Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Næsten hver anden oplever stærk stress under eksamensperioden. Det skal vi gøre noget ved

Alt for mange oplever stærke stress-symptomer på grund af deres studie, og det er skæmmende, mener Sune Halkjær, der er medlem af Studenterrådets Forretningsudvalg.

Næsten hver anden studerende bliver syg med stress i eksamensperioden. Det kalder på handling!

Uddannelse bør understøtte det gode liv – og noget tyder på, at det ikke gør det lige nu. 21 procent oplever i hverdagen stærke stress-symptomer på grund af deres studie. I eksamensperioden stiger det til 42 procent af de studerende. 42 procent!

Det er den dystre læsning, man bliver mødt med, hvis man åbner den seneste studiemiljøundersøgelse – en undersøgelse som KU laver hvert andet år for at følge med i de studerendes trivsel.

Det vidner om, at det er vigtigt, vi har et holistisk blik på vores trivsel. For i undersøgelsen kan man læse, at 20 procent ofte føler, at de er ensomme på studiet. Samtidig har 26 procent følt sig ignoreret og udelukket fra studiefællesskabet. Det viser, at udfordringerne med trivslen for os studerende er mangeartede, men også, at de er selvforstærkende.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Essentiel trivsel

Vi bliver nødt til at se god trivsel på vores studier som en helt essentiel del af at skabe det gode læringsmiljø. For hvis man har hjertebanken eller ondt i maven på grund af studiet, så har man ikke det fornødne overskud til for alvor at kunne fordybe sig i sit studie. Når universitetslivet gør, at vi mistrives – og det samtidigt er med til at begrænse den tilegnelse af læring, som vi går på universitetet for at få – så er der noget, der er helt forkert skruet forkert sammen.

Studiemiljøundersøgelsen er lavet i en tid, hvor universitetet lige var genåbnet efter en global pandemi. Det har selvfølgelig haft betydning for, hvordan vi studerendes trivsel har set ud. Men det gør det kun særligt vigtigt, at vi gør noget. 44 procent af de studerende angiver, at de ikke ved, hvor de kan få støtte eller vejledning. Sidste år indsamlede Studenterrådet 500 personlige historier om, hvordan de studerende havde oplevet coronanedlukningerne. På den baggrund lavede vi en række anbefalinger – og en af dem gik på at inddrage særlig støtte og dispensationsmulighed for særligt hårdtramte studerende. Det er vigtigt at være åbne for alle muligheder – men vi er grundlæggende nødt til at sikre, at de studerende ved, hvor de kan få hjælp. Der er ikke nogen nemme løsninger, og det er heller ikke noget vi kan løse på KU alene. Men vi bliver nødt til at gøre alt, hvad vi kan.

For en ting er sikkert. Det er så skræmmende læsning, at der er brug for handling. Nu.

 

Seneste