Når krybben er tom

Når krybben er tom, bides hestene.

Nu hvor resultaterne af den store strukturreform af universiteterne for alvor er begyndt at gøre ondt, fyger ukvemsordene gennem luften. De interne slagsmål om at udpege syndere er allerede i fuld gang. Især skuffelsen over ledelsens handlinger, eller mangel på samme, er stor.

Det forstår jeg godt, men uanset om man er enig eller uenig i ledelsens dispositioner, gør de det, som de er ansat til at gøre.

Min pointe er, at vi må se i øjnene at vores nuværende ulykker ikke skyldes specielt dårlig administration eller særligt dårlige ledere, og ej heller er et forbigående fænomen som finanskrisen.

Når markedet bestemmer

De sidste otte års reformer har alle haft sigte på at øge konkurrencen og lade markedskræfterne om at udvælge de bedst egnede forskere og forskningsprojekter. ‘Bedst egnede’ i den sammenhæng mener jeg ikke nødvendigvis er de bedste forskere. Og Fanden tager sig af resten.

Sander har i lighed med andre ministerier lagt et tågeslør ud, som skulle skjule de skumle hensigter. Sætninger som »XX området har aldrig fået så mange penge som i år« er blevet sagt af Sander og flere andre ministre adskillige gange. Samtidig har vi fået skattelettelser uden tårer – troede vi. Nu bløder universiteterne og sygehusene og flere vil komme til.

Måske rammer det vip’erne ekstra hårdt, at det nu med al tydelighed demonstreres at de kun er ganske almindelige lønmodtagere. Og at de bliver behandlet derefter. tap’erne er mere vant til rollen som ‘underdogs’, men det ændrer ikke ved, at enhver medarbejder naturligvis chokeres, når man pludselig tvinges til at se sig selv som et uønsket element. Når markedskræfterne bestemmer, hvad det kan betale sig at forske i, er der desværre nok en del fag, der må lukke. Og tap’erne må også tage en del fyringer denne gang.

De ansatte må forene sig

Men vi har jo set det komme: Ministeren og hans flertal i Folketinget har en erklæret og vel planlagt politik om at konkurrencen på og imellem universiteterne skal øges, og at eksterne bevillinger i stadig højere grad skal erstatte de faste bevillinger. Det betyder i praksis, at universiteterne skal kunne eksistere på markedsvilkår.

Dertil kommer, at udgifter til administration, drift og bygninger behændigt flyttes fra statskassen til universitetskassen, og at kompensationen for det bliver mindre år for år, så det har været nødvendigt at tage en større del af forskningsfinansieringen og flytte pengene til administrative udgifter.

Mit bedste bud på, hvordan vi kan genvinde friheden er, at vi menige ansatte på universiteterne sammen forsøger at blive enige om ønsker og krav til politikerne. Politikerne gør det jo ikke for os og vore ledere gør det heller ikke. Der ligger faktisk allerede et fremragende forslag som repræsentanter for medarbejderne og de studerende fremlagde i forbindelse med den seneste revision af loven (2006?).

uni-avis@adm.ku.dk