Nadeen Aiche er forperson, debattør og panelist – og så er hun også studerende

»Smut hjem til der, hvor I kommer fra!«

Nadeen Aiche husker ikke alle detaljerne. Måske var hun 12, måske var hun 13. Måske regnede det, og måske var Strøget fuld af mennesker. Til gengæld husker hun sin mor tydeligt. Nadeen Aiche holder hende i hånden, og morens hår er dækket af et tørklæde.

Den travle shoppinggade munder ud i Rådhuspladsen, som den har for vane, og her stopper mor og datter op. Foran Rådhuset er en demonstration arrangeret af Danmark for danskere i gang. Folk råber og fægter med bannere, og Nadeen Aiche læser ’Nej til Islam’ og ’Nej til muslimer og tørklæder’ på hjemmemalede lagner. Hendes mor må forklare hende, hvorfor så mange mennesker er mødt op for at demonstrere. Samtalen foregår på arabisk, for moren er født og opvokset i Libanon.

En mand river sig løs fra flokken og farer direkte mod Nadeen Aiche og hendes mor, og så er det, at bemærkningen falder:

»Smut hjem til der, hvor I kommer fra!« råber han og tilføjer, at de bør skamme sig over at tale arabisk. Han fortsætter med at overfuse dem, og diskret skubber Nadeen Aiches mor sit barn om bag ryggen, mens hun fortsat knuger den lille hånd. Ellers står hun bare stille og tager imod tilråbene.

»Det er den tydeligste historie, jeg har, om at have oplevet mig selv som anderledes og uvelkommen et sted, som jeg hele livet har opfattet som mit hjem,« siger Nadeen Aiche på Paludan Bog & Café, hvor Uniavisen møder hende, og hvor hun ofte forbereder sig til undervisning på CSS.

I dag er hun 21 år gammel og læser statskundskab på tredje semester, og selv om demonstrationen ligger langt tilbage, må Nadeen Aiche flere gange gøre holdt for at kontrollere sin stemme under fortællingen.

»Min mor og jeg tog hjem bagefter og snakkede ikke om oplevelsen,« husker Nadeen Aiche og springer pludselig nogle år frem i historien. Som 14-årig skulle hun nemlig på Folkemødet på Bornholm holde et oplæg om sine oplevelser, og det åbnede en samtale mellem hende og hendes mor.

»Min mor sagde til mig, at hendes analyse var, at hvis hun tiede oplevelsen ihjel, ville jeg måske fortrænge den. Hun ville ikke have, at det skulle danne grundlag for min oplevelse af at være minoritetsdansker eller mit møde med andre mennesker.«

Mellemfolkeligt folkemøde

Faktisk blev lige netop Folkemødet rammen om et skelsættende møde med et andet menneske. Officielt tog Nadeen Aiche afsted med Mellemfolkeligt Samvirke, men egentlig ville hun bare en tur til Bornholm med sine venner.

»Jeg ville have tre dage med mine venner, hvor vi havde det sjovt og var langt væk fra forældrene, så det der oplæg skulle egentlig bare overstås,« griner hun.

Men oplægget blev ikke bare overstået. Det blev også bemærket. I Mellemfolkeligt Samvirkes telt i Allinge holdt Nadeen Aiche sin første tale om personlige oplevelser med racisme og diskrimination i Danmark, og efterfølgende trådte en – for hende – ukendt kvinde frem. Det var Natasha Al-Hariri, der er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, og som Nadeen Aiche i dag beskriver som sin sparingspartner.

»Hun kiggede mig direkte i øjnene og sagde ’Nadeen, du kan noget specielt med formidling, og det skal du bruge til noget større’,« husker hun og pointerer, at mentoren fik ret.

»Da jeg først var startet, var det svært at spole tiden tilbage, og det hele eksploderede bare helt vildt.«

Passionen og karrieren tog fart, og som 21-årig har hun et CV, der både tæller forperson i Mino Danmark og offentlig debattør – blandt andet som fast deltager i NEWS & Co.

Samfundssind og samfundsdeltagelse

Nadeen Aiches politiske arbejde siden 14-årsalderen har ifølge hende selv kvalificeret hende til nu at bestride rollen som forperson i Mino Danmark, der beskrives som en demokratisk interesseorganisation, der styrker minoritetsetniske danskeres muligheder og samfundsdeltagelse.

