Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Mød spidskandidaten: Elias Westergaard fra Studenterrådet

UNIVALG16 - Mød Elias Westergaard - kandidat til de studerendes plads i KU's bestyrelse.

Hvorfor stiller du op?
Fordi jeg gerne vil være med til at skabe et universitet med høj faglighed, hvor der er god kontakt mellem forskere og de studerende.

Det fungerer rigtig godt nogle steder, men der er også mange steder, hvor det kan gøres meget bedre.
Jeg vil være vores tillidsmand i bestyrelsen, og sørge for at vi bliver hørt. Det er ikke sikkert, at alle kommer til at kende mig, men alle vil kende en i et fagråd eller en faglig forening, der hurtigt kan skaffe mit mobilnummer.

Bestyrelsesposten er ikke min. Den tilhører heller ikke en humanist, en socialdemokrat eller en borgerlig. Vi skal alle sammen have fordel af en studenterstemme i bestyrelsen.

Hvad er dine mærkesager?
Den første er at forbedre kontakten mellem forskere og studerende. Det, der gør universitetet til noget særligt er, at vi undervises af forskere. Da jeg læste i Tyskland, gik jeg på et universitet, hvor der var afleveringer hele tiden, og vi hele tiden skulle forsvare vores opgaver over for vores underviser.

Der var en relation mellem studerende og forskerne, hvor vi konstant skulle stå på mål for vores besvarelser. Sparringen gjorde, at jeg blevet meget dygtigere af at gå der.

Det er forkert at dele hverdagen på studiet op i det faglige og sociale. Det handler om at skabe miljøer som er faglige og sociale på samme tid, hvor man møder sine undervisere. Det er forskerkontakten, der gør universitetet eksklusivt og skaber stjerneuddannelser.

Min anden mærkesag er at skabe stærke lokale fagmiljøer. Bestyrelsens vigtigste rolle er at sikre fagene så gode rammer som overhovedet muligt. Gode fagmiljøer giver os identitet i vores faglighed.

Min tredje mærkesag er, at det er tid til forbedringer. Universitetet har i flere år være præget af nedskæringer, fyringer og lukninger af gode fagmiljøer, men vi skal hjælpe den nye rektor med at genfinde ambitionerne for uddannelseskvalitet.

Der er brugt meget tid på at stramme alle skruer for at få studerende hurtigere igennem. Nu er det tid til et mentalitetsskifte.

Hvordan vil du gribe arbejdet i bestyrelsen an?
Jeg vil først og fremmest sikre, at vi som studerende bliver hørt. Det er os, der ved, hvad der foregår og kan sikre, at de samme fejl ikke sker igen og igen.

Jeg søger altid den konstruktive samtale, fordi det er det, man får mest ud af. Hvis vi bliver taget seriøst som værdige samarbejdspartnere, er der ikke brug for at råbe op, så vi skal som studerende gå ind i en konstruktiv dialog med ledelsen for at gøre universitetet bedre.

Hvad mener du om, at Studenterrådet har en dominerende rolle?
Jeg synes det er godt, at vi har stor indflydelse igennem Studenterrådet, fordi Studenterrådet er det sted, hvor vi studerende arbejder sammen for at skabe de bedste rammer for et studieliv på universitetet. Jeg anerkender ikke, at studenterpolitik handler om partipolitik, for det er slet ikke det vi laver.

Vi har i Studenterrådet hele det politiske spektrum repræsenteret, og det kan vi have, fordi storpolitik fylder så uendeligt lidt.
Vi bruger 99 procent af tiden på konstruktivt at løse praktiske problemer på studierne i nævn, råd og udvalg.

Det er gennem Studenterrådet, at vi adresserer problemerne, vi har på KU, og den enkeltes politiske observans skal ikke stå i vejen for, at vi arbejder sammen.

Udfordringen i forhold til at arbejde sammen er ikke politisk uenighed, men forskellige fagligheder, eksempelvis mellem de studerende på sprogfagene og de naturvidenskabelige fag.

Studenterrådet gør, at vi kan koordinere på tværs og lære af og hjælpe hinanden, så vi kan skabe de bedst mulige rammer for alle studerende.

clba@adm.ku.dk

Seneste