Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Når tolerance bliver nultolerance

Krænkelser — KU’s nye krænkelsesregler er et voldsomt magtmiddel, som personer med en bestemt politisk agenda kan bruge til at angribe og afskrække andre med. Det er på tide at komme af med reglerne og genoplive tolerancen over for dem, vi er uenige med.

For nyligt studsede jeg over en plakat, som en gruppe ‘marxistiske’ studerende havde klæbet op ude på KUA. Plakaten inviterede nysgerrige gemytter forbi til et arrangement på universitetet, hvor man kunne blive indviet i Leon Trotskijs tanker og købe hans bøger. Trotskij var en af de ledende politiske figurer efter Den Russiske Revolution (1917), og han er kendt for at hylde den omfattende terror mod befolkningen, som bolsjevikkerne iværksatte efter deres magtovertagelse.

Det forekommer mig absurd, at mennesker i dag kan finde på at prise en person som Trotskij. Hvis man trykker mig lidt på maven, tilstår jeg gerne, at det krænker min tro på mine medmenneskers åndsevner. Men det er nu engang et vilkår i demokratiet, at der findes alt fra pubertære venstrefløjssekter til rablende islamister og rabiate nationalister.

Der skal – uagtet ens indre afsky over for bestemte holdninger – være plads til, at sådanne typer kan drøfte deres idéer på universitetet. Gevinsten er, at vi andre også kan få lov til at låne universitetets lokaler, når vi ønsker at diskutere forskellige anliggender, som vi finder vigtige og spændende.

De [nye krænkelsesregler] er blevet et effektivt pressionsmiddel, som personer med en bestemt politisk agenda kan bruge til at angribe og afskrække andre med

Jeg må derfor leve med – altså tolerere – at andre kan have deres egne, afstumpede meninger, som jeg ikke deler. Hvis bølgerne tilmed går rigtig højt, kan det endda lykkes os at tale sammen på tværs af forskellige opfattelser og måske blive klogere på hinanden og den verden, vi befinder os i.

Tolerance indebærer, at man accepterer anderledes livsformer og afskyelige synspunkter, så længe at de overholder de krav, som demokratiet og retsstaten sætter. Men denne forståelse af tolerance er – desværre – ved at blive udskiftet med en ny, obskur inklusionstankegang på Københavns Universitet.

Nye standarder på KU

Da universitetet tidligere i år vedtog sine nye regler for ‘krænkende adfærd’, lød det i Uniavisen fra Joan Lykkeaa, der var med i det udvalg, som vedtog reglerne, at vi fremover »nok skal til at lægge lidt bånd på os selv, da vi mennesker har forskellige grænser«. Udsagnet faldt efter, at Lykkeaa ifølge Uniavisen havde konstateret, at »universitetet er blevet mere multikulturelt.«

Samtidig kunne vi erfare fra ledelsen på Det Juridiske Fakultet, at den var skredet ind over for udklædningen i forbindelse med et rusarrangement for »at sikre diversitet og for at skabe et undervisnings- og arbejdsmiljø, der er inkluderende.« De studerendes brøde bestod i, at de havde iklædt sig et par mexicanske sombrerohatte.

At tåle andres holdninger, selvom man ikke deler dem eller ligefrem finder dem afskyelige, er tilsyneladende ikke den standard, der benyttes på Københavns Universitet. I stedet trækkes multikulturalisme og diversitet ind som argumenter for, at universitetets ansatte og studerende skal lægge bånd på sig selv, så de undgår at komme til at krænke nogle, som ikke måtte dele deres opfattelse.

En anonym anklage uden belæg kan føre til, at man indkalder en medarbejder til tjenstlig samtale og igangsætter en større undersøgelse af vedkommende, uden han kan få at vide, hvad undersøgelsen handler om. Hvor er denne medarbejders retssikkerhed henne?
*

Problemet med denne tankegang er, at der ikke findes nogen klar grænse for, hvornår et udsagn eller en påklædning kan siges at være fornærmende eller krænkende. Der findes formodentlig ikke et eneste ord, som i sig selv og uafhængigt af enhver kontekst er fornærmende. Til gengæld kan ethvert udsagn med et snuptag blive gjort til en krænkelse, hvis vi som eneste målestok for krænkelser tager afsæt i den enkeltes egen følelse af at være blevet krænket.

