Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Minik Rosing finder fortællinger bag næste bakketop

Portræt — Geologen Minik Rosing vandt i april Rungstedlundprisen, en ære, der normalt er forbeholdt forfattere. Men så igen: Rosing har fortalt historier hele sit liv.

Der er ikke gået mange minutter af vores samtale, før Minik Rosing forlader sin stol og sætter kurs mod vinduet på sit kontor ved Statens Naturhistoriske Museum. Han roder med nogle sten i vindueskarmen og mumler videre med de runde briller stift rettet mod stenene. Så udvælger han to, og bærer dem tilbage.

Han lader pegefingeren strejfe linjerne i en af stenene, mens han lader den hvile i sin håndflade.

»Sådan en som den her er lagdelt og har været et sediment på et tidspunkt. Men når vi ser nærmere, kan vi se, at der er vokset nogle forholdsvis store krystaller.«

Han holder stenen foran øjnene på mig og forsikrer sig, at jeg ser det.

»Og den her siger med det samme, at den har været et sediment,« siger han om den anden sten, inden han forklarer, at den indeholder meget jern, fordi den er tung, og at den har været varmet op til 4-500 grader. Det fortæller mineralerne os.

»Det er som at lære at læse,« siger han, mens han sætter sig til rette foran langbordet igen.

De fleste kolleger vil nok mene, at den dansk-grønlandske professor er en af de geologer, der ‘læser’ bedst herhjemme. Det er sådan, han har vundet en skov af priser – fra Danmarks Geologipris til H.C. Ørsted Prisen.

Men den seneste tilføjelse til pokalskabet var særlig.

Auster, Rifbjerg, Rosing

I april modtog Minik Rosing nemlig Rungstedlundprisen, der uddeles af fonden bag Karen Blixen Museet og hylder en person, der »har indlagt sig fortjeneste, gerne inden for et felt, som interesserede Karen Blixen«. Normalt går hæderen til forfattere. Suzanne Brøgger har vundet den, det samme har Klaus Rifbjerg foruden den amerikanske forfatter Paul Auster, manden bag New York Trilogien.

Jeg har svært ved ikke at formidle min forskning i historier. Så må man se, om andre bider på dem.

Minik Rosing

Så hvorfor give den til en geolog? Historiker og tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard sagde det sådan her, da han overrakte prisen til Rosing:

»Miniks felt er hverken opdagelsesrejsen eller forfatterskabet. Men kunst og videnskab er begge måder at forstå og forklare den forunderlige verden, vi lever i. For Minik er der ingen skarpe skel mellem de to ting …«

Minik Rosing genkender sig selv i beskrivelsen:

»Jeg har altid interesseret mig meget for sammenhængen mellem kunst og videnskab. Begge aktiviteter er forsøg på at forstå den verden, vi lever i, og vores egen rolle i verden. Og kommunikere den viden, så flest muligt får glæde af den. I en bred forstand er det et stort plus, hvis forskning bliver til noget, der kan fortælles i stedet for bare nogle tal.«

Skubbede livet 200 millioner år tilbage

Rosing læser ikke bare i de sten, han finder i naturen, og dem, der flyder overalt på hans hjørnekontor. Han viderefortæller også de historier, han finder i dem. Han kan, siger han, slet ikke lade være.

»Det falder mig helt naturligt. Min far fortalte historier som en vild og gal. I grønlandsk kultur er historiefortællingen meget central, så jeg er vokset op med den.«

Efter næsten to årtier som professor i geologi ved Københavns Universitet har Minik Rosing fortalt et væld af historier. Om sten og sedimenter, verdenshavene og solsystemet. Men størst af dem alle er nok historien om livets oprindelse.

Allerede i starten af 00’erne fandt Rosing spor af fotosyntese i 3,7 milliarder år gamle sten fra sydgrønlandske Isua. Da han sammen med Robert Frei, også fra KU, offentliggjorde fundene i tidsskriftet Earth and Planetary Science Letters, havde han reelt skubbet datoen for livets oprindelse tilbage med 200 millioner år.

Fundene blev omtalt vidt og bredt og gjorde med ét Rosing verdenskendt. Måske fordi det var en god historie.

»Det er jo en forrygende fortælling. Det er den mest dramatiske begivenhed, der er sket på jorden. Hvis man ikke kan gøre det til en god historie, så ved jeg ikke, hvad man kan gøre til det,« forklarer han, stadig med blød, afmålt stemmeføring og blikket vendt nedad mod bordpladen, men med konturerne af et smil i mundvigene.

