Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Når sommerferien stresser

Sommerferie — Hos tyskstuderende Ditte Borgvold fremkalder sommerferien både frygt og en følelse af indholdsløshed. Hun er ikke den eneste studerende, der føler sig presset de skemafri måneder uden struktur. Men hun har en idé til en løsning på problemet.

»Det er en tomhedsfølelse på en eller måde, en følelse af indholdsløshed.«

Sådan forklarer Ditte Borgvold sin frygt for den to måneder lange sommerferie, der ligger udstrakt foran hende, og med sine lange lumre dage og tomme kalendersider overvælder hende med lysten til at blive liggende i sengen og lave ingenting. Hun går i stå i løbet af sommerferien, siger hun.

Jeg synes, at en endeløs lang sommerferie uden skema, uden pensum, og uden struktur er stressende

Ditte Borgvold, studerende

Ditte Borgvold er tyskstuderende og har netop afsluttet sit fjerde semester. Hun planlægger at bruge en måned af sin sommer på et kursus om tysk kulturhistorie på et universitet i Berlin. Det gør hun uden at overføre et eneste ECTS-point for det. Dels fordi hun elsker at lære – dels fordi hun synes, at hendes sommerferie er uoverskuelig lang.

Og hun er ikke alene. I en artikel om sommerskolestuderende, fortalte flere studerende til Uniavisen, at de også mener, at deres sommerferie er for lang, og at de bruger sommerskoler til at fordele studiets arbejdsbyrde bedre.

»Jeg har før haft rigtig dårlige erfaringer med de meget lange ferier. Jeg er sådan et menneske, som fungerer bedst, når jeg har noget at stå op til om morgenen. Jeg synes, at en endeløs lang sommerferie uden skema, uden pensum og uden struktur er stressende,« siger Ditte Borgvold.

Mindre ferie, tak

Ditte Borgvold genkender sine egne følelser omkring den lange uplanlagte sommer i de venner, som efter endt uddannelse er på dagpenge og endnu ikke har et arbejde at stå op til.

»Jeg fungerer simpelthen bedre. Jeg er et gladere og et sjovere menneske. Så kan jeg også bedre nyde det, når jeg rent faktisk har fri, fordi så ved jeg, at der er indhold i min hverdag, og jeg ikke bare går og laver ingenting. Og det kan i sig selv være stressende,« siger Ditte Borgvold og tilføjer:

»Der er to slags stress. Der er den stress man oplever, når presset er stort og den stress, man oplever, når der slet ikke er nogle forpligtelser. Jeg kunne godt bruge en mellemting.«

Den gyldne mellemvej kunne meget vel, ifølge Ditte Borgvold, være længere, men mindre studieintense semestre – og derved også en kortere sommerferie. Den idé har DM Studerende også tidligere fremlagt som noget, der kan højne den danske uddannelseskvalitet.

Lediggang er fandens hovedpude

Men selvom ønsket om både at holde sig igang og holde stressen fra livet kan findes hos mange studerende, er Ditte Borgvolds situation alligevel speciel. De blandede følelser omkring den lange sommerferie kommer også fra en frygt om ikke at kunne starte op igen efter ferien. Ditte Borgvold har diagnosen paranoid skizofreni, og efter to mislykkede forsøg på at gennemføre et universitetsstudie er hun klar til at gøre alt for at give sig selv de bedst mulige betingelser for at lykkes denne gang. Det betyder også at være mere åben om sin psykiske lidelse.

»Alle mine gode venner ved selvfølgelig alt om, hvad der foregår, men jeg har aldrig før, du ved, skrevet et debatindlæg til Politiken eller sådan noget,« siger Ditte og griner.

Jeg er på mange måder et bedre menneske når jeg har noget at stå op til om morgenen
Ditte Borgvold, studerende

Og det er en vild følelse, lige pludselig at fortælle hele verden at man lider af paranoid skizofreni, uddyber Ditte Borgvold. Men det er også vigtigt.

»Det er vigtigt at nogen tør. Og jeg tør, fordi jeg er så relativt velfungerende – fordi jeg kan passe et studie, bo i min egen lejlighed og kan finde ud af at gå i bad om morgenen. Jeg tør, fordi jeg ikke føler mig helt lige så stigmatiseret, som andre jeg har mødt med samme diagnose.«

Ditte Borgvold optrådte også i Uniradioens program Manfred, hvor hun fortalte om at balancere psykisk lidelse og studieliv. Hør indslaget her.

Seneste