Mig og mine mentees

Forestil dig at komme til et fremmed land for at studere. Et land hvor det er mørkt 20 timer i døgnet, hvor sproget lyder som om man er ved at blive kvalt, og hvor det at tilmelde sig eksamenen kræver papirarbejde nok til at beskæftige en revisor på deltid. Sådan er virkeligheden for de mange internationale studerende der hvert år pakker kufferten og penalhuset for at tage på udvekslingsophold på Københavns Universitet. For at gøre det lidt nemmere tilbyder KU sine internationale studerende at få en dansk studerende som mentor. Og det er præcist hvad Therese Kulle og Harriet Riley har takket ja tak til. De har begge fået danske Simone Jørgensen som mentor – og det er de glade for:

»Det er excellent at have nogen der kan hjælpe én hvis man har spørgsmål«, siger Harriet Riley med en accent der bestemt ikke skjuler at hun kommer fra langt Down Under. Hun er 19 år og læser på University of Western Australia hvor hun gennemførte de første to semestre. Men nu har hun altså valgt at tage et år til Danmark for at studere film- og medievidenskab samt samfundsvidenskab og antropologi. »Jeg ville gerne til et engelsktalende land for at studere, men samtidig ville jeg opleve en kultur der var anderledes end den engelske eller amerikanske. Derfor var det oplagt at vælge et universitet i Norden, og så blev det altså København«, forklarer Harriet.

Danskerne følger reglerne

Helt så lang har Therese Kulles rejse ikke været. Hun er 26 år og kommer fra Södertörn Högskola nær Stockholm, men nu er hun taget til København for at skrive sit speciale i medievidenskab.»Jeg har altid gerne villet på udveksling, og gennem Nordplus-programmet fik jeg muligheden for at komme til København«, siger Therese der er blevet så glad for byen at hun har valgt at blive et semester længere.

Men hvordan er det så at læse på KU? Og hvad er forskellen på de danske studerende og de australske og svenske? »Det er mere struktureret i Danmark. De danske studerende følger reglerne. De gør som lektorerne siger, og de er påpasselige med at få læst det de skal. Sådan er det ikke i Australien. Der er det mere løst. Måske fordi man kan shoppe lidt mere rundt mellem fagene«, lyder det fra Harriet.

En opmuntrende melding for de danske studerende som føler sig beskyldt for at være både dovne og forkælede. Ifølge Therese er der ikke den store forskel på danske og svenske studerende. Til gengæld er der store forskelle på eksamenssystemet: »I Sverige tager vi vores eksamener i løbet af året, mens alle eksamener i Danmark ligger til sidst. Her skal man også selv vælge og tilmelde sig sine eksaminer hvor det i Sverige er mere fastlagt«.

Møder nye mennesker

Mentor-netværket på Københavns Universitet blev startet som en reaktion på at flere af de internationale studerende fandt det vanskeligt at komme i kontakt med de danske studerende. På Det Humanistiske Fakultet, hvor både Therese og Harriet er tilknyttet, er der pt. 80-100 frivillige mentorer i netværket og cirka 150 internationale mentees.Men hvorfor vælger man som dansk studerende at ofre tid og energi på en flok udenlandske studerende når man selv har travlt med studier og arbejde?

Simone Jørgensen har selv været på udveksling i Frankrig, så hun ved at det kan være svært at komme til et nyt land hvor man ikke kender nogen. Derfor vil hun gerne hjælpe andre i samme situation. »Og så tager det altså heller ikke så megen tid. Folk spørger og kan ikke forstå at jeg vil bruge tid på det, men min opgave er jo mest at være social,« siger Simone der også selv får noget ud af at være mentor.

»Man kommer med til en masse arrangementer og får mulighed for at møde mennesker fra en masse forskellige lande. Og så er det er jo godt at have nogen man kan besøge hvis man selv skal ud”, slutter Simone der ligesom sine to mentees læser film- og medievidenskab.

Flinke danskere

Selvom både Therese og Harriet har været meget glade for at de valgte at få en dansk mentor, så har de fundet de fleste af deres nye venner blandt de andre internationale studerende. »Det kan godt være svært at blive en del af danskernes sociale liv. Det er nemmere med de internationale studerende,« siger Therese og bakkes op af Harriet: »Man møder jo de internationale studerende gennem arrangementerne, så derfor er det nemmere at blive venner med dem end med danskerne. Men der hjælper det helt sikkert at have en mentor så man kan komme med ind i en ny gruppe«. Men selvom det kan være lidt svært for alvor at komme ind på livet af danskerne, så har de to udvekslingsstuderende kun gode ting at sige om det folk de nu er gæster hos.

»Danskerne er meget hjælpsomme og høflige. Jeg er flere gange blevet hjulpet med at finde vej med mit kort da jeg ikke kunne finde rundt i København. I følger reglerne, men er meget venlige«, siger Harriet der dog ikke er i tvivl om hvad der er det værste ved at være i Danmark.

Tungen på tværs

»Det værste er sproget. Jeg plejer at have et godt sprogøre, så i starten var jeg skuffet over at jeg ikke lærte det hurtigere. Men det er så svært, og jeg kan simpelthen ikke få min tunge til at gøre som jeres,« siger australske Harriet. Som svensker skulle man tro at Therese ikke havde samme vanskeligheder med det danske sprog. Men helt så nemt har det ikke været. »Jeg føler at vi burde kunne forstå hinanden, men jeg kan ikke tale dansk overhovedet. Det går fint med at forstå folk en-til-en, men i en større gruppe af danskere er det meget svært at følge med. Det er frustrerende,« siger Therese.

Af og til samles alle mentorer og mentees for at tage til et fælles arrangement. I starten af semestret havde man en fælles middag med klassisk dansk mad, og i sidste weekend var der arrangeret rundvisning på Carlsbergs bryggerier. Og at mentor-netværket er en god ting, er hverken Therese, Harriet eller Simone i tvivl om. »Hvis nogle af de andre internationale studerende som ikke selv har en mentor, har nogle spørgsmål, kommer de nogle gange til mig og siger om jeg ikke kan spørge min mentor«, griner Harriet. »Det har jeg også prøvet«, siger Therese.

»De spørger om de ikke kan låne min mentor lidt fordi hun er så sød«. Også Simone virker til at være glad for sin mentor-rolle og for at have lært de to piger at kende. »Jeg tænkte på at invitere jer hjem til julemiddag. Kan I på fredag?«, spørger hun sine to mentees efter interviewet er slut. Og det kan de vist godt. Så mon ikke de tre får set meget mere til hinanden i den næste kolde tid.

Mathias Holm Pedersen, studenterskribent, Film og medie