»Det handler jo om, hvordan den verden, vi lever i, er blevet til. Der sker voldsomme ting i løbet af jordens og livets udvikling. Dramatiske ting. Det sker meget langsomt, men når du ser det på afstand, kan du gøre det til en god historie. Jeg ved ikke, om det lykkes, men når jeg arbejder med det, har jeg svært ved ikke at fortælle det som en historie. Så må man se, om andre bider på den.«

Siden gennembruddet i starten af 00’erne er Rosing fortsat med at studere de grønlandske sten. Sammen med kollegaen Tue Hassenkam har han udviklet nye videnskabelige metoder, og så sent som sidste år fortalte de to forskere, at de havde fundet rester af encellede organismer i lommerne på små ædelsten. Også fra Isua – og også 3,7 milliarder år gamle.

Op af stolen, ud i vildmarken

Undersøgelserne af de grønlandske sten er ikke bare hjertet i Rosings forskning, det er også en undskyldning for at forlade kontoret på Øster Voldgade og bruge tre-fire uger i Grønlands uendelige isørken.

Rosing rejser tilbage til hjemlandet hvert år, det har han gjort de sidste 30-40 år. Her planter han sammen med kolleger en lejr på de ugæstfri vidder, rejser et køkkentelt og bygger interiøret op med gamle kasser. I en lille måned kalder han det sit hjem.

En gang imellem blæser lejren væk i en snestorm, og så må man gå i hi til det er ovre. Og så rejse lejren på ny.

Hvis man bare underbygger egne fordomme, har man jo ikke lært noget nyt. Så har man bare fået nogle flere artikler på referencelisten. Det er enormt spændende at opdage, at man tager fejl.
Minik Rosing, professor, Statens Naturhistoriske Museum

Det er ikke en flugt, siger han. Men han erkender, at bagtanken ved at gøre karriere i geologi var, at han kunne forene to sider af sig selv i friluftslivet og det akademiske arbejde.

»Jeg har altid haft en trang til at komme ud og mærke friheden. Når du kommer ud, er der ikke nogen andre mennesker inden for de næste 3-400 kilometer. Man har det godt, man bevæger sig hele dagen, man sidder ikke på en stol i flere uger. Det er meget simpelt.«

»Alting er stort i Grønland, rent og stilfærdigt. Der er mange, der tror de her ekspeditioner er meget dramatiske, og en gang imellem sker der da også noget i den retning, men den typiske dagligdag er fredsommelig. Der foregår ikke en fis. Det sjove er, at når man slået sit telt og kommer hjem fra en tur den første dag, så tænker man allerede: ’Nu er jeg hjemme’.«

Folkeskolens bundkarakterer

Han plejer at sige, at han burde have været hulemand. Og at hvis han ikke var blevet geolog, var han nok blevet guldsmed.

I folkeskolen på Grønland fik han bundkarakterer på stribe, fordi hans opmærksomhed fløj ud gennem klasseværelsets vægge. Det lærerne fortalte, interesserede ham ikke. Det var først, da han begyndte i gymnasiet og sugede til sig fra dygtige undervisere i naturfagene, at han indså, at han skulle studere videnskab. I takt med at nysgerrigheden blev pirret, strøg karaktererne mod skyerne.

»Jeg kan genkende mange ting fra den person, jeg var dengang. Nysgerrigheden, trangen til at se, hvad der er bag den næste bakketop – både i overført betydning og i den virkelige verden. Det tror jeg er det samme i dag. Jeg bliver hurtigt forført til at gå efter et eller andet,« siger Rosing, uden at væve.

»Jeg har en trang til en gang imellem at stikke næsen ned i noget, jeg ikke ved noget om, men som samtidig er tæt nok på det, jeg ved, til at jeg kan bidrage med relevante indsigter. Det er enormt spændende at komme ind på en sidegren af sit felt og finde ud af, at der er 100 mennesker, der arbejder med det og udgiver tre artikler om året. Man tænker ’hold da op, der er en hel verden, jeg ikke vidste var der’. Det er fantastisk.«

Forskere fatter ikke alt

Den bedste geolog er den, der har set mest. Sådan lyder en talemåde blandt geologer ifølge Minik Rosing.

Hvis det er rigtigt, så er nysgerrigheden og iveren efter at udforske landskabet og læse jordens fortællinger helt uundværlig. Men at man har set meget betyder ikke, at man forstår det hele.

