Han har været klar til universitetet, siden han var 11

Hvis nogen forstår at værdsætte synet af et smukt integrale er det Max Fischer-Rasmussen (16).

Han har været bevidst om sin særlige interesse for matematik siden folkeskolens femte klasse, og i dag er han den yngste studerende ved Københavns Universitet med langt op til den næstyngste på 18. Han begyndte på Institut for Matematiske Fag 1. september.

Mit mål er at forske i matematik. [..] Om jeg bliver lektor eller noget andet er ikke så vigtigt, bare jeg kan få et frirum at forske i

Max Fischer-Rasmussen

Allerede fra fjerde klasse fulgte han i fritiden kurser i kvantemekanik 1 og 2 på Niels Bohr Institutet ved KU, så han har haft god tid til at finde ud af, hvad han skal svare, når hans medstuderende spørger ham om, hvad han laver hos dem, når han er så ung.

»Jeg siger bare, hvordan det er og forsøger at undgå for lange forklaringer. At jeg studerer her, fordi jeg godt kan lide matematik. Det er blevet lettere, efterhånden som jeg har gjort det mange gange,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Måske er han et matematisk geni, men han bryder sig ikke om at blive sat i bås som sådan, for han er også så meget andet, selv om han ikke render fra, at han er usædvanlig.

»Da jeg fulgte kurserne i kvantemekanik, undrede de andre på holdet sig over, at jeg kunne så meget af stoffet på forhånd, når jeg var så lille. Kvantemekanik 1 var for eksempel lidt overflødigt, for jeg kunne det i forvejen, mens kvantemekanik 2 var rigtig interessant,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Kampen for identitet

Han har været klar til at gå på universitetet, siden han var 11 eller 12 år.

»Da jeg var 10, tænkte jeg over reglerne for differentialregning, og en dag indså jeg pludselig, at jeg havde fundet formlen til at løse arbitrære funktioners afledte. Jeg syntes, det var genialt, men jeg havde blot ’fundet’ et kendt resultat,« siger han og fortæller, at den erfaring var med til at ændre hans oprindelige interesse for fysik i retning mod matematikken.

»Det viste mig, at jeg er så interesseret i at gå ’om bag formlerne’ med bevisførelse, at jeg er mere til matematik. Meget af fysikken følger simple, matematiske regler, og jeg synes det er smukt, at man kan udlede alt andet fra dem, og sådan er matematik,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Siden har han bare gået og ventet på at kunne komme videre med sit liv. Det har været et problem, for han har et dybt behov for at være sammen med andre, som deler hans interesse. Hvis ikke han kunne gøre det, han gør nu på Institut for Matematiske Fag, kunne han få sociale problemer, tror han.

»Jeg så det, da jeg gik i folkeskolen. Jeg fik kraftig OCD. På et tidspunkt vaskede jeg hænder i ni timer. Jeg kan i virkeligheden ikke vide, hvor det kom fra, men jeg har en formodning om, at jeg bare var så motiveret på det tidspunkt, og jeg har kedet mig så meget og følt, at jeg ikke havde noget at være tilpas med noget sted. Det kan have udløst min OCD,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Han fik aldrig lært de små tabeller i folkeskolen – han var ikke motiveret, fordi han ikke trivedes. Han kan dem stadigvæk ikke, men klarer sig fint.

»Jeg har lært, at min trivsel er koblet meget sammen med, at jeg laver noget, hvor jeg både er motiveret, lærer en masse og er i stand til at udvikle mine faglige evner. Så oplever jeg, at mine sociale kompetencer flytter sig,« siger han.

Derfor er han glad for universitetet, for her kan han være næsten sikker på, at andre deler hans interesser, så han har nogen at spejle sig i og udvikle sig sammen med.

God og dårlig intelligens

Max Fischer-Rasmussen får mange spørgsmål fra medstuderende om sin unge alder, og de undrer sig især over, at han allerede har så godt fat i meget af matematikken.

Han følger for eksempel ikke undervisningen på de introducerende fag, MatIntro og DisRus, på første semester. Det sker efter aftale med hans undervisere, for han kan alt stoffet i forvejen. Han skal bare gå op til eksamen til december. I stedet følger han fagene Analyse 2, Kompleks Analyse og Algrebraisk Topologi, som ellers er fag for henholdsvis anden-, tredje- og fjerdeårsstuderende.

Som før nævnt bryder han sig ikke om at blive sat i bås som geni, som om han var et ’objekt for andres fantasier om intelligens’.

