»Menneskeheden har ikke krav på at blive skånet«

Spørgsmålet blev stillet, sådan lidt spagt og undskyldende hen over ansættelseskaffens anden kop. Som et ’i øvrigt’.

Thomas Söderqvist var lige blevet ansat som professor i medicinhistorie, men hvis han ville, kunne han også kalde sig chef for det daværende Medicinsk-Historisk Museum, for sådan en manglede.

Det vidste han med det samme, at han ikke ville, og han vidste det hele vejen hjem, hvor hans daværende kone mødte hans sikre valg med ordene: »Du er en total idiot, Thomas«.

Sådan havde han slet ikke set på det, og som så ofte før i den dengang 53-årige svenskers liv, skulle noget meget uplanlagt gå hen og blive til noget meget godt.

Sjældne fugle på øde steder

Som ung drømte Thomas Söderqvist om at blive fuglekigger og finde sjældne fugle på øde steder. Steder, hvor man ikke forventede sig at finde sådan nogle.

Men sådan blev det ikke, og efterhånden er hans CV lige så umuligt at finde rundt i som det gamle, kringlede museum, han i dag bevæger sig så hjemmevant i. Der er ikke meget af det, der står anført, som kan siges at være udfaldet af en seriøs karriereplanlægning.

Det er på mange måder symptomatisk, at Söderqvist engang tog til seminar, stødte på begrebet økologi, der blev fremstillet »som kunne det redde verden«, tænkte »storhedsvanvid!«, blev vred – og interesseret. Han gravede i emnet, og pludselig var han så langt, at han lige så godt kunne gøre det færdigt. Det blev til en ph.d.

»Grunden til, at jeg søger hele tiden, er nok, at jeg er bange for at kede mig,« siger Söderqvist.

»Jeg leder efter noget, som jeg ikke ved, hvad er, og jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis jeg fik fat i svaret med stort S. Det er den søgen efter, hvad end det nu er, som er drivkraften. Og hvis jeg skal tale lidt stort, så er det vel det, forskning går ud på?«

Måske er han bare forsker af natur. Og udstyret med tilstrækkelig stædighed til at blive hængende i det antal år, det kræver at grave, forske og formidle sig frem til noget i størrelsesordnen ph.d., disputats eller bog. Når han starter på noget, er han tro, og når han afslutter det, bliver der plads til en ny forelskelse. Den kommer altid. Og det hurtigt.

En slags forskningens serielle monogamist, altså, og han nikker accepterende, da betegnelsen bliver luftet. Men hans nuværende kærlighed er en langvarig affære, for indtil videre har han hængt ved Medicinsk Museion i med- og modgang i 11 fortrinsvis lykkelige år.

Tingen i virkeligheden

Jeg venter på Söderqvist i museets foyer, mens jeg bladrer i gæstebogen, som er fuld af begejstret ros og enkelte beretninger om besvimelser og opkast efter mødet med syltede menneskedele og kirurgiske instrumenter.

Han trykker min hånd som velkomst og giver mig en demonstrativt uguidet rundvisning på museet. Når jeg stiller et spørgsmål, stiller han også et, og jeg fornemmer, jeg bliver testet. Forstår jeg de tanker, der ligger bag udformningen af museet? Hvordan oplever jeg? Jeg svarer efter evne og tolker ud af hans faderlige fremtoning, at han er mere stolt end skuffet. Han kniber øjnene sammen i koncentration, når han, upåvirket af stilheden, tænker sig om inden en forklaring.

»Vi har sat tingen i centrum, for museer egner sig til at fremhæve materialiteten. Det er noget du ikke kan læse dig til,« siger han, og lader hånden glide over den porcelænsblanke overflade på et aflangt bord, hvori dybe riller danner et fiskebensmønster.

»Du aner ikke, hvad det er for en ting, så du må tænke selv,« fortsætter han begejstret og løfter pegefinger og øjenbryn i en synkron bevægelse.

Der står et bord i menneskelængde, med nogle kanaler, som nok er til væske. Kunne det være til blod? Kunne det være et dissektionsbord?