Da Rosing for nylig var i P1 Kulturen, citerede han den danske geolog, teolog og anatom Niels Stensen (1638-1686), som under en forelæsning på Nørregade anno 1683 sagde: »Skønt er det, vi ser, skønnere det, vi erkender, allerskønnest, hvad vi ikke fatter.«

Rosing gentager ordene ivrigt.

»Der er nogle mennesker, der mener, at forskningen kan forklare alting. Jeg mener, at den kan isolere i en lille bitte del af verden og studere den så grundigt, at man kan få en indsigt, der er relevant for at forstå den store sammenhæng. Men man kan kun overskue meget små dele af verden ad gangen. Jo mere du ved, jo større bliver grænsen til det ukendte. Man får en form for andagt over for kompleksiteten.«

»Allerskønnest er, hvad vi ikke fatter.« Man forsøger vel netop at fatte så meget som muligt som forsker?

»Ja, og i og med du har fået en dyb viden i de små områder, så får du også en forståelse for det store system. Men det er naivt at tro, at man kommer til at forstå det hele. Og det er arrogant at tro, at det, man finder ud af som forsker, ikke kan udfordres.«

Du siger, du har en trang til at se bag næste bakketop. Er det ikke frustrerende, hvis der ikke er det, man håbede bag bakketoppen?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Der, hvor forskningen giver allermest tilbage, er der, hvor man er overbevist om, at noget hænger sammen på en bestemt måde, og så går man igennem alle mulige trængsler blot for at opdage, at det slet ikke var sådan, det hang sammen. Det er der, man virkelig får noget ud af det. Hvis man bare underbygger egne fordomme, har man jo ikke lært noget nyt. Så har man bare fået nogle flere artikler på referencelisten. Det er enormt spændende at opdage, at man tager fejl.«

»Miniks felt er hverken opdagelsesrejsen eller forfatterskabet. Men kunst og videnskab er begge måder at forstå og forklare den forunderlige verden, vi lever i. For Minik er der ingen skarpe skel mellem de to ting …«

Bo Lidegaard, historiker og tidligere chefredaktør, Politiken

Om noget kræver det mod, siger Rosing. At man tør at gå derud, hvor forskningen betyder noget. Hvor den udfordrer det bestående og potentielt gør sig til offer for harme.

Engang medforfattede geologen en artikel, der blev flået fra hinanden i review-fasen af edderspændte kolleger. »Den tangerer kætteri,« skrev en. »Den vil ødelægge vores omdømme,« konstaterede en anden. Men Rosing og kollegerne holdt fast, ikke fordi de var skråsikre, men fordi de mente, at fundene var vigtige for videnskaben. Hvis de tog fejl, måtte det være interessant for kritikerne at bevise det. Hvis de ikke kunne bevise det, måtte de have fat i noget.

Rosing har også mødt modstand i forbindelse med sine fund på Isua – fund, der har rusket gevaldigt op i alt det, vi troede, vi vidste om det første liv på jorden. Den amerikanske geokemiker Elizabeth Bell udfordrede blandt andet rapporten om ædelstenene fra sidste år i en artikel på Videnskab.dk.

Kommer du ofte i tvivl?

»Absolut, jeg er ofte enormt meget i tvivl om alt muligt. Men formålet er jo ikke at være sikker på noget. Hvis man pludselig en dag troede, at man forstod det hele, så skulle man nok melde sig ud af firmaet. Spørgsmålet er, om det, man laver, kan bidrage til en diskussion og til at skabe forståelse sammen med andre. Det er meget sjældent, at motivet for en artikel er at løse verdens problemer en gang for alle. Det er at bidrage til en løbende diskussion. Der er ingen tvivl om, at det værste, der kunne ske som forsker, er, at man ikke er i tvivl.«

En vanvidsforestilling?

Rosing er også i tvivl om sit næste projekt.

Nu må vi se, om det er en vanvidsforestilling, eller om det er en god ide.

Minik Rosing

Sammen med en række kolleaer undersøger han, om man kan vitalisere tropejord med det bjergartspulver, som den grønlandske indlandsis producerer. Det er finkornet og reaktivt og indeholder de næringsstoffer, som planterne skal bruge – og derfor kan det, måske, forbedre jordkvaliteten i troperne.

Projektet placerer Rosing der, hvor han helst vil være. På et felt, han ikke ved meget om, nemlig landbrug, men hvor det, han ved, er særdeles brugbart.

»Nu må vi se, om det er en vanvidsforestilling, eller om det er en god ide,« siger han. »Det ved jeg endnu ikke. Men jeg synes, det er sjovt.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste