Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Når solidaritet bliver til privilegieblindhed

DSU-medlem baserer sine anklager mod studenteroprøret på et i bedste fald uoplyst grundlag. Han burde i stedet vende kritikken indad, så Socialdemokratiet kan få fikset sin uddannelsespolitik.

Forretningsudvalgsmedlem i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), Mads Hvidbjerg Kristensen, skrev i mandags et debatindlæg her i avisen, hvor han anklagede folkene bag studenteroprøret for at være usolidariske, privilegieblinde og for at have en ‘mere til os selv’-logik. Det gør han på baggrund af en masse præmisser, som i bedste tilfælde er uoplyste. Så kære Mads, nu skal jeg prøve at forklare dig den virkelighed, som du tydeligvis ikke har for øje.

LÆS OGSÅ: Vær solidarisk med folk, der er mindre privilegerede

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Når Mads skriver, at man går op i indkomst, når man går fra SU til dagpenge, så er det en lille del af sandheden. Når man ikke længere er studerende, stiger ens udgifter. I en artikel i Akademikerbladet har Nordea regnet på det forslag, som Mads forsvarer. De viser, at man gennemsnitligt vil gå fra at have et underskud på minus 2463 til minus 4872 om måneden. Derudover kan man ikke engang have et job til at supplere sin dagpengesats, som man ellers kan med SU’en. Så det kan godt være, at man går op i indkomst, men ens rådighedsbeløb bliver meget lavere.

Mads tilføjer, at man kan glæde sig over regeringens plan om at hæve SU-fribeløbet. Så kan man bare spare mere sammen, mens man studerer. Det er i sandhed en privilegieblind holdning. For selvom han helt sikkert kan passe sit job hos FH og samtidig balancere studie og frivilligt arbejde, så er ikke alle studerende så heldige og ressourcestærke. Mange studerende har ikke overskuddet til at have et job ved siden af et fuldtidsstudie.

Vi får andenrangsuddannelser

Mads har også holdninger til uddannelsesudflytning. Først og fremmest mener han, at uddannelser i provinsen er mere tilgængelige for ikke-privilegerede studerende. Det har han givetvis ret i, men det er ikke af de årsager, som han tænker. Udflyttede universitetsuddannelser vil i mange tilfælde være andenrangsuddannelser. Allerede nu kan vi se, at jo tættere universitetet ligger på storbyen, jo højere vil adgangsgennemsnittet være. Derfor vil de ikke-privilegerede, som Mads ellers gerne vil beskytte, blive tvunget til at tage deres uddannelser i Slagelse eller på Lolland, også selvom de allerede bor i København eller Århus.

Han skal heller ikke definere solidaritet, når hans egne holdninger er dybt usolidariske

Micky Ronnenberg, kandidatstuderende, RUC

Derudover mener Mads, at udflytning af uddannelser får flere studerende fra provinsen i uddannelse. Ja, faktisk mener han, at hvis vi ikke udflytter uddannelser, så vil universitetet fortsat være forbeholdt privilegerede unge med mulighed og lyst til at flytte til storbyen. Det er ligeledes en vrangforestilling.

Afstanden til uddannelse har meget lille betydning for, i hvor høj grad unge uddanner sig. Ifølge Kraks Fonds Byforskning er det knap 76 procent af unge med under 3 km til en videregående uddannelse, der vælger at studere. Til sammenligning er det knap 73 procent af unge med over 27 km til en videregående uddannelse, der vælger at studere. Studiet viser, at det afgørende er geografiske forskelle i forældrenes uddannelsesniveau.

De færreste studerende flytter desuden efter deres uddannelse, hvis den ligger uden for de større byer. Det viser fx EVAs undersøgelse Geografiske bevægelser for studerende på erhvervsakademier og Koldings forsøg på at lokke flere studerende til byen. Der er utallige eksempler på, hvordan uddannelsespladsens placering ikke påvirker studerendes valg af bolig. I stedet vil studerende hellere pendle.

Ligeledes viser EVA’s undersøgelse, at der heller ikke er speciel god fastholdelse af de tilflyttede studerende, når de dimitterer. Specielt ikke i de små byer. Altså vil udflytningen heller ikke have de positive følgevirkninger på provinsen, som aftalen ellers søger at opnå.

Dybt usolidariske holdninger

Mads mener, at studenteroprøret i stedet skulle rette vreden mod universitetets ledelser, »for det er dem, der har besluttet at nedlægge hundredvis af studiepladser frem for at gøre brug af det nye udflytningstaxameter og derved gøre deres verdensklasseuddannelser tilgængelige for endnu flere unge.«

Det er aftalepartierne, som har vedtaget en dårlig aftale, der forringer uddannelseskvaliteten og samtidig ikke opnår det, som var formålet. Det var desuden en del af aftalen, at antallet af uddannelsespladser skulle reduceres. Så nedskæringen var en del af aftalen vedtaget i Folketinget.

Rektorerne har langt hen ad vejen gjort det, som sikrede kvalitetsuddannelser. For de universiteter, som ikke i forvejen er gearet til at udflytte, så betyder det lukninger.

Mads skal ikke bestemme, hvem studenteroprøret skal være vrede på. Vreden er rettet det helt rigtige sted. Han skal heller ikke definere solidaritet, når hans egne holdninger er dybt usolidariske. Han skal i stedet sætte sig ind i tingene og rette kritikken og engagementet indad, så Socialdemokratiet kan få fikset deres uddannelsespolitik.

Seneste