Hans øjne blinker. Det kunne det, og det er det. Gys.

Det er denne sugende oplevelsesdimension, museumschefen ser som mediets særlige styrke, men den er ved at blive trængt ud:

»Tingenes nærvær og sanseligheden har ikke længere den samme status. Alt skal forklares og sættes i kontekst, mens opmærksomheden og evnen til faktisk at stå over for en ting og lade den påvirke dig, er en mangelvare. Der er noget særligt over tingen i virkeligheden.«

Både tid til fordybelse og fascination ved en udstilling

Han lægger ekstra vægt på opmærksomhed, som synes at være et plusord af særlig fin kvalitet.

Den forklarende tekst spiller en helt central rolle på de fleste museer. Specielt de medicinske og videnskabelige som »skriger på forklaringer.«

Selv om han siger, at han forstår det, understreger Söderqvist, at fascinationen må gå forud. Ellers bliver oplevelsen for fattig. Hadeeksemplet står Eksperimentarium for, og mens vi går videre, mumler han noget med »trykknapformidling.«

Det er umuligt at nå at se det hele, for samlingen består af over 200.000 ting, og de fleste er opmagasineret på museet, og resten spredt rundt omkring i kældrene i Panumbygningen på Blegdamsvej.

Thomas Söderqvist bryder sig ikke om for mange ting på ét sted. Han vil fremhæve den enkelte ting. Som glasbeholderen, der indeholder et lille sygt barns bløde og deforme skelet. Det hænger der, vægtløst i sin væske, som én ud af bare seks genstande i lokalet.

»Angsten kommer krybende,« siger han, da vi har betragtet det lidt i stilheden. Det er en kompliment.

»Der skal være tid til fordybelse. Du skal kunne nå at tænke: det kunne jo være mit eget barn, det der.«

Han er 63 år, men far til en lyslevende lille pige i netop den størrelse. Hun hedder Johanna.

At gøre det uforståelige pænt

Barneskeletter og blodige dissektionsborde er ting, folk gider se på. Den slags ting er uhyggelige, kropslige ting, der taler til sanserne. Død og splat og ulækkerhed sælger.

Det er en anden sag med en mere uhåndgribelig ting som for eksempel enzymer. Enzymmolekyler er uforståeligt små, man kan hverken se eller røre ved dem, og så godt som ingen ved, hvordan de egentlig ser ud. Især meget få humanister. Udstil enzymer bag glas, og få verdens givetvis mest meningsløse museum. Ikke desto mindre er det på celleplan, at det virkelig rykker i den medicinske verden lige nu, siger Thomas Söderqvist. Organer kan dyrkes på stativer, og den skræddersyede medicin venter om hjørnet.

Men hvad gør man, når man er chef for et medicinsk museum, som også er en forskningsafdeling? Og når de ting, man gerne vil udstille, er blevet så små og uforståelige, at de er blevet kedelige for alle uden specialiserede instrumenter?

På Medicinsk Museion er beholdere i alle størrelser arrangeret i et gigantisk gennemsigtigt møbel, illumineret af lys, som får det hele til at fremstå, som var det dekorativ installationskunst. Jeg kan ikke sige, jeg ligefrem forstår, hvad jeg ser, men jeg ser på det, fordi det er mærkeligt og pænt, og mens han gestikulerer og knitrer i sin vindjakke, prøver Söderqvist at få mig til at forstå, at det er et fint udgangspunkt.

»Det er ikke så vigtigt, at du forstår, hvad det siger fra starten, men at det siger dig noget. Det er ligesom når jeg taler med lille Johanna. Hun siger noget fuldstændig ubegribeligt volapyk, men jeg synes, det er meget fascinerende, at hun prøver på at sige noget.«

Han rejser sin sammenligning fra børnehøjde og prøver i stedet med et kulturmøde, i mit tilfælde: humanist møder usynlig og uhåndgribelig, mikroskopisk forskerverden gennem plastikdimser.

