Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vær solidarisk med folk, der er mindre privilegerede

Åbent brev — Det ville klæde studenteroprørerne at gå på barrikaderne for andre end sig selv.

Kære Studenteroprør ’22,

Den seneste måneds tid har man her i Uniavisen kunnet læse om jeres nye studenteroprør på Danmarks universiteter: Det såkaldte Studenteroprør ’22.

LÆS OGSÅ: Et studenteroprør ulmer

Umiddelbart består jeres ‘oprør’ godt nok kun af et debatindlæg i Politiken, en underskriftsindsamling og et par Facebookgrupper. Men når I sammenligner jer selv med ’68-oprøret, så er jeres ambitionsniveau i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Et par af jeres forslag er såmænd fornuftige nok. Det er svært at være imod mere feedback og bedre undervisning. Men herfra hopper jeres kæde af.

Mere til jer selv

I det manifest, I har fremlagt, slår I blandt andet på tromme for at stoppe udflytningen af studiepladser og hæve dagpengesatsen for arbejdsløse dimittender. Derudover mener I ikke, at universiteterne skal tage højde for arbejdsmarkedets behov, når antallet af studiepladser fastsættes.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Den røde tråd i jeres forslag virker til at være privilegieblindhed, selvoffergørelse og ublu ‘mere til os selv’-logik. Jeres studenteroprør er et oprør af og for ressourcestærke universitetsstuderende, og indholdet er blottet for forståelse for, at universiteterne skal komme hele samfundet til gode.

En af jer har endda udtalt, at ‘det er et oprør for alle, der føler sig håbløse. Og det starter med os selv.’ Men hvorfor egentlig starte med jer selv? I studerer på en videregående uddannelse i verdens stærkeste velfærdssamfund, og får endda SU for det hver eneste måned.

LÆS OGSÅ: Studenteroprør: »Det er et oprør for alle, der føler sig håbløse. Og det starter med os«

I er ikke ofre, selv om I konstant påtager jer offerrollen. I er ikke udsat for akademikerbashing, men for en helt nødvendig debat om omfordeling, centralisering og lige muligheder i uddannelse.

Der findes mennesker i det danske samfund, som har langt bedre grund til at føle sig håbløse end jer. Hvorfor råber I ikke højt for dem?

Udflytning er socialt retfærdigt

Når I bekæmper Folketingets aftale om udflytning af uddannelsespladser, kæmper I i virkeligheden imod unges uddannelsesmuligheder i provinsen. Hvis ikke vi flytter studiepladser til Slagelse, Haderslev, Esbjerg og Næstved vil en videregående uddannelse også i fremtiden være forbeholdt de forholdsvis privilegerede unge, der har lyst til og mulighed for at flytte til København eller Aarhus for at studere. Det er ikke retfærdigt. Unge uden for de store byer har mindst lige så meget ret til at tage en uddannelse, som vi har.

I vil have i både pose og sæk – flere dagpenge, højere SU og helst lige midt i København. Men det er ikke jeres tur.
*

I virkeligheden burde I rette jeres indestængte vrede mod universiteternes ledelser. For det er dem, der har besluttet at nedlægge hundredvis af studiepladser fremfor at gøre brug af det nye udflytningstaxameter og derved gøre deres verdensklasseuddannelser tilgængelige for endnu flere unge.

Udflytningen af studiepladser er uddannelsespolitisk nybrud med årtiers centralisering af uddannelsessystemet. I et velfærdssamfund som det danske skal videregående uddannelse ikke være forbeholdt os, der bor og lever i København.

Alle har ret til et arbejde

Når I kæmper imod beskæftigelsesorienteret dimensionering af universitetsuddannelserne, så kæmper I reelt imod unges muligheder for at få et arbejde på den anden side af studierne. Som samfund gør vi unge en bjørnetjeneste, hvis vi lader dem tage en fem år lang uddannelse, som vi ved resulterer i arbejdsløshed eller jobusikkerhed. Det kan vi ikke være bekendt.

