Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

»Min kusine i Iran bliver sindssygt rørt, når jeg lægger støttevideoer op fra Danmark«

Iran — Vidtrækkende protester og en national strejke ruller ind over Iran. Onsdag faldt det sammen med De studerendes dag, hvor iranske studerende hvert år protesterer. I år med en særlig kraft der rakte helt til Københavns Universitet og Christiansborg.

Omringet af brændende fakler står Sima Rasmussen og en flok af hendes medstuderende fra Statskundskab i eftermiddagsmørket foran Christiansborg. Med kuldebidte kinder, sæsonens første snefnug i huer og halstørklæder og med alvorsfulde øjne.

»Det er vildt smukt med alle faklerne,« bemærker Sima Rasmussen og lader blikket glide over slotspladsen med flammer.

Flere hundrede mennesker råber i kor mod scenen: »Kvinde, liv, frihed.«

På iransk, på engelsk og på dansk. Nogen nærmest brøler. Sima Rasmussen råber mere forsigtig med.

»Kvinde, liv, frihed!«

De tre nøgleord ’kvinde’, ’liv’, ’frihed’ er de seneste tre måneder blevet råbt i Irans gader, hvor et vidtrækkende oprør mod regimet lige nu finder sted. Siden den 22-årige Jina Mahsa Amini i september blev anholdt af det såkaldte moralpoliti for ikke at bære sin hijab korrekt og få dage senere døde i moralpolitiets varetægt, har protester rullet ind over Iran. Protesterne er ifølge The Guardian den største trussel mod styret i Iran siden revolutionen i 1979. Og over hele landet går særligt studerende forrest.

Det nytter

De seneste dage har også en national strejke bredt sig. Det faldt onsdag sammen med de studerendes dag i Iran, der markerer årsdagen for, at det iranske politi for første gang i 1953 åbnende ild mod studerende, hvor tre studerende døde. På Christiansborgs Slotsplads er flere danske studerende mødt op for slå ring om de iranske studerende til en støttedemonstration, arrangeret af blandt andet Amnesty International og Danske Studerendes Fællesråd.

23-årige Sima Rasmussen, der selv har iranske rødder, har fulgt protesterne tæt gennem familie og venner i Ian.

»Man skal huske på, at det her ikke er en krig. De iranske oprørere har ingen hær og ingen våben. Når de demonstrerer, dækker de deres ryg med stegepander for at beskytte sig mod politiet, « siger Sima Rasmussen.

Hun er derfor overbevist om, at det nytter at demonstrere. Også på afstand.

»Jeg er helt sikker på, at alt denne her solidaritet giver kampgejst til de studerende i Iran, « siger Sima Rasmussen.

Hun deler flittigt videoer fra Irans gader og opslag, der oplyser om situationen, på sine sociale medier. Men også når der bliver støttet op herhjemme, sørger hun for at dele. Og hun kan mærke, at det virker.

»Min kusine i Iran bliver sindsygt rørt, når jeg lægger støttevideoer op fra Danmark. Hun er nogenlunde jævnaldrende med mig og bor og protesterer i Iran.«

De studerendes dag på skoleskemaet

I fakkelmængden står også 25-årige Ida Klovborg Olsen, der går på 1. semester på bacheloren i Mellemøstens sprog og samfund. Hun har ikke selv nogen forbindelser til Iran, men mener, at studentersammenholdet på tværs af landegrænser og nationaliteter er vigtigt.

»Med de privilegier vi har som danske studerende føles det vigtigt at demonstrere og vise solidaritet,« siger Ida Klovborg Olsen.

Tidligere på dagen sad hun i de sorte klapsæder i Multisalen på KUA, hvor Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed havde inviteret til de studerendes dag.

