Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Minik Rosing får Rungstedlundprisen

Navne — Geologiprofessoren fra Københavns Universitet er årets modtager af Rungstedlundprisen, der uddeles af fonden bag Karen Blixen Museet.

Minik Rosing kan føje endnu en hæderspris til samlingen.

Den grønlandske geolog, der i sit virke på Københavns Universitet har skabt banebrydende ny viden om de ældste sedimenter på Jorden, modtager Rungstedlundprisen på Karen Blixen Museet tirsdag den 17. april.

Prisen bliver overrakt af Dronning Margrethe, der er prorektor for museet, mens historiker Bo Lidegaard vil begrunde valget.

På museets hjemmeside står der, at Rungstedlundfonden uddeler prisen »til en person, der har indlagt sig fortjeneste, gerne inden for et felt, som interesserede Karen Blixen.« I dette tilfælde er det altså natur og klima.

Vigtige fund i grønlandske sten

Minik Rosing, der har været professor på KU siden 2000 og leder Geologisk Museum, har tidligere modtaget blandt andet Danmarks Geologipris og Tøger Seidenfaden-prisen for sin geologiske forskning. Så sent som sidste år modtog han Hans Christian Ørsted-prisen.

Rosing blev verdenskendt, da han i begyndelsen af det nye årtusinde påviste, at livet på jorden opstod en milliard år tidligere, end vi troede. Således har han fundet spor efter fotosyntese i 3,7 milliarder år gamle sten fra Grønland.

Han har desuden tilbagevist teorien om, at Jorden blev opvarmet af en voldsom drivhuseffekt for 3,8 milliarder år siden.

Med Rungstedlundprisen følger 50.000 kroner fra Hørsholm Kommune. Tidligere vindere tæller navne som Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger og Meryl Streep.

Seneste