I kan ikke fortsætte med at foregøgle unge, at det er lige meget, om de kan få et job efter endt uddannelse. Det er at stikke dem blår i øjnene. Uden et fast arbejde kan livet føles usikkert, og det bliver sværere at etablere sig og stifte familie. At have et arbejde er helt grundlæggende for et menneskes frihed, velfærd og tryghed.

Når vi skal uddanne efter arbejdsmarkedets behov, er det derfor ikke kun på grund af et snævert hensyn til erhvervslivet. Det handler først og fremmest om at sikre, at alle unge, der tager en uddannelse, også skal kunne veksle den til et sikkert arbejde.

Sænk dimittendsatsen – hæv dagpengeniveauet generelt

Når I kæmper imod omfordeling i dagpengesystemet, så kæmper I reelt imod sikkerhed og tryghed for tusindvis af almindelige lønmodtagere, der trofast har betalt deres a-kasse-kontingent i årevis.

Lad os i stedet rette spotlightet mod de grupper, der alt for sjældent fylder i avisernes debatspalter: Unge i provinsen, arbejderbørn og almindelige lønmodtagere.

For når regeringen foreslår at sænke dimittendsatsen, er det kun for at finansiere et løft i dagpengesatsen for almindelige lønmodtagere. Fag- og ufaglærte, der i årevis har betalt deres a-kasse-kontingent, men som alligevel har set hullet i sikkerhedsnettet under dem vokse sig større og større.

Det er ikke retfærdigt, at arbejdsløse metalarbejdere og skraldemænd mister mere end halvdelen af deres indkomst, mens nyuddannede, arbejdsløse akademikere ligefrem går op i indkomst, når de træder ind i dagpengesystemet.

Derfor er det bydende nødvendigt, at vi omfordeler fra dimittenderne til de langvarige medlemmer. Vi, der er universitetsstuderende, skal nok klare os. Vi er vant til et lavere rådighedsbeløb og har ikke betalt ind til a-kassen særligt længe. Og er vi bekymrede, kan vi glæde os over, at regeringen vil hæve SU-fribeløbet, så vi kan spare lidt ekstra sammen på vores studiejobs.

I repræsenterer ikke mig

Politik er et spørgsmål om at prioritere, og I har med jeres oprør vist, at I først og fremmest prioriterer jer selv. I vil have i både pose og sæk – flere dagpenge, højere SU og helst lige midt i København. Men det er ikke jeres tur.

Der er brug for, at vi som universitetsstuderende i de store byer stiller os bagerst i køen og giver plads til nogle af de grupper, der alt for længe er blevet underprioriteret politisk. Det er fornuftigt at skære i dimittenddagpengesatsen, så længe pengene bliver brugt på at sikre et tryggere dagpengesystem for almindelige hårdtarbejdende a-kasse-medlemmer. Det er retfærdigt at flytte uddannelsespladser til provinsen, så de tusindvis af unge, der bor uden for de store byer, også kan få en uddannelse. Og selvfølgelig skal man have et arbejde, når man er færdig med at studere.

Jeg er træt af, at uddannelsesdebatten altid domineres af et privilegeret, larmende mindretal, der fylder godt i mediebilledet, fordi det konstant er i stand til at vende samfundets spotlight mod sig selv. Lad os i stedet rette spotlightet mod de grupper, der alt for sjældent fylder i avisernes debatspalter: Unge i provinsen, arbejderbørn og almindelige lønmodtagere.

Så kære oprørere: I repræsenterer ikke mig. Og I repræsenterer ikke de tusindvis af unge, der gerne vil tage deres uddannelse uden for København, som aldrig får en uddannelse, eller som bare gerne vil være sikre på at få et trygt arbejdsliv. Lad os i stedet gå på barrikaderne for dem.

Seneste