De otte forfattere til mindeordene fremgår nederst i artiklen.

Poul Lübcke blev 68 år. Hans pludselige død efter et sygdomsforløb, der heldigvis ikke var langt, kom som lidt af et chok for mange af os, der kendte ham, også selv om han ikke var et af sundhedsparadigmets mønsterbørn.

Som en af sit fags største begavelser og formidlere efterlader Poul et tomrum i dansk filosofi, både menneskeligt og fagligt. Med sidstnævnte menes ikke faglighed målt ud fra vor tids hyppigt anvendte målestokke. Poul var ikke en international star med et svimlende CV, som brillerede udi networkingens kunst; han var ikke hovedarkitekt bag store velfinansierede, tværfaglige forskningscentre; han gik ikke synderlig op i BFI-lister, og han følte sig ikke hjemme inden for de publikationsstrategiske, kvantitative rammer, som universiteternes new management-struktur kategorisk dikterer.

Det betyder ikke, at Poul var uproduktiv (16 bøger eller større afhandlinger blev det til, heriblandt en 598 sider lang guldmedaljeafhandling om hermeneutik og fænomenologi, samt 55 forskningsartikler, heraf en del om Søren Kierkegaard), eller at han ikke deltog aktivt i diverse filosofiske selskaber. Han var også involveret hos store danske forlag, hvor han i perioder fungerede som redaktør på Politikens Forlag, Gads Forlag og Gyldendal.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Poul havde i årenes løb fingeren på pulsen i det danske filosofimiljø med tilknytning til alle landets større uddannelsesinstitutioner. Men han involverede sig ikke kun med akademikere. Han underviste i flere år i politisk filosofi i fagforeningssammenhæng, og han deltog i diverse arrangementer uden for universitetet – blandt andet med oplæg på Glyptoteket, i diverse foreninger og institutioner, samt i tv- og radioudsendelser.

Han kunne meget af det hele

Væsentligst af alt var Poul en af de mest integritetsbærende, sandhedssøgende, og kompromisløse filosoffer, vi har haft i Danmark i nyere tid. Han kunne først og fremmest sin filosofihistorie, men han var lige så vidende om og engageret i nutidig filosofi i mange af dens forgreninger. Som filosof kunne Poul meget af det hele.

Det er i det hele taget svært at tænke på andre med samme kompetence som redaktør for det filosofileksikon, han redigerede for Politikens Forlag. Han stod også bag andre filosofihistoriske og overbliksvenlige udgivelser, som har hjulpet mange studerende gennem vanskelige stunder.

Poul havde ikke meget til overs for rigide kasser eller filosofiske skoler. Hvis en filosofisk teori havde ’substans’ (et ord, han yndede at bruge), var det sådan set ligegyldigt, hvem der udtalte den, hvordan, hvor og hvornår. Poul havde i det hele taget ikke meget til overs for dogmatisk tænkning. Det gjaldt inden for filosofien, hvor han, som en af meget få på Københavns Universitet, konsekvent forsøgte at arbejde på tværs af skismaet mellem såkaldt analytisk og kontinental filosofi, men også i andre kontekster, fx politiske.

Dannet, ikke snobbet

Poul var på sin vis en tidløs tænker. For ham drejede det sig først og fremmest om sagen, hvilket var det gode argument, den systematiske sammenføjning eller den innovative idé. Om det kom fra Søren Kierkegaard, Derek Parfit eller en førsteårsstuderende var principielt set uvedkommende for, hvor seriøst Poul engagerede sig i sagen.

Poul påstod i ny og næ, at han ikke var særlig godt begavet, men at han var en arbejdshest. Det var uden tvivl noget vrøvl. Han var en stor begavelse. Foruden at være en engageret samfundsfilosof, havde Poul en beundringsværdig almen viden, især om historie og litteratur. Han var en af de få tilbageværende filosoffer af ‘dannelse’, uden på nogen måde at være snobbet. Han kom fra en arbejderfamilie, og han talte til alle i øjenhøjde. Han pralede aldrig.

Det kække smil

Men det er ikke Pouls viden og hans evne til at nedbryde inkonsistente synspunkter, der har bidt sig mest fast blandt os, der har oplevet hans undervisning. Det er derimod hans uforlignelige formidlingsevne, og hvor gavmildt han stillede sit enorme vid til rådighed. Han formidlede på en dybsindig og ofte underholdende måde. Han var et lunt og muntert væsen – bedst eksemplificeret ved det umiskendelige, kække smil, som tonede frem, når han lancerede en af sine sarkastiske bemærkninger om alt lige fra kristen levevis til nutidig identitetspolitik.

Et par af de vittige, men også substantielle forelæsningscitater, der har bidt sig fast hos os, er fx en udlægning af Humes skepticisme: »Hvis man stiller sig tilfreds med Hume, har man ikke forstået, hvad der driver en filosof,« sagde han. Eller da han, som fortaler for den gode gamle tavleundervisnings-pædagogik, omtalte universitetets besparelser: »Der er gode ting ved knappe tider; vi har ikke råd til smartboards«. Eller hans udlægning af Kants begreb om ‘tingen i sig selv’: »Das Ding an sich er et ontologisk og epistemisk USA før nybyggerne. Der er ikke engang indianere.« Eller hans udlægning af ‘angeren’ hos Kierkegaard: »Angeren fungerer som en slags eksistentiel Dana Lim«.

Poul inddrog og engagerede sine studerende. For eksempel med det faste ritual i undervisningens pauser, hvor han ved hjælp af en medbragt elkoger og Nescafé serverede kaffe for sine studerende. Eller i form af vinaftener, læsekredse, eller studieture til hans bopæl i Italien. Andre studerende kan sikkert brygge videre på den liste.

Fyring udløste ramaskrig

Poul var en livsnyder med substans. Ja, faktisk var han lidt af et paradoksalt væsen på mange punkter: han var en dygtig menneskekender, men helt igennem elendig til at huske navne; han var en af de største fortalere for klarhed og åbenhed, men var selv omgærdet af en vis mystik – han afslørede aldrig meget om sig selv; han var en selskabelig hyggespreder, men samtidig meget privat, og han var ikke tilhænger af større forsamlinger.

Når Poul forelæste, uanset om det var velforberedt foran 80 mennesker på universitetet eller mere spontant i hans lejlighed ‘Lilleputten’ på Østerbro med et glas Limoncello i hånden, fangede han sit publikum øjeblikkeligt. Han var blandt de bedste undervisere, vi nogensinde har haft. Derfor lød der også et ramaskrig, især fra de studerende, da Poul for nogle år siden blev afskediget fra Københavns Universitet, hvor taxameterpenge og fondsmidler vægtes højere end gode undervisere.

LÆS OGSÅ: Støtteerklæring for de fyrede ansatte på Filosofi

Måske forstod alle ikke altid hans sarkasme, eller også kunne nogle bare ikke lide den. Poul var direkte og lagde aldrig fingre imellem. Det var til tider ikke en fordel for hans professionelle karriere. Men Pouls direkte facon stod på sin vis som symbolet på en filosof, der indtog et kritisk perspektiv i sandhedens tjeneste. Han vil blive savnet.

Af: Maria Kjær Rasmussen, Anders Hansen, Mathias Rølle, Frederik-Emil Friis Jakobsen, Martin Bjerre Bygballe, Kristoffer Willert, Anton Skovsgaard Christensen og William Mathorne