Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Hyggeracisme — Studerende Flavio Sabah Saleh siger fra over for dansk hyggeracisme, mens andre ser stereotypiske jokes og udtryk som en vej til fortrolighed og venskab.
Har du nogensinde fyret en joke om jøder af foran din jødiske kammerat? Eller måske har du en kæk vittighed om slaveri klar til din mørklødede kammesjuk? Hvad med en generel bemærkning om Kina til din ven med asiatiske rødder, på trods af at han aldrig har haft noget med landet at gøre? Det skal ikke tages personligt. Sådan er dansk humor bare.
Men sådan burde det ikke være, hvis man spørger 22-årige Flavio Sabah Saleh. Han læser statskundskab på Københavns Universitet, og det var blandt medstuderende, han siger, at han mødte hyggeracismen på sit første år i studiet.
Hyggeracisme
Den Danske Ordbog definerer hyggeracisme som: »Det at bruge racistiske ord og give udtryk for fordomme vedrørende personer af anden etnisk oprindelse på en måde, som man selv synes er sjov og uproblematisk, men som er sårende og stødende for dem man taler om eller med.«
»Da jeg startede på universitetet, blev jeg i det første halve år kaldt ’irakeren.’ Jeg vidste ikke hvorfor det skulle være sådan. Jeg turde ikke rigtig sige noget til det. Man vil jo ikke kendes som ’den brune sure mand.’ Dengang var jeg overbevist om, at det bare var dansk humor,« siger han.
At få tilnavnet ’irakeren’ var ikke den eneste tildragelse på Statskundskab, siger Flavio, der fortæller, at han i 2018 befandt sig i et festlokale på studiet for at hygge sig med vennerne. Ud af det blå kom en kvindelig medstuderende for at indlede en samtale med spørgsmålet: Vil du kaldes perker eller indvandrer?
»Jeg stirrede på hende og tænkte, at det var noget af det mest crazy, der nogensinde var blevet sagt til mig. Jeg svarede ikke. Det var som om, jeg ikke turde at sige fra. Hvad skal man svare til sådan noget?« siger han.
Ifølge Flavio Sabah Saleh er der ikke en racistisk hensigt med de kommentarer, som han får fra hvide danskere, men han opfordrer alligevel til, at folk tænker sig om, inden de begynder at joke med racistiske stereotyper. For ham handler det om, at man som hvid dansker skal erkende sin egen position i forhold til minoriteter i Danmark.
Jeg stirrede på hende og tænkte, at det var noget af det mest crazy, der nogensinde var blevet sagt til mig
Studerende Flavio Sabah Saleh
»Det er svært at snakke med hvide danskere om det her. Det bliver meget personligt. Som minoritet sætter jeg noget på spil og bliver bange. Men jeg kender folk, som faktisk har taget kritikken til sig, og støtter retten til at sige fra over for hyggeracisme. Som hvid er man en del af majoriteten i Danmark. Derfor kan jeg godt savne en hvid dansker, som tør at sige fra, når der åbenlyst bliver joket på baggrund af racistiske stereotyper, for deres privilegier rækker ud over mine,« siger han.
I den anden ende af spektret er Mads Kreutzmann og Aof Kan Rasmussen. De læser begge tværkulturelle studier på Københavns Universitet, og har kendt hinanden i snart seks år. De har et gensidigt forhold til humor om race og identitet.
»Jeg kan godt lide politisk ukorrekte jokes,« siger Mads Kreutzmann. Det jo forkert at fortælle dem, men det er det sjove ved det. Fra mit perspektiv er det også inkluderende. Hvis jeg laver grin med en anden, er det også min accept af den person,« siger han.
Aof Kan Rasmussen nikker.
»Men det kommer også an på konteksten. Hvis en person ikke synes, det er sjovt, er det jo ikke okay,« siger han.
Hvis jeg laver grin med en anden, er det også min accept af den person
Studerende Mads Kreutzmann
Humoren har de til fælles. Jo grovere, desto bedre. Arsenalet af ellers nedsættende vendinger er stort, når de begge først kommer rigtigt i gang. Det handler om at balancere på kanten. Aof forklarer:
»Jeg gør tit grin med Mads’ hudfarve. Hvis han kommer med et seriøst statement, kan jeg hakke ham ned med fx ‘det jo også bare fordi, du er hvid nazist’. Omvendt smider han en ‘du jo også risgnasker’” Det er ikke fordi vi er decideret racistiske, men vores måde at køre på hinanden på er måske lidt racistisk.«
Aof Kan Rasmussen siger, at han selv har oplevet, at mennesker, han ikke kendte, lavede sjov med ham baseret på asiatiske stereotyper. I de tilfælde finder han hyggeracismen stødende. Men med Mads er det en anden sag.
