Neandertalerne havde både klima-issues og høj selvbevidsthed

Prøv at forestille dig, at en neandertaler møder uventet op inde i folketingssalen på Christiansborg og sagde til politikerne:

»Vi neandertalere vidste ikke for 40.000 år siden, at vi skulle uddø. I har til gengæld viden og dermed mulighederne for at undgå den samme katastrofe som os. Så vil I tænke jer om, mens tid er?«

Det er det budskab, som museumsdirektør Peter C. Kjærgaard forsøger at lægge ind i udstillingen »Neandertaler« på Statens Naturhistoriske Museum.

»Neandertalerne er vores nærmeste uddøde slægtning. Teknisk, kulturelt og menneskeligt havde de samme evner og kundskaber som os, og vi kan derfor bruge neandertalerne som et spejlbillede af os selv til at reflektere over vores fællesskab, vores forhold til naturen og til den globale opvarmning, for neandertalerne blev udfordret af klimaforandringer, ligesom vi gør,« siger Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie ved Københavns Universitet.

Neandertalerne lever i os

Vi har heller intet, der tyder på, at det var homo sapiens, der udryddede dem

Peter C. Kjærgaard, museumschef

Sammen med sine medarbejdere på Statens Naturhistorie Museum har han fokuseret på at give gæsterne en god forståelse af, hvor meget vi har tilfælles med dem, for de lever bogstavelig talt i os:

»Vi fik levedygtige børn med hinanden, så vores arvemateriale indeholder op til cirka to procent af generne fra neandertalerne, og mens der højst har levet nogle få hundredetusinde neandertalere i verden samtidig, er vi næsten otte milliarder homo sapiens i dag. På den måde lever der mere aktivt genmateriale fra neandertalerne i os nu, end dengang de levede,« siger Peter C. Kjærgaard.

Museets største rum er fyldt med store billeder af neandertalerne, som viser os, hvordan de levede sammen. De er afbildet i forskellige, sociale situationer, hvor de er sammen om flammende bål. Man kan også høre lyde fra børneleg og børnelatter, hammerslag fra stenredskaber og dyrelyde, når man bevæger sig rundt.

Et sted viser udstillingen os, at neandertalerne var så teknisk avancerede, at de kunne fremstille birketjære, som de brugte som en stærk lim til jagtredskaber. Birketjære lyder som en relativ simpel ting at fremstille, men det er det ikke. Det kræver, at man kan varme birkebark op til en helt bestemt temperatur for at få frigivet tjæren.

Undervejs må der ikke komme luft – eller ilt – til. Opvarmningen har altså skullet ske i en form for lukket rum, og hvordan neandertalerne har vidst det, og hvordan de var i stand til at løse den udfordring, kan godt undre.

Selvfølgelig er der også et stort rum med skeletter fra to af neandertalerens mest velkendte dyr: Den store, stærke og frygtindgydende hulebjørn samt den endnu større og stærkere mammutelefant, der var et meget vigtigt byttedyr.

Et helt utroligt spyd

Udstillingens mest opsigtsvækkende genstand møder man i det allerførste rum. Her ligger et 2,4 meter langt spyd af takstræ i en stor montre. Spyddet syner ikke umiddelbart af meget, men er en arkæologisk sensation.

»Et af de mest utrolige fund, vi har fra neandertalerne, er det her spyd, som er 120.000 år gammelt og er næsten komplet bevaret. Spyddet er et ud af kun i alt ti, vi har fundet efter neandertalerne,« siger Peter C. Kjærsgaard og fortsætter:

»Endnu mere spændende er det, at vi fandt spyddet i brystkassen på en skovelefant sammen med nogle stenredskaber fra neandertalerne. Det har gjort det muligt for os at genskabe en jagtscene: Skovelefanten er blevet jaget ud i en mose, hvor den har fået spyddet boret ind i brystet af en neandertaler. Derefter er den begyndt at synke langsomt ned, men inden den nåede at forsvinde i mosen, har jægerne skåret stykker af kød af den til at bære væk og spise det. Vi kan se skæremærkerne i dens knogler efter brugen af skarpe flintredskaber.«

Enorm steppe gjorde livet sværere

Det er 166 år siden, at skelettet af den første neandertaler dukkede op af jorden i Tyskland. Længe troede videnskaben, at neandertaleren var et evolutionært fejlskud, og at den derfor var dømt til at uddø. Så primitiv antog man neandertaleren for at være. Det har vist sig at være helt forkert.

Udstillingen svarer ikke direkte på, hvorfor neandertalerne uddøde, men Peter C. Kjærgaard har et bud på, hvad der skete i hele det område, som neandertalerne boede i dengang – et område som strakte sig fra Spanien og Atlanterhavet i vest til de kaukasiske områder og Sibirien i øst.

Peter C. Kjærgaard har som forsker i dag fået en chance for at svare på det, fordi videnskaben om neandertalerne har udviklet sig til at blive interdisciplinær i løbet af de sidste årtier. Før var det hovedsageligt arkæologer og palæontologer, der forskede i neandertalere, og de beskæftigede sig kun perifert med naturens udvikling, klimaforandringer og befolkningsvandringer. Det har et samarbejde med andre videnskabsgrene ændret på, og ny viden er kommet til.

»Hele det enorme område, hvor neandertalernes foretrukne byttedyr trivedes, var oprindelig dækket af skov. Men flere store klimaforandringer ændrede landskabet fuldstændig. Isen både voksede og trak sig tilbage, dækkede og blotlagde arealer, ødelagde skovene, og hele området blev efterhånden til en enorm steppe for omkring 85.000 år siden,« siger Peter C. Kjærgaard og fortsætter:

»Men det er vigtigt at forstå, at det ikke kun var en enkelt faktor, der fik neandertalerne til at uddø, selvom steppelandskabet kan have gjort livet ekstra svært for neandertalerne, så det over mange tusinde år er endt med at presse dem i bund. Vi har heller intet, der tyder på, at det var homo sapiens, der systematisk udryddede dem,« siger Peter C. Kjærgaard.

Energikrævende kroppe

Et særligt problem for neandertalerne har været, at deres kroppe var designet af naturen til at have brug for mere energi end homo sapiens. Derfor har naturen tvunget dem til at koncentrere sig om først og fremmest at skaffe sig masser med kød fyldt med energirige fedtstoffer og proteiner.

Det kan have været deres akilleshæl. Mennesket kan i stedet leve af en langt mere varieret diæt, der ud over kød også kan komme fra rødder, frugter, nødder, bær og frø. De ting findes i det åbne steppelandskab, der til gengæld ikke tilbyder de bedste levemuligheder for de meget store byttedyr, der ellers udgjorde hovedingrediensen i neandertalernes mere ensformige menu.

»Vi ved, at jo mere individer er presset på eksistensen, jo mere falder deres fertilitet. Det gælder både for dyr og mennesker. Vi ved også, at neandertalerne blev stadig mere spredt i mindre grupper indtil for 45.000 år siden, hvor de til sidst levede i så små grupper og så langt fra hinanden, at de ikke længere var genetisk bæredygtige. Der kan godt have været et konkurrenceelement i forhold til homo sapiens, men det var ikke, fordi de har bekriget hinanden. Det har kun været, fordi de to menneskearter har brugt af de samme ressourcer,« siger Peter C. Kjærgaard.