»Jeg gider ikke at blive set på som en person, der er god til alt og meget bedre end alle andre, for jeg synes ikke, det er en sund måde at se sig selv og andre på. Jeg vægter højere at kunne arbejde sammen med andre, for jeg kan sige én ting: Intelligens er i virkeligheden noget, der betyder noget forskelligt alt afhængig af, hvem man er,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Det er også en egenskab, der har sine dårlige sider. »Du kommer hurtigt til at kede dig over tingene, for de bliver trivielle, og intelligensens værdi er ofte lidt overgjort, for der er andre ting, der også har stor betydning for din præstation. Det drejer sig om, hvor interesseret du selv er, og hvor meget tid du lægger i en opgave. På nogle måder er intelligens ikke noget, du kan bruge isoleret, og ofte kan det i virkeligheden være et større problem, end det kan gavne én,« siger Max Fischer-Rasmussen.

I løbet af folkeskolen lærte han, at der for ham eksisterer en form for mental trædemølle, som han skal forsøge at undgå.

»Fordi jeg har en forholdsvis god hukommelse, kan jeg forstå det hele og huske det, og så bliver det bare hurtigt kedeligt og lige pludselig føler jeg måske, at jeg ikke er interesseret i det, for hvis det er så kedeligt, er det jo ikke interessant,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Student i en fart

Gymnasiet tog han på lidt over tre måneder.

»Det meste af tiden gik med at vente på, at eksamen var der. Jeg gik slet ikke til undervisning. Jeg havde gjort op med mig selv, at hvis jeg skulle gå i gymnasiet, ville det gøre så meget dårligt for mig, at jeg kunne gå tilbage i min udvikling, fordi jeg ikke havde nogen at spejle mig i. Jeg var et andet sted,« siger Max Fischer-Rasmussen, der selv fandt et smuthul i loven, som gjorde det muligt for ham at få en studentereksamen (med et snit på 11,9) under en ordning på hf.

Rusturen på Matematiske Fag sprang han over.

»Jeg tænkte, at jeg er meget ung i forhold til de andre, og det er nok noget med en hel masse alkohol, og så er jeg ikke interesseret og bliver bare hjemme, og den beslutning har ikke irriteret mig,« siger Max Fischer-Rasmussen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En indre skønhed

Hans glæde ved matematik beskriver han som en form for intrinsisk skønhed.

»Det er den skønhed, som jeg og mange andre finder i matematikken – ikke det at kunne bruge det til noget reelt,« siger Max Fischer-Rasmussen.

Forinden har han beskrevet, hvad fx faget Algebraisk Topologi indeholder. Det er meget abstrakt og nørdet. At forske i universitetsmatematik har ikke meget at gøre med den matematik, som andre bruger til at bygge broer eller skyskrabere med, mener Max Fischer-Rasmussen.

Fordi jeg har en forholdsvis god hukommelse, kan jeg forstå det hele og huske det, og så bliver det bare hurtigt kedeligt

Max Fischer-Rasmussen

Det er ikke fordi, han tror, at matematik er en form for kunstart, men han ville ikke kunne læse matematik på universitetet uden at have gjort sig overvejelser om fagets indre betydning.»Det kan godt være, at nogle matematikere vil fortælle dig, at ren eller teoretisk matematik kan bruges til noget i virkeligheden, men de lyver,« siger han.

»Matematik har en eller anden form for intrinsisk værdi for mange. En kaffekop har en værdi, fordi du kan drikke kaffe af den, men nogle ting har også en værdi, bare fordi værdien er indeholdt i sig selv,« siger han.

Selv på en skala over ’intrinsiske værdier’ ligger matematik på det mindst nyttige niveau:

»Du kan sige, at en smykkediamant har en intrinsisk værdi, fordi den kan bruges til noget. Du kan kigge på den, den er smuk, og derfor kan du sælge den. En diamant har derfor en egentlig, sand intrinsisk værdi. I matematikken er det endnu mere abstrakt, for her er det bare dig selv, der føler, at noget er interessant,« siger Max Fischer-Rasmussen og tilføjer, at matematiske beviser holder man ikke engang hemmelige, for matematikere skynder sig at dele dem med andre.

Matematik er noget, man kun gør for matematikkens egen skyld, mener han, og det skal man kunne se – eller føle – skønheden i.

Vil forske i matematik

Siden de første år i folkeskolen har Max Fischer-Rasmussen fortrinsvist uddannet sig gennem selvstudier.

Nu har det ført ham frem til universitetet og den teoretiske matematik, som han føler sig sikker på skal være hans fremtid.

»Mit mål er at forske i matematik. Jeg er bare interesseret i at komme til et stadie, hvor jeg selv kan forske, har tid til det og er i stand til at sige: ’jamen, nu kan jeg godt gå på opdagelse og finde noget ny matematik’. Om jeg bliver lektor eller noget andet er ikke så vigtigt, bare jeg kan få et frirum at forske i,« siger Max Fischer-Rasmussen.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

LÆS OGSÅ: Max er 17 år og bachelor