»Med Mads er det fint. Vi kender jo hinanden. Men det er klart, at hvis folk ikke synes det er sjovt, så skal de sige det,« siger han.
Mads Kreutzmann er enig:
»Helt sikkert. Hvis folk ikke bryder sig om jokesene, må man jo respektere det,« siger han.
Ditte Marie Munch-Jurisic er postdoc på Roskilde Universitet og har en ph.d. i filosofi og minoritetsstudier fra Københavns Universitet. Hun arbejder for tiden på forskningsprojektet Ubevidst bias: Stol ikke på din mavefornemmelse! Ifølge Munch-Jurisic kan man forstå hyggeracisme ud fra begrebet ’implicit bias.’
»Implicit bias handler kort sagt om, at man ikke altid er bevidst om, hvordan ens handlinger eller opførsel virker ude i verden. Man kan synes, at stereotyper af andre mennesker er sjove at påpege uden at betragte sig selv som værende direkte racistisk,« siger hun.
Mens hyggeracisme for nogen kan virke harmløst, så kan det alligevel godt have en negativ indflydelse, siger Ditte Marie Munch-Jurisic:
»Selv om man selv synes, det er sjovt at ytre en bestemt joke, er det ikke sikkert, at den bliver modtaget på samme måde af modparten. Intentionen er ikke nødvendigvis at skade, men konsekvensen kan være en helt anden. Derfor kan hyggeracisme vise sig problematisk.«
Ifølge Ditte Marie Munch-Jurisic er hyggeracisme et problem, som flertallet af danskere risikerer at overse.
»Forskningen viser, at en person som oplever hyggeracisme, blandt andet ikke påpeger det over for vennegruppen og griner med, fordi den enkelte ikke orker at tage snakken om det. Derfor kan afsenderen af en joke tro, at alt er i den fineste orden, selv om det i realiteten kan have været skadeligt,« siger hun.
Ditte Marie Munch-Jurisic kan ikke udpege klare kriterier for, hvornår noget er hyggeracistisk. Men hun siger, at man skal vise et åbent sind, hvis man bliver konfronteret af en person, som føler sig krænket.
Det her handler om mennesker, som mener, at der er et reelt problem.
Forsker Ditte Marie Munch-Jurisic
»Man skal tage det seriøst og lytte. Lad være med at blive defensiv og pakke det ind i ‘det var bare en joke’ eller ‘sådan er dansk humor’. Ellers kommer vi ingen vegne,« siger hun.
Er det krænkelseskulturen der er i spil, når man problematiserer hyggeracisme?
»Vi skal væk fra den her konstante debat om krænkelseskulturen i Danmark. Det her handler om mennesker, som mener, at der er et reelt problem. Samfundet udvikler sig hele tiden, og vores perception af rigtigt og forkert ændrer sig. Det der sker nu er, at nogle udfordrer ideerne om, hvad der er okay at gøre. Samlet set er det konteksten der afgør, hvad der er acceptabelt – i en vennegruppe, et klasselokale eller noget helt tredje.«
Der findes, på nuværende tidspunkt, ingen opskrift på hvordan man skal håndtere hyggeracisme – hverken som afsender eller modtager. Eller om man overhovedet skal opfatte hyggeracisme som et stort samfundsproblem. Men hos Flavio Sabah Saleh er meldingen klar.
»Når man siger til mig, at jeg bare er en brun mand, som ikke kan tage en joke, kan man lige så godt bede mig om at holde kæft. Det er legitimt, at jeg går ud og fortæller om mine oplevelser med et problem i den danske kultur. Mange hvide tror, at problemet ikke findes.«
Mads Kreutzmann siger, at hensigten med en bemærkning må tillægges betydning:
»Jeg synes ikke, det skal være et tabu at joke med ting. Det jo også en måde at italesætte folks udseende på, uden at det skal være igennem alvorlige samtaler. For mig bliver det først racistisk, hvis man faktisk mener det, man siger.«
Hans studiekammerat Aof Kan Rasmussen erklærer sig enig og føjer til:
»Men man skal også være opmærksom på, hvad man som en del af en majoritet siger til en person fra en minoritet.«