OCD, og han mener, det kom af, at han kedede sig. Han har ganske enkelt manglet udfordringer. Også derfor har det været så vigtigt for ham at ’komme op i gear’. Og det lader til at have hjulpet, for det går godt for ham på Københavns Universitet.

»Min OCD blev betydeligt bedre allerede efter et halvt år på bacheloren, og der er ikke mange spor af den længere. På universitetet er her så frie rammer, at jeg let selv kan planlægge sit studie, så jeg ikke keder mig. Jeg løber derfor ikke ind i nogen negativ skure på grund af bureaukratiske formaliteter og rigide rammer ligesom i gymnasiet, og det er godt for mig,« siger Max Fischer.

Han har også oplevet, at universitetet har givet ham noget ekstra tid til fordybelse, for her kan han selv håndplukke det, der er ideelt for ham.

Alder spiller – heldigvis – ingen rolle

Hvad synes du så om studiemiljøet på Matematik?

»Jeg har kun positive ting at sige om matematikstudiet. Det sociale miljø er virkelig godt, og folk er generelt gode venner. Der er få opdelinger på studiet, og mine medstuderende har taget godt imod mig, selvom de er klar over, at jeg er yngre, end de er. Efterhånden har de bare lært at acceptere det, og jeg føler, at jeg bliver behandlet ligesom alle andre,« siger Max Fischer og tilføjer, at han er tilfreds med, at han ikke får nogen form for særbehandling.

»Selv om folk naturligvis laver sjov med min alder, diverse jokes og den slags, så er der ikke nogen, der seriøst vurderer mig på baggrund af min alder,« siger han. Det sidste gælder også  underviserne, og det er han ligeledes taknemmelig for.

Matematikkens intrinsiske skønhed (II)

Føler du stadigvæk, ligesom du fortalte i interviewet til Universitetsavisen i 2017, at matematikken har en form for intrinsisk skønhed – en særlig skønhed i sig selv?

»Der er en skønhed ved matematikken i sig selv, der ikke nødvendigvis er motiveret af ydre anvendelser eller kræfter, og det bliver mere og mere klart, jo mere jeg specialiserer mig. Det, at jeg kan beskæftige mig med noget, jeg helt selv har valgt, gør det bare betydeligt stærkere,« siger Max Fischer.

Jeg synes, det er mystisk på en ubeskrivelig måde, at man kan forestille sig noget, der er så abstrakt, at det er komplet uden relation til noget virkeligt

Det gælder især, når han kommer så dybt ned i matematikken som nu, når han går videre på de mere teoretiske kandidatfag.

»Man kan ikke komme igennem studiet, hvis man ikke kan finde motivationen ud fra teoriens egen basis. Det er ikke muligt at komme videre uden at indse den intrinsiske værdi eller skønhed af matematikken, for så vil den meget abstrakte intuition, som matematik også handler om, ikke falde én ind,« siger Max Fischer.

Så abstrakt, at det ikke relaterer til noget

Når han forklarer, hvad han mener med det, giver det måske en dybere forståelse for, hvorfor han er ved at være klar til at gå videre på kandidaten:

»Hvis du som matematiker ser en definition på et eller andet objekt, og du ikke kan kæde det sammen med netværket af definitioner, objekter og sætninger, så vil det blot virke fuldstændig vilkårligt. Derfor kræver det en stærk intuition og forståelse for netværket af begreber, og hvordan de motiverer hinanden. Når man kommer længere i sin uddannelse, møder man begreber, som formentlig aldrig vil have nogen relevans i virkeligheden, så man er nødt til at kunne indse den intrinsiske skønhed i det – for at kunne motivere sig til at arbejde med det,« siger Max Fischer.

Intuitionen har altid haft en stor betydning inden for kunstens verden, men den kan altså også have en plads i matematikken:

Det bliver jo nok ikke mig, der kommer til at løse fx Riemann-hypotesen . Man bliver nødt til at have en form for realisme
Max Fischer

matematisk bonus

Max Fischer vil specialisere sig i algebraisk topologi på kandidaten. Ifølge Max Fischer er idéen med topologi, at man kan generalisere geometri på en måde, hvor det ikke opfører sig som klassisk geometri gør længere. Fx kan punkter ligge vilkårligt tæt på hinanden, og på den måde opnår man det, man kalder for topologi, og algebraisk topologi handler så om at bruge metoder fra algebra, det vil sige algebraiske strukturer, og associere dem til de topologiske strukturer, så man kan bruge algebra som et teleskop til at studere topologi.

Max Fischers bacheloropgave hed i øvrigt: »The Seifert-van Kampen Theorem for Fundamental Groupoids«.

»Det interessante ved intuition er, at du kan have intuition for noget, der er så abstrakt som matematik. Jeg tror ikke, at jeg er alene, når jeg siger, at jeg kan lukke øjnene og forestille mig et matematisk objekt, som bare er en eller anden abstrakt definition, omend den virker som noget fysisk. Det tror jeg, at mange matematikstuderende kan. Det er svært at forklare, hvor lidt nogen af de her definitioner har med virkeligheden at gøre. Der lægges lag af abstraktion oven på andre lag af abstraktion. Til sidst er der ingen relation til, hvad det oprindelig skulle anvendes til, og i hvert skridt bevares alligevel en form for intuition, ens primus motor, omkring de abstrakte objekter, selv om det er så virkelighedsfjernt,« siger Max Fischer og undrer sig over, at det overhovedet er muligt:

»Jeg synes, det er mystisk på en ubeskrivelig måde, at man kan forestille sig noget, der er så abstrakt, at det er komplet uden relation til noget virkeligt. På den måde er matematisk intuition i virkeligheden meget forbløffende,« siger han og mener, at det viser, hvor vigtig intuitionen er i matematikken.

»Det er udviklingen af intuition, der skiller os dødelige studerende fra de bedste matematikere. Det handler ikke om bare at regne.« siger Max Fischer.

Vigtig realisme

Han vil gerne skrive sin ph.d. efter kandidaten, men han har ikke lagt sig fast på, hvilket universitet det skal være på.

Han vil bare gerne være med til at finde noget ny matematik – eller kaste nyt lys på noget matematik, der ikke helt er forstået endnu, for det er der meget af – verdensfjernt eller ej.

»Det bliver jo nok ikke mig, der kommer til at løse fx Riemann-hypotesen (måske verdens sværeste og vigtigste matematiske problem nogensinde, red.). Man bliver nødt til at have en form for realisme. Der sidder mange tusinde matematikere, der alle har forsøgt at løse sådanne problemer, og de har alle mere eller mindre fejlet,« siger Max Fischer.

På kandidaten har han foreløbig valgt at specialisere sig i algebraisk topologi. Han kan ikke forklare hvorfor, men han skrev også sin bachelor i algebraisk topologi, og topologi var et af de få kurser, han ikke havde læst noget om, inden han begyndte på universitetet.

Nyt magasin i standerne 8. februar.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste