Gartner på KU: »Det er terapi at gå på arbejde«

»Det lyder måske overfladisk,« siger Lejse Fjeldberg med hæs stemme, »ikke mindst når man, som jeg, har været nede og vende med stress, men for mig er det terapi at gå på arbejde – simpelthen.«

Vores værtinde smider sin fleece og tager et dybt drag mild oktoberluft ind. Vi har sat os på en bænk, og nyder den gyldne rigdom i universitetsahven, hvorfra Uniavisen løbende har rapporteret om nedskæringer.

Da Lejse Fjeldberg for tre år siden landede en fastansættelse efter sin elevtid, overtog hun to gartneres job. I dag betragtes hun stadig som en af de nye, fortæller hun.

»Jeg var kæmpeheldig at blive anbefalet til stillingen og få foden indenfor. Her er jo næsten ingen udskiftning. Folks engagement i deres arbejde er helt enormt. Vi har fx et stort og aktivt fællesskab af pensionerede medarbejdere ved navn Komposten.«

Hænderne sprækker, og ryggen værker, men derom er ikke grund til at tale, synes Lejse Fjeldberg, der hellere taler om sine fantastiske kollegaer, og om sine børn, planterne. Det kalder hun dem, især dem, som hun selv har bragt hjem fra ekspeditioner i Bhutan eller de sibiriske Uralbjerge; mine børn.

»Jeg er ikke typen, der poster noget fra mit liv på de sociale medier, men når en kollega lykkes med en sjælden blomstring, så bliver jeg sgu så stolt. Og så går jeg på Facebook og blærer mig.«

Dronning af stenhøjen

Lejse Fjeldbergs yndlingsplante hedder Dionysia Tapetodes. Den syner ikke af meget, en pudeformet støvgrøn stenplante fra Mellemøsten, der ligger og putter sig i et væksthus. Den er svær, for den tåler ikke fugt. Men når den endelig beslutter sig for at folde sine skriggule trompetblomster ud, har gartneren sit moment of zen.

Det er nemlig de krævende og genstridige planter, der interesser Lejse Fjeldberg allermest. Hun slår stolt ud med armen i retning af stenhøjen:

»Stenhøjen er mit område, jeg slipper den aldrig. Stenhøjsplanter er helt specielle. De går hurtigt i gang, men de vokser langsomt, for de er vant til en kort vækstsæson, der, hvor de kommer fra. De trives ikke særlig godt med de danske mængder af regn.«

Stenhøjen er mit område, jeg slipper den aldrig

En ældre, mandlig kollega blander sig i snakken og fortæller i en jovial tone, at havens gartnere har hvert sit kongerige. Til Lejse Fjeldbergs rige hører også en kæmpe løgsamling og en mistbænk. Hendes jordorkideer fik desværre en virus, men der er andre arter at bryste sig af:

»Vi har så mange fine ting at passe på. Vi har jo orkidearter, som er uddøde i naturen, og som kun eksisterer i det hus derovre. Det er da alligevel noget!«

17,5 fastansatte gartnere har ansvar for den botaniske samlings 23.462 levende planter. Do the math. Statens nye fancy Naturhistoriske Museum skal ligge på havens område og stå færdig i 2020. Haven er først og fremmest en genbank, og samlingsplanterne skal sikres inden bulldozerne kommer moslende, så gartnerne er så småt gået i gang med at flytte bede.

»Det er et fedt projekt. Der er bare ikke så skidegod plads herinde.«