»Hvis Pedersen står hele dagen i et laboratorium og laver nogle ting med sine plastikbeholdere, fordi det at lede efter et enzyms funktion er det allermest spændende for ham, så er plastikbeholderen selvfølgelig bare redskabet, han bruger, men det er den håndgribelige del, ligesom vinylen er det for musikfolk.«

Det er den ting, der kan formidle forskerens fascination og danne bindeled mellem ham og mig.

Hvor sidder identiteten?

Et kødløst ansigt stirrer på mig gennem skabsruden med øjne omkranset af farvestrålende blodårer. Det er et rigtigt ansigt, som engang altså var nogens. Det er ikke en model.

»Rigtige museer udstiller rigtige ting,« siger Thomas Söderqvist belærende, som svar til mine spørgende øjne. Netværket af årer er blevet injiceret med farvestof, og navnet er blevet glemt eller i hvert fald gemt. Sådan skal det være. Enkeltpersonen og en eventuel familie skal respekteres og beskyttes. Men der er ikke noget, Söderqvist ikke ville udstille. Menneskeheden har ikke krav på at blive skånet.

»Det som dybest set fascinerer mig er, at der i tre milliarder år har fandtes liv på jorden, men nu begynder evolutionen for første gang at blive bevidst om sig selv. Vi har midlerne til at manipulere med generne, med fostre og celler – til at bedrive evolutionær ingeniørkunst. Vi kan lave om på os selv som art, og hvad sker der så? Det er for mig et sublimt spørgsmål. På den ene side er det en fantastisk mulighed, og samtidig kan det være vejen til udslettelsen. Men det er selvfølgelig muligt at klimaforandringerne slår os ihjel inden da,« ler han lunt.

Det lyder lidt uhyggeligt, at alt man er, er kemi. Kan det ikke føre til store identitetsproblemer?

»Nu taler vi samme sprog! Når det bliver en mulighed at manipulere med alle dine kropsfunktioner, hvor sidder din identitet så? Den skaber du i høj grad. Ikke kun som social konstruktion, som jo har været meget på mode, nej, du kan selv vælge konkret at skabe en ny mate-riel identitet.«

Ivrige fagter danner kontrast til omhyggeligt udvalgte ord.

Engang var det en identitetskrise, at mennesket stammede fra aberne, og det er vi efterhånden ved at være kommet os over.

Tænker du, at vi kan komme os over det her?

»Det kan selvfølgelig gøre ondt, fordi det kan få følelsen af mening med tilværelsen til at forsvinde, og det kan måske gøre dig kynisk eller ked af det. Men man kan også opfatte det som en form for trøst, for ser man verden sådan, behøver man ikke at være bange for døden. Du er kun stoffer, som opløses i universet ved døden. Der findes ikke nogen sjæl, det er synd for, og så er det ikke særlig sørgeligt. Jeg synes, det er en meget større trøst end det der abracadabra med et liv efter døden.«

Er du slet ikke bange for døden?

»Jeg er bange for at blive syg – men det, jeg er mest bange for, er at gå glip af at se mit barn vokse op. Jeg kan blive trist af tanken om, at snart er det slut. Jeg er bange for pludselig at indse, at det måske er den sidste time, jeg har med mine kæreste, det kan gøre mig utrolig ked af det. Men selve døden og tomheden derefter skræmmer mig overhovedet ikke.«

Når du dør, vil du så donere din krop til videnskaben?

»De må tage alle mine organer, det synes jeg er en borgerpligt, men jeg vil ikke på museum. Jeg har ikke lyst til at blive syltet i et glas, og jeg vil nok indføre paragraffen ’vil ikke syltes!’ i mit testamente. Jeg går ud fra, at hvis jeg ville, kunne jeg blive mumificeret og udstillet i en montre her, men det vil jeg ikke! Det er jeg for blufærdig til.«

Så bliver han stille, lukker øjnene og tænker sig om. Ingen hastværk. Rolig opmærksomhed. Efter en stund griner han i erkendelse af, at han har fanget sig selv i en kæmpe selvmodsigelse.

»Det kan jeg simpelthen ikke forklare,« siger han så. Og det gør heller ikke så meget.

Manden er endnu mand og ikke blot kemi.