Det krænker som sagt min tiltro til mine medmenneskers åndsevner, at der hænger plakater på KUA, som reklamerer for et hyldestarrangement for Leon Trotskij. Og det krænker formodentlig nogle jurister, at jeg skriver KUA og ikke Søndre Campus, sådan som de ellers gerne vil have – for KUA forbinder man jo med det vattede humaniora.

Man kan således vælge at se virkeligheden som et fikserbillede, hvor Den Hornede – krænkeren – altid gemmer sig et sted i landskabet. Og så skal man nok finde ham før eller siden. Rækker ens egen fantasi ikke, kan man altid gribe til den belejlige værktøjskasse med mikroaggressioner, kulturel appropriation og usynlig diskrimination, som vi efterhånden er godt fortrolige med fra både den amerikanske og hjemlige debat.

I Københavns Universitets tilfælde har det endvidere vist sig, at de krænkelsesparate kan nyde stor gavn af de nye regler, og dét med store følger for den akademiske undervisning og ansattes retssikkerhed.

Til skræk og advarsel

Som Weekendavisen (14.12) netop har kunnet afdække, har en gruppe anonyme personer klaget over en lektor, som blandt andet skulle have optrådt ‘racistisk’ og ‘diskriminerende’. Klagen fik universitetet til at indkalde lektoren til tjenstlig samtale og igangsætte en undersøgelse af ham. Hvad undersøgelsen gik ud på, kunne lektoren ikke få at vide, og ledelsen kunne heller ikke give et konkret eksempel på, at han skulle have forskelsbehandlet sine studerende.

Vi tager den lige en gang til: En anonym anklage uden belæg kan føre til, at man indkalder en medarbejder til tjenstlig samtale og igangsætter en større undersøgelse af vedkommende, uden han kan få at vide, hvad undersøgelsen handler om. Hvor er denne medarbejders retssikkerhed henne?

Vi er vidner til, hvordan en lille gruppe anonyme studerende kan bruge Københavns Universitets nye krænkelsesregler som et særdeles effektivt politisk trumfkort

Vi er vidner til, hvordan en lille gruppe anonyme studerende kan bruge Københavns Universitets nye krænkelsesregler som et særdeles effektivt politisk trumfkort.

Ikke blot har denne gruppe fået en offentlig institution – universitetet – til at reagere prompte og hårdt på udokumenterede anklager, den har også sendt et stærkt signal til andre ansatte om, at de skal til at knytte sylten, hvis de ikke vil igennem det samme forløb.

Sagen viser kort sagt, hvor omfattende konsekvenser de nye krænkelsesregler har: De er blevet et effektivt pressionsmiddel, som personer med en bestemt politisk agenda kan bruge til at angribe og afskrække andre med.

Da debatten om de nye regler flammede for et par måneder siden, havde universitetets nye rektor, Henrik C. Wegener, travlt med at nedgøre kritikernes indvendinger. Wegener morede sig offentligt over, at der blev råbt vagt i gevær.

Men efter vedholdende protester over reglerne og den netop omtalte sag kunne noget tyde på, at rektor er blevet klogere på, hvad der sker, når tolerance bliver skiftet ud med omfattende krænkelsesregler og rigid nultolerance. I hvert fald har han indkaldt til et stort debatmøde om emnet og udtalt, at vi må ‘justere’ reglerne, hvis de ‘indskrænker den akademiske frihed’.

Her er det imidlertid værd at minde om, at der hverken er behov for at justere eller præcisere reglerne, men derimod at afmontere dem. For det er netop reglerne selv og de standarder, de lægger for dagen, der er kernen i problemet, og det kan man ikke justere sig ud af.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste