Medicinstuderende, musiker og aktivist: »Jeg har stemmen, og jeg har muligheden«

»Jeg mærker min mors smerte, når hun står forrest til demonstrationer med hånden i vejret og råber Zan, Zendegi, Azadi.«

Sådan siger Nima Moradi over en kop rooiboste i sin lejlighed på Nørrebro. På bordet har han stillet småkager og kæmpe brombær frem, og på anlægget kører en playliste med gamle iranske klassikere. På væggen bag os hænger iransk samtidskunst, og i vindueskarmen står der store keramiklamper samlet fra genbrugsbutikker på tværs af landet.

Nima Moradi har mærket, hvordan traumer rejser på tværs af generationer, for som barn af iranske flygtninge er hans forældres smerte, siden flugten fra Iran for 44 år siden, en fast ledsager. En smerte der har været meget nærværende det sidste år og er blevet dokumenteret i DR-dokumentaren Iran i hjertet.

Jeg vil gerne kombinere al den skønhed, der er i mit iranske bagland med mit univers herhjemme.

Nima Moradi

Den 16. september 2022 blev det annonceret på sociale medier, at den unge pige Jina Mahsa Amini var blevet dræbt i det iranske moralpolitis varetægt.

»Til at starte med lukkede jeg øjnene for det. Det eksisterer ikke, sagde jeg til mig selv.«

Men Nima Moradi kunne ikke lægge det fra sig. Kort tid efter var han med til at mobilisere store grupper af dansk-iranere som medarrangør af den første store demonstration mod præstestyret i København, hvor han også var konferencier.

»Jeg føler, at min plads fra begyndelsen har været at lytte til, hvad iranerne i Iran har behov for. Når de optager videoer fra gaderne, er det min pligt at være med til at give dem en platform, for det er det, de beder om,« siger Nima Moradi og fortsætter:

»De beder os om, at hele verden er opmærksom på, hvad det er for grusomheder, der foregår i Iran. Jeg føler, at det er min lille beskedne rolle herhjemme at forstørre stemmerne i Iran og være et talerør for dem.«

En stemme som værktøj

Ved siden af at organisere demoer og modtage patienter på den psykiatriske akutafdeling, er Nima Moradi i gang med sidste semester af medicinstudiet. Han skriver speciale samtidig. Desuden arbejder han med musik, og han udgiver både sange og spiller koncerter.

Da han var barn, var det hans største ønske at blive en stor sanger, der kunne røre ved noget i andre mennesker, som han også selv blev berørt af musik.

»Jeg elskede at synge og danse, og alt, hvad der havde med musik at gøre, vækkede stærke følelser indeni, som trak i mig.«

Til demonstrationerne har han sunget den iranske protestbevægelseshymne Baraye af Shervin Hajipour. I februar vandt sangen en Grammy i en ny specialkategori, som giver anerkendelse til musik der har bidraget til social forandring.

Sangen er en samling af tweets, der blev skrevet i starten af modstandskampen, om hvorfor folk gik på gaden. Efter udgivelsen blev Hajipour fængslet i to uger – og har været stille siden.

»I begyndelsen var det rigtig, rigtig underligt for mig at skulle steppe op og synge et andet menneskes sang«, siger Nima Moradi.

»Sangen omfavner bare alt, hvad der er galt i Iran, og hvorfor det er, at folk søger frihed. Så jeg har tænkt, at hvis ikke han kan få lov at synge sin protestsang, så kan jeg. Jeg er en ung fyr ligesom ham, jeg har stemmen, og jeg har muligheden.«

Ved siden af laver Nima Moradi sin egen musik. Også her er hans iranske baggrund begyndt at fylde.

»Jeg sampler nogle gange noget melodisk fra en gammel iransk sang, eller bruger en sætning fra en iransk sang, jeg synes er virkelig smuk. Jeg har fået dybere intentioner, når jeg laver min musik, og jeg vil gerne kombinere al den skønhed, der er i mit iranske bagland med mit poppede solounivers herhjemme.«

Minoriseret alliance

Nima Moradi er ambitiøs og struktureret, og når man spørger ham, hvordan han både kan være aktivist, musiker, studerende, søn og ven, svarer han, at han kategoriserer og strukturerer alting i sit hoved.

Det har gjort, at han kunne læse fagene på 11. semester sideløbende med sit niende semester, og så har han skrevet speciale hen over sommerferien.

»Jeg ville bare gerne være færdig,« siger han.

For Nima Moradi handler det om at finde balancen i kompleksiteten mellem studie, aktivisme, musik, fritid og sin iranske baggrund – for han har det hele med sig, når han går på arbejde på psykiatrisk akutmodtagelse.

»Når der kommer en minoriseret ind, så mærker jeg fra første øjekast, at der er en alliance mellem os. Jeg forstår dem, og de forstår mig. Det giver dem en speciel form for tryghed at møde en etnisk minoriseret i systemet, og her mærker jeg, hvor vigtigt mit arbejde er.«

Fremtiden

Nima arbejder fortsat på at finde balance i alle aspekter af sit liv. At være iransk og dansk. At være læge og musiker. At være politisk aktivist og privatperson.

»I løbet af min barndom og ungdom har jeg desværre syntes, at det var lidt pinligt at være brun, se ud som jeg gjorde og hedde, hvad jeg hed. I folkeskolen, hvis der var forældremøde, hvor man skulle rejse sig op og nævne sine forældres navne, synes jeg, at det var pissepinligt, fordi mine ikke hedder Gitte og Søren,« siger han.

Jeg mærker min mors smerte, når hun står forrest til demonstrationer med hånden i vejret og råber Zan, Zendegi, Azadi.

Nima Moradi

Men det har ændret sig, især i løbet af det forgangne år:

»Jeg synes, at det er nemmere nu. Jeg er stolt af mit bagland, jeg er stolt af at være iraner, jeg er pissehamrende stolt af mine forældre, også af deres navne. Takket være folket i Iran, og takket være de sociale medier, er deres kamp nået ud til folk i hele verden, og det har samlet os og sat os på dagsordenen.«

Når jeg spørger, hvordan fremtiden ser ud for Iran, bliver der stille i lejligheden på Nørrebro. Nima Moradi tror ikke, at regimet falder lige foreløbig. Men han tror, at det er blevet lettere at være kvinde i Iran i dag end for bare et år siden.

»Den iranske kvinde har altid haft en revolution. At være en iransk kvinde er en revolution i sig selv. Jeg tror, at tiden stille og roligt vil give plads til, at kvinden kan blomstre endnu mere.«

Og hvordan ser fremtiden ud for dig?

»Jeg ser mig selv på et bjerg, måske i Norditalien, med et orangeri. Helt afslappet – måske om ti år,« siger Nima Moradi, der drømmer om lidt mere ro.

»Fremtiden er forhåbentlig rolig og balanceret og fyldt med kærlighed, gode mennesker, og glæde ved at stå op og lave de ting, jeg gør – hvad end jeg udelukkende er læge, udelukkende er musiker, eller fortsat balancerer imellem de ting.«