Hun var selv med helt fra begyndelsen. I 2016 deltog hun sammen med andre unge i organisationens allerførste udviklingsfaser, og hun har siden da været både frivillig, ansat projektkoordinator og fra august 2021 forperson for bestyrelsen. Arbejdsmængden varierer, men Nadeen Aiche vurderer, at hun bruger et sted mellem fem og 15 timer om ugen på foreningsarbejdet.

»Jeg bruger så meget tid på det, fordi jeg mener, at hvis vi på nogen måde skal se vores demokrati som velfungerende, så er det, når de mindst ressourcestærke også begynder at engagere sig. Det diverse demokrati gad jeg godt være med til at sikre,« siger hun og forklarer, at organisationen blandt andet driver en online undervisningsportal for minoritetsetniske elever, foretager undersøgelser og afholder debatarrangementer.

»Det motiverer mig at se tilstrømningen af etniske minoritetsborgere i vores organisation. De blomstrer og får vildt meget selvtillid af at få skulderklap og mærke, at der er et fællesskab, som rent faktisk griber dem, når de har behov for det.«

Fra Blågaards Plads til fast plads i rampelyset

Nadeen Aiches interesse for samfundet og ønsket om at forandre det kommer hjemmefra.

»Jeg er barn af flygtningeforældre, så jeg er vokset op i et hjem, hvor politisk bevidsthed har præget middagssamtalerne. Mine forældre har levet som flygtninge hele deres ungdom og har haft en oplevelse af at være andenrangsborgere. Deres fortællinger har præget mit liv.«

Forældrene har palæstinensiske rødder, er født og opvokset som flygtninge i Libanon og kom til Danmark, da moren var 18 år gammel og højgravid med Nadeen Aiches ældste storebror. Ingen af dem kunne sproget.

»Det er meget kliché, men mit forbillede er min mor. Jeg synes virkelig, hun er en benhård dame, der sparkede døren ind i et land, der var helt ukendt for hende. Alligevel har hun formået at opdrage fire børn og engagere sig i samfundet på lige fod med alle andre,« siger hun og tænker tilbage på opvæksten på Nørrebro.

Jeg bruger så meget tid på det, fordi jeg mener, at hvis vi på nogen måde skal se vores demokrati som velfungerende, så er det, når de mindst ressourcestærke også begynder at engagere sig. Det diverse demokrati gad jeg godt være med til at sikre.

Nadeen Aiche

Familien slog sig ned ved Blågårds Plads i et tidligere betegnet ghettoområde omringet af et samfund, Nadeen Aiche beskriver som landsbyagtigt. Hun husker den lokale slagter, den lokale kiosk og den lokale skole, Blågårds Skole, som med hendes egne ord er »elsket af mange og hadet af endnu flere.«

»Det har virkelig været en kæmpestor ressource at gå på en skole med så stor diversitet, for det har lært mig en masse kulturelle og sociale koder. Det var fedt at kunne snakke med så mange forskellige mennesker, men det var også en udfordring, fordi jeg altid følte mig for brun til at være med de hvide og for hvid til at være med de brune.«

Alligevel bliver Nadeen Aiche ved med at vende tilbage til Nørrrebro, for den folkekære bydels landsbyagtige stemning sidder stadig i hende.

»Der er nogle hjemme på Nørrebro, der stopper mig på gaden og beder mig tage deres dagsorden med, næste gang jeg skal i tv. Men de fleste af dem er jo også bare stadig mine venner, som jeg tager en stille og rolig kop kaffe med på Blågårds Plads.«

Studiet som et afbræk

Anonymiteten og normaliteten ved at drikke kaffe i Nørrebros menneskemængde er vigtig for Nadeen Aiche. Hun har en aftale med sine venner om ikke at snakke politik, når de mødes, ligesom hun på statskundskabsstudiet nyder ikke at være politisk kommentator, men bare blende ind med de andre unge.

»Det føles som et afbræk at være på studiet, for der er jeg bare Nadeen den studerende, der ikke fatter metodeundervisningen og synes, at offentlig forvaltning er vildt forvirrende,« siger hun med et smil. Ved siden af studiet, arbejdet i Mino Danmark og alle de offentlige optrædener ses Nadeen Aiche hyppigt med både venner og familie. Og så finder hun også tid til at følge med i alskens reality-tv.

»Det er det bedste, jeg ved! Og så er det sjovt det der med, at man i løbet af dagen kan gå fra at være studerende til at være leder i en organisation til at være repræsentant i mediebilledet og så komme hjem til en rodet lejlighed og spise pasta med pesto, mens man ser reality og lærer at vaske sengetøj.«