Mødre og deres overspisende døtre

PH.D.-FORSVAR

Efter sin kandidatgrad i psykologi fik Charlotte Sandros en efteruddannelsesstilling ved klinikken på Institut for Psykologi hvor især de spiseforstyrrede patienter fangede hendes interesse. Charlotte søgte og fik et ph.d.-stipendium der er resulteret i afhandlingen Attachment patterns among young women diagnosed with bulimia nervosa and their mothers.

Hvorfor er kvaliteten af den tidlige barndom så vigtig for det videre livsforløb?
»Min afhandling har sit teoretiske afsæt i tilknytningsteorien der beskæftiger sig med omsorgens betydning for barnets udvikling. Centralt står forholdet mellem det lille barn og dets nærmeste omsorgsperson, oftest moderen. Ifølge tilknytningsteorien vil barnet altid knytte sig til sin primære omsorgsperson uanset omsorgens kvalitet. Det er fordi en stabil relation til en tilknytningsperson er lige så nødvendig for barnets overlevelse som fx de biologiske behov for mad og varme.
Empiriske undersøgelser viser at barnets tilknytning til de primære omsorgsgivere har indflydelse på den social-emotionelle udvikling og således også på den måde barnet indgår i sociale interaktioner på. En tidlig tryg tilknytning kan hæmme udviklingen af psykisk sygdom mens en utryg tilknytning kan medvirke til at en person udvikler en psykopatologi.«

Hvilken indflydelse har mødrene på døtrenes udvikling af bulimi?
»Jeg var interesseret i hvordan voksne kvinder med bulimi tænker og taler om deres egne tidlige tilknytningsrelationer. Jeg har undersøgt 19 kvinder med bulimi i aldersgruppen fra 20 til 34 og deres biologiske mødre. Lider man af en spiseforstyrrelse, har man ofte vanskeligt ved at indgå i interpersonelle relationer på en hensigtsmæssig måde.
Spiseforstyrrelser er multifaktorielt betingede sygdomme, det vil sige at der både er psykologiske, biologiske, kulturelle og sociale faktorer, men en psykologisk indikator er at man har svært ved at indgå hensigtsmæssigt i sociale relationer. En af mine hypoteser var at de bulimiske kvinder ville have en utryg tilknytning til deres mødre. Ganske rigtigt. Fire femtedele var utrygt tilknyttede, og det betyder at de har en unuanceret måde at relatere til andre på der gør at de enten er afvisende, altså underinvolverede, eller overinvolverede. Og jeg fandt at det samme gjaldt for mødrene. Majoriteten af dem var også utrygt tilknyttede, så de har haft vanskeligt ved som mødre at hjælpe deres døtre til at skabe balancerede, hensigtsmæssige relationer til sig selv og andre. Det var et af mine mere interessante fund.«

Men man kan vel lægge moderen bag sig som voksen kvinde?
»De relationer man har til forældrene, de internaliseres – man siger i fagterminologien at man får nogle indre repræsentationer af relationen til forældrene. Disse styrer hvordan man opfatter sig selv i relation til andre. Har man haft en overinvolveret mor, har man svært ved at distancere sig fra hende, og når den voksne kvinde taler om sin barndomsrelation til forældrene, lyder det som om det foregår her og nu. Er man datter af en underinvolveret mor, har man derimod svært ved at finde ord for det man oplevede dengang, og taler om barndommen i generelle, ofte idealiserede vendinger. En trygt tilknyttet person kan tale på en sammenhængende måde om både positive og negative oplevelser i forhold til deres tilknytningspersoner.«

Hvilke perspektiver er der i din afhandling?
»På mange måder er det grundforskning fordi jeg afprøver nogle teorier empirisk, men mine konklusioner kan bruges til at finde ud af hvordan man bedst skaber en behandlingsalliance med patienterne. Som behandler forholder man sig forskelligt til personer i terapi alt efter om de er under- eller overinvolverede i deres tilknytning.
Med den første type patienter er behandleren nødt til at insistere på at få kontakt, men på en blid måde – ellers skræmmer man patienten væk. Med en person der er overinvolveret i sin tilknytning skal behandleren være med til at regulere hvor hurtigt tingene kommer frem og sortere i meddelelsesstrømmen. Ud fra et behandlingsperspektiv er det ret interessant.«

Bulimi

Det diagnostiske kriterium for bulimi er at man inden for en afgrænset periode spiser store mængder mad, mister kontrol over spisningen, og at man kan ikke stoppe med at spise. Man udviser tillige forskellige former for vægtregulerende adfærd – opkast, afføringsmidler, dyrkning af store mængder motion eller faste mellem overspisningsepisoderne. Det skal man gøre gennemsnitligt to gange om ugen i løbet af tre måneder for at opfylde kriterierne. Bulimikere har en BMI på min. 17,5, dvs. de må ikke være svært undervægtige.