Her var en halvfyldt sal af både studerende og folk med lidt flere grå hår end en gennemsnitsstuderende mødt op for at støtte og blive klogere. Der blev hæklet, spist frokostsandwich og taget noter, mens blandt andre Rasmus Elling, der er ph.d. i Iranstudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier tog plads foran kridttavlen til en lynforelæsning.

Også Danske Studerendes Fællesråd var med til at arrangere de studerendes dag på universitetet. Forperson Julie Lindmann huskede salen på, hvordan universiteterne og de studerende historisk set har været en kæmpe drivkraft bag protester for kvindefrigørelse og demokratiske rettigheder i Iran.

I dag er politiske partier forbudt på universiteterne og i Iran generelt. Men så længe universiteterne er åbne, kan man ikke forhindre folk i at samles, og det er derfor universiteterne, der holder liv i demonstrationerne, lød det fra Julie Lindmann.

I salen blev der også spillet musik af den iranske rapper Toomaj Salehi, der lever livet farligt, når han synger We live somewhere horrific. You are dealing with a mafia that is ready to kill the entire nation. Også dugfriske smartphoneoptagelser fra dagens voldsomme protester i Iran tyngede salen.

Mens Julie Lindmann hastede videre i dagens program blev der i et hjørne af samlingsstedet Torvet på Det Humanistiske Fakultet sirligt placeret stearinlys og roser på en rød dug omringet af mindetavler for børn, unge og studerende, der  har mistet livet under protesterne eller lige nu sidder fængslet.

Klart budskab til Christiansborg: Sæt foden ned!

Da mørket få timer efter De studerende dag på KUA er faldet på, står Julie Lindemann på scenen ved Christiansborg for endnu engang at minde om, hvilken afgørende rolle, de iranske studerende har.

På slotspladsen er det store budskab fra talerne klart: Den fungerende danske regering bør tage afstand fra det iranske regimes vold mod og fængsling af demonstranter. Regimet skal sanktioneres, Danmark bør ikke sidde ved forhandlingsbord med det iranske regime, og den iranske ambassade bør lukkes. Det er tid til at stå på den rigtige side af historien, lyder det fra foreningen Voice of Iran.

Søndag lød det i flere internationale medier, at det iranske moralpoliti blev nedlagt. Men ifølge flere mellemøstlige medier, blandt andet det pro-palæstinensiske medie Middle East Monitor, benægter det iranske styre rygtet.

Statskundskabsstuderende Sima Rasmussen oplever, at det er rigtig svært at følge situationen i Iran gennem danske medier, og hun holder sig derfor stort set kun opdateret via sociale medier. Hun mener, at den opmærksomhed oprøret trods alt har fået, har givet folk et mere rigtigt og nuanceret billede af, hvem det iranske folk er.

»Det Iran, jeg kender fra min familie, er ret progressivt og ret relaterbart for mange danskere. Jeg kender ingen religiøse iranere, og alle er imod regimet. Det har jeg ikke før kunne genkende i den fortælling, der har været i Vesten og i Danmark. Så det har været ret rørende for mig at følge,« siger hun.

»Som halv iraner i Danmark føler jeg mig på en måde lidt skyldig i at være beskyttet i et land med så mange rettigheder,« siger Sima Rasmussen.

Afmagten har nu ført til, at hun sammen med en iransk medstuderende har arrangeret en støtteaften i sit kollegiekøkken, hvor venner og bekendte kan høre om, hvad der sker i Iran lige nu, spise et persisk måltid mad og donere penge direkte til iranske demonstranter.

Som det ser ud lige nu, er det ikke muligt at overføre penge til iranske konti. Men Sima Rasmussen kender en der snart rejser til Iran, og som derfor kan tage pengene med.

»Det er selvfølgelig en lille ting at kunne donere lidt penge,« siger hun.

»Men det er så vigtigt, at vi bliver ved med at følge med. Iranerne sætter deres lid til det internationale samfund. Og hvis vores regering skal lægge pres på regimet, kræver det, at vi lægger pres på dem.«

Seneste