Mere kvalitet, mindre humanist-bashing

Hvor tit skal du forsvare din faglighed? Hvor tit læser du i avisen, at din uddannelse er ubrugelig?

Hvor ofte har du hørt politikere, meningsdannere og julefrokost-onkler forklare, at samfundet altså har brug for, at du dropper dine naive drømme og i stedet vælger en ”fornuftig” uddannelse?

Efter et par år på KUA har jeg lært, at kunsten at kritisere min uddannelse på mere eller mindre oplyst grundlag hedder humanist-bashing.

Hvis du ligesom jeg er humanist, så har du nok prøvet det en del gange. Senest i fredags, hvor Politiken brugte en hel side på at problematisere humanisters relevans på arbejdsmarkedet.

Bliver bitter og opgivende

Efter et par år på KUA har jeg lært, at kunsten at kritisere min uddannelse på mere eller mindre oplyst grundlag hedder humanist-bashing.

Jeg har efterhånden også udviklet et fast reaktionsmønster, når jeg møder det: Først bliver jeg træt af at tage den samme diskussion igen og igen. Dernæst bliver jeg oprigtig forvirret over, at folk ikke kan se, at vi jo ikke får bedre kandidater af at få færre penge. Så træder min faglige stolthed igennem, jeg bliver vred og beslutter at svare igen.

Men til sidst står jeg tit tilbage en smule bitter eller opgivende. Hvornår mon vi begynder at respektere hinandens faglighed?

Tvivler selv på kvalitet

Desværre må jeg nok erkende, at det ikke er så mærkeligt, at folk tvivler på kvaliteten af min uddannelse. Det gør jeg faktisk til tider også selv.

Da jeg startede på universitetet, var det helt nyt, at man kunne stille krav om et minimum antal undervisningstimer. Siden da har diverse ministre fremdriftet, dimensioneret og sparet ambitionerne ud af mit fakultet.

Desværre må jeg nok erkende, at det ikke er så mærkeligt, at folk tvivler på kvaliteten af min uddannelse. Det gør jeg faktisk til tider også selv.

Nu bliver studerende mødt med rynkede pander, hvis vi vover at kræve feedback på opgaver eller holdstørrelser på under 50 studerende. Det er der jo ikke penge til.

Kvalitet kræver investeringer

Vi vil allesammen gerne have de bedst uddannede kandidater, der flyver direkte ind på arbejdsmarkedet og gør en masse gode ting.

Det får vi bare ikke ved at skære på antallet af studiepladser. Vi får det heller ikke ved at spare underviserne ud af undervisningslokalet. Det får vi ved at investere i kvalitetsuddannelser.

Egentlig er det derfor, jeg har brugt tid på mit fagråd, fakultetsråd og studenterråd. For når bitterheden har lagt sig, må jeg erkende, at der er brug for handling. Der er brug for, at vi sammen sætter barren lidt højere for, hvad vi kan forvente af vores tid på universitetet. Og lige nu er der akut behov for, at vi sammen råber de spareglade politikere op og fortæller dem, at kvalitetskandidater koster penge.